Det er ærgerligt, at der er mange mennesker, der har en mening ud fra antagelser og forkerte informationer.

Jeg er journalistikstuderende på Syddansk Universitet, og jeg sidder i øjeblikket og arbejder på at udforme journalistløftet i praksis. Det er en kompliceret proces, som afstedkommer debatter om, hvad journalistik er, og hvem der er journalister. Derfor glæder jeg mig til at tage diskussionen om det indholdsmæssige i løftet, når det er lavet færdigt.

Allerede nu kan jeg dog konstatere, at Chris Hansen er galt afmarcheret i sin afsluttende konklusion. Vil en lovovertrædelse samtidigt være en overtrædelse af journalistløftet? Nej, det vil det ikke være. Og desuden er der jo en lang række love, som journalister i embeds-medfør kan overtræde uden at blive straffet. Menneskerettighedernes paragraf 10 er et godt redskab, som senest er blevet stadfæstet af højesteret i forbindelse med Urbans knivsag. Jeg kan ikke helt gennemskue, om Chris Hansen mener, at det er en række lovovertrædelser herudover, som er nødvendige. Men uanset hvad så fokuserer journalistløftet ikke på, hvilken lovgivning journalister skal overholde, men på hvad der er etisk forsvarligt overfor modtageren af journalistiken.

Der er ligeledes en stor kritik af formen. Lars Lidskov anfægter, at man kan afgøre, hvad der er god journalistik. Her er jeg lodret uenig. På studiet bliver vi bedømt på den nye 7-trins-skala, ud fra om vi har lavet god journalistik. På landets medier bliver der hver dag diskuteret, hvad der er god journalistik. Det må være muligt at destillere det ned til en nogenlunde homogen holdning om, hvad der er god journalistik. Ellers er det vel også umuligt at undervise i faget.

René Simmel kritiserer de manglende sanktionsmuligheder. Jeg ville personligt også have nogle sanktionsmuligheder, men vi er jo nødt til at starte et sted. Autorisationsloven blev jo ikke vedtaget samtidigt med lægeløftet. Det er noget, der er komet til af åre, fordi lægeløftet har en bred opbakning blandt lægerne. Derfor tror jeg alligevel ikke, at læger gennem tiden her ment, at lægeløftet var spil af tid.

Men den eneste måde, et journalistløfte kan få fodslag i den danske journaliststand, er, hvis det bliver generelt accepteret. Derfor er det mit håb, at danske journalister vil kigge på løftet, når det er færdigt, og se om det er i overensstemmelse med deres journalistik. Mit gæt er at 99 % vil kunne tilslutte sig. Og de der ikke vil kunne tilslutte sig er kommentatorer, kommunikationsarbejdere og andre, der ikke bruger de journalistiske arbejdsmetoder, de lærte i løbet af deres uddannelse.

Derfor mener jeg, at de reaktioner, der kommer nu, er rygmarvsreaktioner mod nytænkning, og jeg håber, vi kan tage en kvalitativ debat, når løftet er færdigt.

Nu er dette jo netop ikke journalistik men debat. Derfor er det da skidt, hvis jeg misforstår, hvad Lars Lindskov mener, men det står mig frit for at tolke, det han siger.

"Kvalitet kan ikke måles op i et løfte," tolker jeg derhen, at han mener, at man i journalistløftet ikke kan afgøre, hvad der er god og dårlig journalistik. Det er jeg uenig i. Og det er det min pointe går på. Hvis Lars Lindskov mener noget andet, så beklager jeg.

Men selv i debatter skal man kunne stave andres navne rigtigt, og derfor er det selvfølgelig tyndt, at jeg ikke lige fik fanget min tastefejl.

Hej Rasmus,

Du falder fuldstændig i den fælde, som jeg frygter vil følge med et journalistløfte. Jeg citerer:

"Og de der ikke vil kunne tilslutte sig er kommentatorer, kommunikationsarbejdere og andre, der ikke bruger de journalistiske arbejdsmetoder, de lærte i løbet af deres uddannelse."

Nu er jeg selv uddannet i Århus og kan derfor ikke vide helt præcis, hvad I Iærer ovre i Odense, men jeg kan med sikkerhed fastslå, at journalistiske arbejdsmetoder til brug som kommentator, anmelder, radio- og tv-vært og spindoctori er noget, man kan lærer på journalistuddannelsen.

Metoderne er nemlig et langt stykke henad vejen dem, som alle journalister - uanset speciale - bliver undervist i i løbet af det første år som spirende journalist.

Men det ligner en slags apartheit, hvis man med et journalistløfte peger fingre ad  ikke-dagblads-nyheds-journalister, fordi de "ikke bruger de journalistiske arbejdsmetoder, de lærte i løbet af deres uddannelse."

