EU og de europæiske medlemslande skal presse Apple til at droppe censur. Det vil DJ kræve i et forslag, der bliver behandlet på HB-mødet på mandag.
Forslaget er en reaktion på sagen om journalist og forfatter Peter Øvig Knudsens Hippie-bøger.
I første omgang nægtede Apple at udgive bøgerne som ebøger via iBooks. Årsagen var, at bøgerne indeholdt billeder af nøgne hippier.
Peter Øvig svarede igen ved at skjule hippiernes kønsdele med indredigerede æbler. Det stillede i første omgang Apple tilfreds. Senere blev bøgerne igen stoppet.
Nu stiller DJ forslag om, at der skal lægges fælles europæisk pres på Apple for at forhindre denne form for censur. Forslaget stilles til European Federation of Journalists, EFJ, og fremlægges på EFJ's årsmøde til maj.
»Vi skal simpelthen lægge mest muligt pres på,« siger DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregård.
»Der har været en tilsvarende sag i Tyskland, hvor de tyske organisationer har opgivet at forfølge sagen. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi bliver ved med at presse på. Jeg er overbevist om, at det er oplagt, at sådan et forslag går igennem.«
Men man kan hurtigt høre svaret fra Apple. De er et privat firma. Skal de ikke have lov til at drive deres forretning i fred?
»Jo, det er rigtigt. Men her skal man huske på, at de er i en monopollignende situation. Og det er man nødt til at kunne håndtere, at kunne stille dem over for.«
De er for store?
»Det kan man ikke bare acceptere, den måde, de gør det på. Det er vigtigt, at der bliver lagt maksimalt politisk pres på dem.«
Det er simpelthen for at stå i samlet flok mod Apple?
»Ja! Samlet flok, også over for de europæiske myndigheder. Det er dem, der har kompetencen til at komme med direktivforslag, arbejde med lovgivningen osv.«
Du lægger op til, at der skal være lovgivning på EU-plan?
»Det ved jeg ikke. Det ved de mennesker, der er på EU-plan. Om det er et direktiv, om det er … At der fra EU-side bliver lagt et pres, og selvfølgelig også, at der fra medlemslandene lægges pres.«
»Det her viser jo, at den slags udfordringer bliver mere og mere globale. Derfor skal de også løses globalt.«
Har Apple svaret?
»Nej. Apple har jo svaret Peter Øvig på den måde, de har gjort. Man får ingenting. Det er simpelthen et bevis for, at vi er nødt til at gå internationalt for at løse den slags udfordringer.«
»Selvfølgelig ligger der et skisma. Men de er ude i et marked, hvor de bevæger sig inden for et felt, der handler om ytringsfrihed, der handler om pressefrihed, der handler om censur, ikke-censur. Det er de nødt til at anerkende.«
Det, du siger, er, at vi har at gøre med et privat firma, der er blevet så stort, så de reelt kan udøve censur?
»Ja. Det er det, de reelt har gjort.«
5