Det er med bekymring, at Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, har fulgt med i medieforhandlingerne de seneste dage.
Lige nu forhandler kulturminister Mette Bock og regeringen kun med Dansk Folkeparti om en aftale i medieforligskredsen. Det gør de, efter at Socialdemokratiet og SF ikke er blevet inviteret med i de videre forhandlinger, og Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten har trukket sig.
”Dette forløb har været præget af ultimatummer. Da vi første gang kom ind ad døren til det her medieforlig, fik vi at vide, at de økonomiske rammer lå helt fast. Det kunne vi ikke acceptere,” har Mogens Jensen sagt om, hvorfor Socialdemokratiet ikke længere er en del af forhandlingerne.
Derfor tror Lars Werge ikke på et bredt forlig.
”Jeg synes, det tegner til, at det bliver regeringen og DF, der laver aftalen. Og der er ting, de har spillet ud med, der kan være gode nok. Men det samlede billede er så voldsomt, at vi synes, alle partier må tage et medansvar for det,” siger Lars Werge, der dog anerkender, at der også er tale om et forhandlingsforløb lige nu.
”Og det er sjældent kønt, når man er midt i processen. Det ser altid rodet ud. Det er heller ikke altid muntert at se, hvordan man laver leverpostej, men derfor kan det stadig smage godt.”
Den samme kritik har både Danske Medier og Producentforeningen i dag været ude med i Politiken.
Branchen er ikke tjent med usikkerhed
Han er bange for, at en smal aftale vil skabe stor uro i mediebranchen fremover.
”Hvis man laver et smalt forlig, vil man have partier, som er meget imod de aftaler, man indgår. Hvis flertallet skifter efter et valg, risikerer man, at politikerne vil sige: ”Nu laver vi det om igen”. Medieområdet kan blive en politisk kastebold, hvis du hele tiden har et smalt flertal, der kan skifte, og det synes jeg ikke, vores kolleger er tjent med,” siger han.
På bordet i forhandlingerne er blandt andet at skære 20 procent af DR's budget, at skære i Radio24syv og at sælge ud af TV 2.
Det mener Lars Werge er problematisk.
”Det er et meget stort indhug i public service, der kommer. Det er en stor forandring for vores medlemmer og noget, der vil have betydning for hele det danske medieområde. Der er også lagt op til en omfordeling af mediestøtten,” siger han og tilføjer:
”Vi kan også godt nå frem til et medieforlig, det bliver spiseligt. Men vi kan kun forholde os til det, der siver ud af lokalet, og det, synes jeg, tegner til at blive skidt.”
Journalistik skal have stabil finansiering
På bordet i forhandlingerne er også at øge public service-puljen markant. I regeringens medieudspil er det foreslået at øge den fra 35 millioner kroner til 220 millioner kroner. Og det har også forlydt, at man muligvis ville øge den helt op til 380 millioner kroner, ifølge Mediawatch. Men:
”Vi er ikke de største tilhængere af en større public-service pulje. Journalistik er ikke et projekt, men noget, der skal have en stabil finansiering. Derfor synes jeg, det er problematisk, hvis man skal bruge ressourcer på hele tiden at holde nogle puljer kørende, og der skal laves ansøgninger og evalueringer frem og tilbage,” siger Lars Werge.
Han håber på, at regeringen lykkes med at få andre end Dansk Folkeparti med i en aftale på medieområdet.
”Det er et stort medieforlig, og det bør være et bredt flertal i Folketinget, der står bag det. Ikke nødvendigvis alle partier, det kan være svært. Men i hvert fald flere end bare lige 90 mandater.”
Journalisten har spurgt efter en kommentar fra kulturminister Mette Bock. Hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Werge: "Medieområdet kan blive en politisk kastebold".
Svar fra en DF-folkevalgt og DJ-journalist: Ja, det tror pokker, når så mange danske journalister er dårlige til at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. Vi er slet-slet ikke færdige med DR, og avisernes momsfritagelse må vi vist også lige gribe ved vingebenet.
Forkælelsen er slut. Danske Medier ligger som de har redt pga. deres mangeårige elitære ensidighed.
Gode hilsner i øvrigt til de journalistkolleger, der gør et ordentligt stykke arbejde.