Ligesom med mange andre fag, så er der mange nuancer af journalister, og der er garanteret mindst lige så mange nuancer af opfattelsen "etisk journalistik", som du jo selv kommer lidt ind på.

Derfor vil det også være relevant at diskutere, hvad der sker, når en journalist har aflagt ed, og så vælger at blive pressechef for "Global Forurening Nu A/S" eller "Anti-jødisk Folkeparti". Og hvad så hvis den samme journalist vælger endnu et karriereskift og går fra pressechef til nyhedsjournalist på "Moralsk Folkeblad".

Jeg vil desuden stille mig skeptisk overfor, at det er studerende på journalistuddannelserne, der definerer et eventuelt journalistløfte. Den journalistiske virkelighed ser unægteligt noget anderledes ud uden for institutionerne.

Hvad med at drage et par chefredaktører ind i arbejdet med løftet? Eller hvad med nogle journalister ude fra virkeligheden?

Jeg slynger lige nogle navne ud på nogle mennesker med erfaring fra virkeligheden, som man kunne spørge til råds: Bent Falbert, Klaus Bundgård Povlsen, Hans Pilgaard, Morten Spiegelhauer, Christopher Guldbrandsen, Flemming Rose, Henrik Qvortrup og Morten Lund, for bare at nævne nogle få, der beskæfter sig med journalistik og som ikke er kommentatorer, anmeldere eller pressechefer.

Min pointe er, at journalistik er mere end at stå på Danmarks højeste punkt og slå magthaverne i hovedet. Journalistik handler også om at sælge aviser, og om at skaffe lyttere, læsere og seere. På nogle medier kalder man oven i købet læsere, lyttere og seere for dét , de reelt er, nemlig kunder.

Og nogle gange gider kunderne ikke nøjes med farveløse tv-udsendelser om parkeringsvagter, der udsteder p-afgifter på et forkert grundlag. Nogle gange vil kunderne gerne høre, at værten bliver fornærmet og nok så kontant siger til p-vagt-direktøren: "Ja, så må vi jo høre, hvad forbruger ombudsmanden siger til det!"

Med de foreløbige oplysninger, der ligger, så er det svært at se et journalistløfte som andet end populistisk og til en hvis grad degraderende for de mange journalister, der ikke sidder på et dagblad og skriver nyheder.

Hvis det, du forestiller dig som en gang højtravende ævl, faktisk bliver formuleret, så det afspejler en fælles faglig selvforståelse, skulle det gerne give ekko i det daglige arbejde også længe efter, at det højtidelige underholdningsindslag er overstået.

Journalister redder hverken liv eller lovgiver (som Chris Hansen skriver længere oppe), men de har dog en daglig og direkte indflydelse på mange menneskers liv og mindre direkte på lovgivningsprocessen. Hvorfor ikke eksplicit besinde sig på det ansvar? I første omgang blot ved at deltage i tankeeksperimentet: Hvad kan og vil man egentlig love offentligheden, tanter og bedsteforældre inkluderet, når man skal arbejde som journalist?

Hvis I, kære studerende på SDU, vil have indblik i nogle af de problemer, der faktisk er i dagens Danmark - som det opleves i dag - skulle I tilmelde Jer dette arrangement om, hvordan det går med offentlige medarbejderes ytriingsfrihed.

 http://www.journalistforbundet.dk/sw61526.asp 

Kære Michael Bjørnbak Martensen

Jeg tilhører flokken af journaliststuderende i Odense. Men ikke flokken af "løfte-tilhængere". Jeg ser - som mange andre her på debatten - problemer ved sådan et løfte - og kan ærligt talt ikke helt se relevansen. Vi opfører os som udgangspunkt alle etisk? Og hvis ikke banker vores redaktør os i nakken.

 MEN!

 Når du på den måde går efter manden i stedet for bolden (undskyld klicheen), så bliver jeg nødt til at blande mig. Lad os starte fra en ende af:

Jeg vil uden at blinke påstå, at journalister fra SDU og RUC går præcis lige så kritisk til en kontorchef som vores kolleger fra DJH. Hvorfor skulle vi det? Vi bliver undervist i hvordan samfundet hænger sammen her på SDU - ikke indoktrineret i, at systemet altid har ret!

I forhold til kritisk sans kan du jo tage med i din bedømmelse af journalister fra SDU, at ganske mange af dem søger både DJH og SDU. Den masse af mennesker, der er udgangspunktet for de journalister, der produceres, er altså præcis den samme.

