DJ-ledelsen vil nedlægge Magasin K. Hver fjerde udgave af Journalisten skal også skæres væk. Til gengæld skal Journalisten.dk styrkes. Forslagene er del af ny kommunikationsstrategi, som Hovedbestyrelsen tager stilling til næste uge. Opdateret 14.14.
Dansk Journalistforbund har et afgørende hovedbestyrelsesmøde i næste uge. Her skal DJ forholde sig til forbundets kommunikationsstrategi.
Der er på forhånd lagt op til store ændringer, fremgår det af de mødepapirer, der netop er sendt ud til alle medlemmer af Hovedbestyrelsen.
DJ's forretningsudvalg foreslår forud for mødet blandt andet, at Magasin K nedlægges. Magasinet udkommer fire gange årligt og er målrettet DJ's kommunikatører.
De penge, der spares ved at lukke Magasin K, skal gå til at formidle historier fra kommunikationsfaget på andre måder.
"Magasin K nedlægges. I stedet satses på et e-nyhedsbrev af høj kvalitet, hvilket giver en bedre og mere kontinuerlig kommunikation med medlemmerne om kommunikationsområdet. Til dette oprettes en stilling i DJ's kommunikationsafdeling," lyder det i indstillingen fra Forretningsudvalget.
Den øverste ledelse foreslår også, at Journalisten skal udkomme sjældnere. Hver fjerde udgave skal skæres væk, så bladet udkommer 15 gange årligt frem for 20 gange.
"Formålet med denne beslutning er ikke at beskære DJ's journalistik, men at øge den og samtidig dirigere den over i mere tidssvarende rammer på net, tablet og mobil," lyder det i indstillingen.
Derfor er pointen ifølge Forretningsudvalget, at de mandetimer, der spares, skal bruges på at styrke nyhedsdækningen på Journalisten.dk.
"Journalisten.dk er allerede i dag nyhedsførende og dagsordensættende på medieområdet, og denne synlighed er både med til at markedsføre DJ og Journalisten, og den er med til at give medlemmerne af DJ en værdi. Derfor skal nyhedstrykket på journalisten.dk øges, og det kan ske gennem en omlægning af magasinets udgivelsesfrekvens fra 20 til 15 magasiner årligt," står der i indstillingen.
De penge, der spares på færre trykte udgivelser vil gavne DJ's budget med omtrent 400.000 kroner, anslår Forretningsudvalget. Her er fratrukket 250.000 kroner, der skal investeres i at etablere et 'tablet-univers'.
"Hertil igangsættes arbejde med at etablere Journalisten til et nyt format via elektronisk udgivelse i 'tablet-form' (iPad etc.) samt til mobil-platform. Denne omlægning reserveres ikke kun for Journalisten, men skal også servicere og bruges af DJ's kommunikationsafdeling," lyder det.
(Opdateret 14.14: Tilføjet flere detaljer fra HB-papirer.)
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er der nogle annoncekroner at hente på nettet ?
Indtænk K-stoffet i Journalisten og styrk annoncesalget og læg bladet ud digitalt inkl. annoncer (som bladre PDF) med lille forsinkelse i fht trykt udgave.
I den digitale net-udgave kan der være links til levende billeder og mere materiale fx. bilag/noter/flere stills usw.
De levende indslag kan også have start annoncer...
Try it!
Det lyder fornuftigt - forudsat én ting, som jeg går ud fra er i orden, siden den ikke nævnes: At Journalistens og jpurnalisten.dk's redaktionelle frihed bevares.
ENDELIG!!!
At DJ som journalistisk organisation endelig tør satse på en fremtid, hvor papir/tryk skal begrænses og de elektroniske mulighed oppriorites er prisværdigt!