»Det lyder voldsomt. Det er ikke en ordentlig måde at gøre det på.«
Sådan siger formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård, efter at Copenhagen Post har fyret samtlige ansatte.
Avisens udgiver, Ejvind Sandal, valgte før jul at fyre de 12 ansatte. Det sker for at genoprette avisens økonomi, der i en årrække har budt på røde tal. Han vil så løbende genansætte de medarbejdere, han skal bruge.
»Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi skal bruge færre medarbejdere til den fremtidige forretning. Men vi ved ikke, præcis hvem eller hvad de skal lave,« sagde Ejvind Sandal til Journalisten fredag.
Ikke fair fremgangsmåde
Men det er ikke en fair fremgangsmåde at fyre alle, mener Mogens Blicher Bjerregård.
»Jeg synes, man bør prøve at finde de muligheder, der er for at løse problemerne på sådan et medie, i stedet for at fyre alle og lave genansættelser.«
Har du hørt om en lignende fremgangsmåde før?
»Nej, jeg kan ikke på stående fod komme på andre eksempler,« siger han.
Gu er det usikkert
Nyhedsredaktør Justin Cremer sagde til Journalisten fredag, at der er en meget utryg situation på avisen. Han har valgt at sige op og dermed afslutte sin lønnede opsigelsesperiode før tid.
»Det har været en meget ubehagelig tid i konstant utryghed. Fremtiden er meget usikker, for vi er sådan set blevet fyret, selv om vi får at vide, at vi kan blive genansat,« sagde han fredag.
Ejvind Sandal oplyser til Journalisten i dag tirsdag, at han ikke har yderligere at tilføje. Fredag sagde han:
»Det er jo fuldstændigt rigtigt. Gu er det usikkert, gu er det ubehageligt. Men vi er nødt til at gribe ind for at sikre, at det hele ikke hører op. Det er en operation for at redde arbejdspladsen, ikke for at terrorisere medarbejderne.«
Ejvind Sandal har også til Journalisten sagt, at alle medarbejderne blev fyret i stedet for at ende med ”salami-metoden”, hvor han løbende skal afskedige medarbejdere.
Men Mogens Blicher Bjerregård mener, det ville være bedst at afklare situationen, inden der skete fyringer.
»Jeg synes, det bedste er at finde ud af, hvad han vil lave, og så indrette arbejdspladsen efter det. Han kan for eksempel se på, hvordan det ser ud med mediestøtten. Det er klart at foretrække frem for at bringe en hel masse mennesker i utryghed,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Ét medlem på avisen
DJ-formanden fortæller, at forbundet har ét medlem på Copenhagen Post.
»Vi hjælper det medlem, så godt vi kan.«
Hvad betyder det helt konkret?
»Det kan jeg ikke sige. Som andre steder har den faglige konsulent kontakten, og så finder vi ud af, hvilke behov der er. Vi er der som i alle andre sammenhænge, når der er store fyringsrunder,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Han ønsker ikke at kommentere situationen på Copenhagen Post yderligere.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Copenhagen Post er tydeligvis en af de eneste danske papiraviser, som bliver drevet uden offentlige tilskud og dermed som en forretning. I modsætning til journalistforbundets tusindtallige medlemmer fra Danmarks Radio betyder det, at ejeren er nødt til at tjene sine penge selv. Han har i modsætning til venstrefløjens talerør ikke mulighed for bare at hæve afgifterne, for at få butikken til at løbe rundt.
Den lille detalje har DJ valgt at glemme, når nu det handler om Copenhagen Post.