Fem gode råd til karriereplanlægning for klassiske journalister, når jobfesten slutter.
KARRIERE. Gratisaviskrigen kommer til at koste klassiske journaliststillinger i år. Det er de overbeviste om i uddannelsesafdelingen i Dansk Journalistforbund. Her er deres råd til, hvordan man som journalist bør forholde sig til den nye jobsituation.
»Hvis man overvejer at flytte fra det smalle mediearbejdsmarked til kommunikationsbranchen, så er det nu, man skal tage springet. For mens markedet for klassiske journalister står stille, så rykker det inden for kommunikationsbranchen,« lyder det første råd fra Mads Løkke Rasmussen, der er karrierekonsulent i Dansk Journalistforbunds udannelses- og kompetenceafdeling, DJUK.
En uddannelse som journalist er tilstrækkelig, hvis man har de rette personlige kvalifikationer.
Pønser man på at skifte til kommunikation, så kræver det, at man har styr på, hvad man kan, og hvad man gerne vil. Den afklaringsproces kan man søge hjælp til i DJUK, journalistforbundets uddannelsesafdeling.
Det andet råd lyder derfor: »Kend dine kompetencer og præferencer.«
Det tredje råd handler om efteruddannelse. Hvis man sidder i en god fast stilling, skal man sørge for at uddanne sig, så man holder sin værdi. Hvis der er tale om korte kurser, anbefaler Mads Løkke Rasmussen, at man tager kurser, der gør ens kompetencer bredere i stedet for mere specifikke. Hvis man allerede er god til at interviewe, er det ikke det, man skal tage kursus i. Så hellere satse på at blive god til flere medier.
Hvis man har mulighed for at tage et længere uddannelsesforløb, så lyder det fjerde råd fra forbundets karrierekonsulent, at man skal satse på at opnå organisatoriske, forretningsmæssige og personalemæssige kvalifikationer.
»Mange steder fyrer man mellemledere, men de kompetencer flytter man til mellemlaget af funktionærer. Det er også evner, man kan bruge uden for det snævre mediearbejdsmarked,« siger Mads Løkke Rasmussen.
Det femte råd er enkelt: »Man skal være modig, så man kan være synlig.«.
Over halvdelen af alle journalistjob bliver besat uden nogen sinde at blive slået op, så det gælder om at tale højt om, hvad man gerne vil, i sit netværk. Så er der flere, der tænker på en, når en stilling skal besættes.
Endelig råder Mads Løkke Rasmussen til, at man sætter sig ned og overvejer, hvordan man vil reagere på en fyreseddel.
»Hvis man tror, at man vil være en cool ledig, der ikke tager fyringen personligt, men kan se, at det handler om strukturer, så skal man bare gå planken ud. Men hvis man vil tage en fyring som et nederlag, skal man søge, mens man stadig har et job. En desperat jobsøger er en dårlig jobsøger,« siger Mads Løkke Rasmussen.
Selv om det ser ud til, at der bliver færre klassisk journalistiske stillinger, så kan det alligevel være et ganske udmærket tidspunkt at kaste sig ud i en karriere som freelancer.
»Når man fyrer en fastansat, nedlægger man ikke altid arbejdsområdet. Det kan give ekstra arbejde til dygtige freelancere. Og så er det stadig så svært at skaffe nok kommunikationsfolk, at der også vil være opgaver at løse der,« siger Mads Løkke Rasmussen og peger på, at der trods afmatningen stadig er mange journalistiske stillinger.
»Kagen er stor,« som han siger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.