DJ-undersøgelse af sexchikane er slut – forhandler fratrædelse med ”Martin”

Den eksterne advokatundersøgelse har ikke kunnet påvise sexchikane i Dansk Journalistforbund. ”Men det står alligevel klart for mig og for DJ’s hovedbestyrelse, at der var noget at komme efter,” siger formand Lars Werge. Han konkluderer, at der har været en uhensigtsmæssig kultur i dele af DJ (opdateret kl. 16.48)
  • Klaus Holsting
    DJ's forbundshus på Gammel Strand i København har de seneste to måneder været rystet af anklager fra tidligere ansatte om seksuelle krænkelser og en usund kultur.
17.01.2018 · 16:06

Så kom den længe ventede udmelding fra Dansk Journalistforbund om forbundets interne undersøgelse af sexchikane. 

Sagen begyndte at rulle, da to kvinder den 21. november i forlængelse af et opslag på Facebook stod frem i Journalisten og fortalte, at de havde følt sig udsat for seksuelle krænkelser som studentermedhjælpere i DJ. De var begge medlem af forbundet.

Sexchikane er ikke blevet påvist

I en pressemeddelelse, der netop er offentliggjort, siger DJ-formand Lars Werge:

"Advokatundersøgelsen kan ikke påvise sexchikane, men det står alligevel klart for mig og for DJ’s hovedbestyrelse, at der var noget at komme efter."

Forhandlinger om "Martins" fratrædelse

Selv om undersøgelsen ikke har påvist sexchikane, indleder forbundet nu en forhandling om, at en af de anklagede, der i Journalistens dækning går under navnet "Martin", stopper i forbundet.

I pressemeddelelsen fremgår det, at forbundets hovedbestyrelse den 16.-17. januar har besluttet, at: "Der har været tale om en uhensigtsmæssig adfærd fra én medarbejder, og at der har været en uhensigtsmæssig kultur i dele af DJ. Det har fået hovedbestyrelsen til at indlede forhandlinger om fratrædelse med en mellemleder i forbundet. Den proces er nu sat i gang.”

Journalisten forsøger at få en kommentar fra ”Martin”.

Resumé af undersøgelsen er online

De to nuværende DJ-ansatte, som anklagerne om chikane og seksuelle krænkelser retter sig mod, har begge nægtet sig skyldige. Og topledelsen i DJ har afvist at have kendt til de påståede krænkelser.

Alligevel besluttede DJ mandag den 20. november at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse af anklagerne. Få dage efter blev den udvidet til også at omfatte ledelsens rolle i forløbet. Direktøren og to andre ansatte har siden været suspenderet. Og det er altså denne undersøgelse, der nu er afsluttet.

Resultatet er en redegørelse på 50 sider. Du kan læse et resumé her.

I undersøgelsen har 21 personer været interviewet, herunder sagens hovedpersoner, og både nuværende og tidligere medarbejdere. Undersøgelsen omfatter også en større mængde skriftligt materiale, herunder også elektroniske korrespondancer. 

De to andre suspenderede vender tilbage

Direktøren og en medarbejder, der begge har været suspenderet, vender tilbage til organisationen, fremgår det af meddelelsen.

Men "Martins" eventuelle ophør i forbundet er ikke den eneste konsekvens. 

I pressemeddelelsen kan man også læse følgende:

”Den politiske ledelse i DJ vil i den kommende tid omstrukturere med fokus på at skabe en mere klar, professionel og resultatstyret ledelsesinstruks. Ligesom der i samarbejdet med den organisatoriske ledelse vil blive arbejdet målrettet med kultur, processer, procedurer og klarhed over roller og ansvar i DJ.”

Werge: "Der har fundet uhensigtsmæssig adfærd sted"

Journalisten har haft lejlighed til at interviewe DJ-formand Lars Werge, efter DJ sendte sin pressemeddelelse ud.

Undersøgelsen slår fast, at det ikke kan dokumenteres, at der fandt sexchikane sted. Alligevel siger du, at det står klart for dig, at der var noget at komme efter. Hvordan hænger de to udsagn sammen?

