DJ-top: Udsigt til flere arbejdsløse

Den generelle økonomiske krise vil uvilkårligt også ramme medie- og kommunikationsbranchen. Hvor meget ledigheden vil stige, tør DJ's formand Mogens Blicher Bjerregård ikke spå om. »Men folk skal være parate til at skifte job. Arbejdet og beskæftigelsen ligger nogle andre steder i de kommende år.«

Den generelle økonomiske krise vil uvilkårligt også ramme medie- og kommunikationsbranchen. Hvor meget ledigheden vil stige, tør DJ's formand Mogens Blicher Bjerregård ikke spå om. »Men folk skal være parate til at skifte job. Arbejdet og beskæftigelsen ligger nogle andre steder i de kommende år.«

Endnu er det svært at se nogen stor nedtur. Så sent som i oktober kunne Dansk Journalistforbund fortsat melde om jobfest i kommunikationsbranchen. Og samlet set blev ledigheden ved med at falde blandt DJ's medlemmer i hele efteråret 2008, så den beregnede fuldtidsledighed nåede ned på 4,4 pct.

Men udviklingen er ved at vende. Lige før jul kunne man konstatere den første sæsonkorrigerede stigning i mange år, og alt tyder på, at der vil komme flere arbejdsløse medie- og kommunikationsfolk i 2009. Antallet tør ingen spå, men ifølge Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, gælder det om at være indstillet på at tage helt nye typer job.

»Folk skal være mere klar over, at arbejdet og beskæftigelsen ligger nogle andre steder i de kommende år,« siger han til Journalisten.dk og tilføjer:

»Får vi en markant stigende arbejdsløshed i Danmark, vil den også stige for vores medlemmer. Til gengæld tror jeg, at man her skal huske på, at der også er behov for journalistik og kommunikation i krisetider. Der er sørme også behov for at formidle i krisetider. Så behovet forsvinder ikke.«

Mogens Blicher Bjerregård påpeger, at mange af de danske mediekoncerner har konsolideret sig i de seneste år ved at være til stede på langt flere medieplatforme.

»Det gør dem trods alt mindre sårbare end sidste gang, da der var et fald. Det betyder til gengæld, at der måske bliver flyttet mere rundt på folk. Og der er fordelen, at vores medlemmer har et større område at brede sig på end for ti år siden.«

DJ's formand gør i øvrigt opmærksom på, at forbundet står klar med et stærkt beredskab, hvis man får brug for rådgivning.

»Vi har udviklet DJUK i de senere år – altså DJ Udannelse og Karriere – som rådgiver den enkelte. Her har vi virkelig udviklet noget i de gode tider, som har hjulpet alle. DJUK kom fra at være en afdeling, som primært hjalp arbejdsløse, og er der nu primært for alle medlemmer. Jeg er ikke i tvivl om, at dét – at rigtig mange medlemmer har brugt DJUK – har klædt dem på til at klare sig bedre,« udtaler Mogens Blicher Bjerregård.

DJUK har i øvrigt skruet op for antallet af konsulenter og rådgivere i de senere år. Tilbage i 1990'erne var der blot tale om en såkaldt særlig beskæftigelsesindsats. Nu består beredskabet af tre konsulenter med sekretærbistand tilknyttet.

»Vi har været meget bevidste om, at der kommer en dag, hvor vi skal kunne mange ting på én gang. Derfor har vi nu også konsulenter, der tager ud i forbindelse med fyringsrunder, som det skete ved lukningen af Nyhedsavisen. Så vi er klar.«

DJ's formand opfordrer i øvrigt alle mediefolk og ansatte i kommunikationsbranchen til i højere grad at efteruddanne sig løbende:

»Det er det bedste værn mod arbejdsløshed. Og det, man kan gøre, er at have godt med kompetencer, så man kan tage mere end én type job. Og så i øvrigt være åben for at kunne arbejde inden for andre områder, end man har været vant til. Så man skal se at komme på noget mere efteruddannelse. Det handler om livslang læring.«

Læs også: Ny a-kasse til nye udfordringer

Og se de mange kursus-muligheder, som DJUK tilbyder.

0 Kommentarer