"Det er absolut ikke klædeligt for det danske demokrati, at politikerne ønsker at styre og redigere pressen." Det mener DJ's næstformand Lars Werge, som fritager journalister og medier for det lave debatniveveau.
Bemærkningen falder i en kritisk kommentar i Berlingske ovenpå sidste uges folkemøde på Bornholm, som DJ var vært for. Her blev tingene vendt på hovedet og politikerne fik lov til at 'spidde' pressens repræsentanter.
Det blev blandt andet til skarpe dueller med Søren Pind (V), Bertel Haarder (V), Henrik Sass-Larsen (S) og Anders Samuelsen (LA).
Men siden er det, som om dobbeltmoralen har placeret sig tungt på skuldrene af de forskellige politikere, mener Lars Werge, der peger på nyhedstrømmen i slutningen af sidste uge på Politiken.dk:
"I et demokrati som det danske er det naturligvis fuldstændig op til den enkelte politiker at pålægge sig selv et tavshedsløfte af samme karakter, som det tilsyneladende er lykkedes politikere som Søren Pind og Pia Kjærsgaard at presse ned over hovedet på EU-ekspert Marlene Wind. Men at mene, at pressen bærer skylden for, at den politiske debat ikke er på det niveau, som Nick Hækkerup og Søren Pind tilsyneladende gerne ser, er en fejlfortolkning af dimensioner. Mediernes – journalisternes – opgave er at afspejle og afdække væsentlige samfundsmæssige forhold. Det er at bringe nyt om udviklingen, og til det bidrager de danske journalister på Christiansborg med flid og møje hver eneste dag. I det arbejde bliver de bistået af talevillige politikere, kommunikationsfolk og vejledere med rod i de politiske partier," lyder det blandt andet fra Lars Werge i Berlingske.
Han mener derfor, det i første række er politikerne selv, der bidrager til det politiske spin, og anmoder afslutningsvis Søren Pind og Nick Hækkerup om at vende blikket indad.
"Det er nemlig absolut ikke klædeligt for det danske demokrati, at politikerne på den måde ønsker at styre og redigere pressen," skriver han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.