”I forbindelse med undersøgelsen er der kommet en masse andre ting frem, som ikke direkte har været en del af undersøgelsen, men som er kommet til advokatens kendskab. Det har hun ikke kunnet bruge til at lave sine konklusioner, men der har været udsagn, som har vist, at en medarbejder har udvist uhensigtsmæssig adfærd,” siger Lars Werge.

Men hvordan kan du vide det, når det ikke kan dokumenteres?

”Det er vores vurdering i hovedbestyrelsen,” siger Lars Werge

Så du stoler mere på de to tidligere studentermedhjælperes udsagn end på din mellemleders udsagn?

”Det har været meget overvældende at læse og høre udsagnene fra advokatundersøgelsen.”

Men det er jo påstand mod påstand. Så du stoler mere på de to tidligere studentermedhjælperes udsagn end på din mellemleders udsagn? 

”Det er en enstemmig hovedbestyrelse, der har besluttet sig for, at denne sanktion er den rigtige at træffe,” siger Lars Werge.

Hvad er årsagen til, at I stoler mere på de tidligere studentermedhjælperes udsagn end på mellemlederens udsagn?

”Det er summen af det hele. Graden af indtryk og ting, der er kommet frem i forbindelse med undersøgelsen, som ligger til grund for hovedbestyrelsens beslutning.”

Er der slet ingen tvivl i dit sind om, at anklagerne om sexchikane er korrekte, selvom det ikke har kunnet dokumenteres?

”Sexchikanen kan ikke bevises. Men der har fundet uhensigtsmæssig adfærd sted,” siger Lars Werge. 

Hvad er så det, du kalder for uhensigtsmæssig adfærd?

”Det er reserveret til dem, der har læst redegørelsen, som er en meget lille flok. Det er deres vurdering, at der har fundet uhensigtsmæssig adfærd sted.” 

Stor medlemsundersøgelse på vej

Forbundet oplyser i øvrigt - som tidligere - at en stor medlemsundersøgelse af sexhikane er på vej. Det vil ske i slutningen af januar.

"Undersøgelsen skal bidrage til at give viden om seksuel chikane, således at hele mediebranchen kan få øget kendskab om omfanget af sexchikane," fremgår det af meddelelsen.

 

Tidslinje over forløbet

2009: Sigrid Benedikte Strøyer ansættes som studentermedhjælper i DJ. Kort efter indleder "Martin" og hende et kortvarigt forhold. 

2010-2011: Sigrid Benedikte Strøyer fortæller, at hun oplever at bliver chikaneret af ”Martin” efter deres forhold er stoppet. Hun søger hjælp hos to kolleger – Jonas Thing og Louise Theil - der fraråder hende at gå til ledelsen med anklagerne.

2014: Martin bliver forfremmet til afdelingschef.

2015: ”Josefine” ansættes som studentermedhjælper i DJ. Kort efter oplever hun et overgreb fra en tillidsvalgt i en af DJ’s studenterorganisationer. Hun går til Jonas Thing med anklagen. Han går til den anklagede, der fratræder sin tillidspost.

December 2015: Kolleger ser Martin og Josefine være samme til DJ’s julefrokost. Få dage efter beslutter DJ’s samarbejdsudvalg at indføre regler i husets personalehåndbog for bl.a. forhold mellem medarbejdere og chefer. Men reglerne bliver aldrig skrevet ned.

Primo 2016: Martin får en påtale af direktør Linda Garlov for at have forhold til underordnede.

Primo 2016: Josefine fortæller, at hun i byen bliver overfuset af en DJ-ansat, da hun afviser at dyrke sex med ham. Hun føler sig krænket og fortæller Louise Theil om oplevelsen. Louise Theil fortæller, at hun indberetter det til sin leder, daværende udviklingschef Per Nielsen. Han vil ikke kommentere.

Forår 2016: Josefine og Martins forhold fortsætter.

Aug. 2016: Josefine siger op i DJ. Hun stopper 1. oktober.

11. nov. 2017: Sigrid Benedikte Strøyer retter i et facebookopslag sexchikane-anklager mod "Martin", som skulle have krænket hende på arbejdspladsen.

12. nov. 2017: Josefine kontakter Sigrid Benedikte Støyer og deler sine oplevelser af at være blevet krænket som studentermedhjælper i DJ med hende.

