DJ støtter undersøgelse om kvinder i nyhederne

Dansk Journalistforbund vil give penge til en undersøgelse, der skal vise, hvordan kvinder og mænd er repræsenteret i nyhedsbilledet.

Dansk Journalistforbund vil give penge til en undersøgelse, der skal vise, hvordan kvinder og mænd er repræsenteret i nyhedsbilledet.

Who Makes The News er en international undersøgelse af kønsfordelingen i nyhedsbilledet, der udføres hvert femte år siden 1995. Sidste gang deltog 76 forskellige lande, og det er forventet at op mod 120 lande er med i 2010. Danmark har hidtil ikke deltaget, men Dansk Journalistforbund er nu klar med en pose penge, så projektet kan blive gennemført.

Det glæder Jette Hvidtfeldt, der er formand for ligestillingsudvalget i Dansk Journalistforbund og medlem af hovedbestyrelsen. Hun har savnet sådan en undersøgelse i flere år.

»Vi har manglet et videnskabeligt grundlag for at sige, at kvinderne er underrepræsenteret i nyhedsdækningen. Det har været baseret på mavefornemmelser. Nu får vi muligheden for konkret viden om, hvor galt det står til, og om det står galt til,« siger hun til Journalisten.dk

Undersøgelsen bliver udført af den journalistiske konsulentvirksomhed Kontrabande. Det kommer til at blive et optællingsarbejde i tv- og radioudsendelser samt aviser, hvor kildernes køn og alder skal kortlægges. Samtidig skal reporteren og journalistens køn dokumenteres, så det bliver synligt, om mænd har større tendens til at interviewe kvinder eller omvendt.

Undersøgelsen sker med støtte fra Dansk Magisterforening, Dagspressens Fond og DR.

1 Kommentar

Angela Brink
11. SEPTEMBER 2009
Re: DJ støtter undersøgelse om kvinder i nyhederne
Så håber jeg sandelig I kigger grundig på mellemlederlaget også (det fremgår kun af ovenstående, der vil blive set på reporterne og kilderne).