17. nov. 2017: DJ offentliggør pressemeddelelse om Sigrid Benedikte Støyers sexchikane-anklager, og at forbundet har undersøgt sagen. Det er ikke muligt at bevise, om chikanen har fundet sted, konkluderer de.

20. november 2017: DJ beslutter at iværksætte en ekstern advokatundersøgelse af chikane-anklagerne.

21. november 2017: De to tidligere studentermedhjælpere står frem i en artikel i Journalisten og fortæller, at de følte sig udsat for seksuelle krænkelser i Dansk Journalistforbund. De anklagede afviser. Topledelsen i DJ afviser at have kendt til de påståede krænkelser. Ledelsen afviser også anklagerne fra tidligere medarbejdere om en usund og sexistisk kultur i DJ.

23. nov. 2017: DJ beslutter at udvide den eksterne advokatundersøgelse af forløbet om sexchikane-anklagerne til også at omfatte ledelsens rolle i forløbet. Samtidig suspenderes DJ’s direktør Linda Garlov. Også de to, der er anklaget for krænkelserne, er suspenderes. "Det er alene en understregning af, at vi ønsker at få sagen opklaret og klarlagt på et så objektivt grundlag som muligt," sagde DJ-formand Lars Werge om suspenderingen af direktøren. 

18. december 2017: Advokat Karen-Margrethe Schebye oplyser, at undersøgelsen bliver forsinket fra den oprindelige afleveringsfrist 21. november til den 10. januar. ”Der er så mange, der har ønsket at give oplysninger til mig, at jeg er nødt til at bruge mere tid på det,” siger hun til Journalisten

 

Opdateret kl. 16.48: Citater fra Lars Werge og flere detaljer fra pressemeddelelsen er tilføjet. 

Kommentar

17/01/2018 - 23:49

Troels Schmidt

"Martin"... Hvorfor kalder DJ manden for Martin? Så vidt man kan læse i stort set alle medier, er medlemmer af bl.a. Dansk Journalistforbund travlt optaget af at sætte navne på alle #MeToo-krænkerne. Men journalisterne selv synes altså, at et dæknavn er passende for en ansat i DJ.

18/01/2018 - 09:25

Hans Sørensen

Hvis du læser advokatens rapport, så vil du opdage, at det ikke kan bevises, at "Martin" har udført sexchikane. Hvad andre journalister på andre medier gør, er vel ikke ensbetydende med, at DJ/Journalisten skal gøre det samme?? Din kommentar er i bedste fald upassende.

18/01/2018 - 10:56

Øjvind Hesselager

Kære Troels

Tak for spørgsmål.

Først en lille men afgørende oplysning: Det er ikke DJ, der har døbt medarbejderen Martin. Det er fagbladet Journalisten. Vi udgives på et uafhængigt grundlag og DJ har ikke ansvar for vores dispositioner.

Dernæst: Vi følger vores sædvanlige kurs omkring identifikation i denne sag. Vi satte ikke navn på den såkaldte tys-tys-kilde i Se og Hør-sagen før dom. Vi satte heller ikke navn på den såkaldte ubåds-kaptajn.

Folk, der ikke er dømt, og som ikke sidder i ledende stillinger, navngiver vi i udgangspunktet ikke i sager, der kan være miskrediterende.

Mvh

18/01/2018 - 15:22

Martin Poulsen

Vanvittigt at mit kontingent skal gå til den her slags ligegyldigheder.

18/01/2018 - 19:55

Flemming Sørensen (dj 1452)

Omtalte "Martin" er måske hormonelt udfordret, men jeg finder det latterligt at kalde skærmydsler mellem eks-kærester for sex-chikane, og dén slags bagateller og tåbeligheder miskrediterer de ofre, som vitterligt har været udsat for overgreb eller vold.

Seneste jobopslag

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Egnsredaktør

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Erhvervsjournalist

Mediehuset Herning Folkeblad
Ansøgningsfrist: 12.12

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12

Presse- og kommunikationsrådgiver til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Pressechef til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Vi søger en erfaren kommunikationskonsulent

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 12.12