Sekundært handler løftet jo ikke om at være et "dydsmønster". Jeg aner ikke hvor du har den ide fra, men med lidt research ville du finde ud af, at de tanker der er i gang på SDU handler om et etisk løfte! Som sidebemærkning hertil vil jeg kraftigt anbefale deltagerne i arbejdsgruppen til at offentliggøre nogle af deres forslag til løftet, så Bjørnbak og andre kan se hvad det er de skyder på....

 Som afslutning vil jeg benytte lejligheden til at give dig ret. Selvfølgelig skal journaliststikken ikke udvandes og magthaverne have fuld kontrol over medierne! Det er der vel ingen - heller ikke på SDU - der ønsker?

Jeg er én af de efterhånden forjættede deltagere i arbejdsgruppen omkring løftet på SDU. Og jeg er journaliststuderende. Hvilket man åbenbart skal være for i dag at have blot de mindste ambitioner på dette fags vegne. 

Debatten om hvorvidt løftet blot vil blive et vittigt indslag synes jeg helt klart har sin relevans. Det kunne jo ske, at folk ville omkomme af grin. Men kernen i det løfte, jeg arbejder for, er et bud på et værdisæt, som alle typer journalister burde kunne blive enige om. På tværs af medier og allerede eksisterende etiske regelsæt på redaktionerne landet over. Et sådan værdisæt er ikke særligt vittigt - det er på alle måder grav alvorligt.

Hvor tit hører man ikke om journalister, der glider i de fundamentale etiske retningslinjer? Injurielovgivning, datatilsyn og pressenævn slår da, javel, ofte ned på disse, men har da også alt for meget at lave. Som journalist med bare et gran af faglig stolthed og integritet må man da være enig i, at det teknologiske slaraffenland har gjort noget ved vores rolle som journalister - titlen er jo ikke engang beskyttet. Halvandet århundredes udvikling har nemlig givet os en profession uden en klar bevidsthed om sin afgørende rolle som samfundsmagt. "Den fjerde statsmagt" er til eksempel efterhånden blevet en parodi på sig selv, fordi konceptet bruges mere over mængder af øl i de journaliststuderendes fredagsbar end klokken ni nul dut på dagens redaktionsmøder - ude i virkeligheden. Ansvaret over for offentligheden bør derfor blive et vigtigt element i et kommende løfte.

Jeg tror, at et journalistløfte, der er et løfte direkte over for journalisten selv, er vigtigere end nok så mange institutioner, der pådutter TV2 en ligegyldig rullende formiddags-undskyldning på skærmen eller blotlægger en kommentator, der masseproducerer injurier. Hvor kunne det simpelthen bare være fedt for vores fag, hvis vi med dette løfte, eller blot denne debat, kunne starte en selvjustits inden i journalisten selv, og få nogle af de ædle dyder i faget frem i lyset - frem for offentligheden. Det er trods alt dem vi skylder for vores hverv.

Dagens journalister skulle derfor tage et blik på vores resultat, når den tid kommer, og i stedet for skildpadde-manøvren hellere bruge ventetiden på forslag og debat om muligheden for en fremtidig verden, hvor journalister gennem mange år har fremelsket et etisk kodeks - som et løfte engang kickstartede...

Så se ikke løftet som en løftet pegefinger, en lovgivning eller et vittigt indslag. Dette løfte kan først og fremmest blive et værdisæt de studerende kan tage med sig ud i livet til eftertanke - og starter vi nu, burde der kun gå en generation, før de fleste journalister vil huske den dag de afsagde 'Journalistløftet' (til sig selv, vel at mærke).

Jens Guldborg

http://www.djh.dk/pub/etikijournalistik/pdf/etik04.kap01.kruuse.pdf

Det bliver vist svært at formulere et løfte på fornuftig vis. Jeg tror ikke på projektet.

Så vidt jeg kan læse i artiklen i Kritsteligt Dagblad handler det om at sikre fokus på læsernes behov - og det tror jeg da alle er helt enige i.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/274509:Danmark--Kommende-journalister-skal-aflaegge-loefte-om-etik

Eksemplerne er da også noget, der får mig op af stolen (omend jeg tror vi skal tale lidt mere om det odiøse i skjult kamera ift pædofilisager, etc.) - hvor jeg bare ikke tror ret meget på, at en succesdreng eller pige fra SDU eller RUC siger nejtak til et job ved Se & Hør, Ekstra Bladet eller hvor disse historier nu måtte laves.

Det løfte, der tales om, skal gerne favne bredt og alle, store som små, uanset tid og sted - og ikke bare journalister, der ikke kunne drømme om at arbejde andre steder end hos Information eller Weekendavisen.

Som jeg ser fagets udvikling med de unge, der nu kommer til, er det i meget grove træk (og nu trækker jeg det lidt groft op) forkælede unge, der har fået stort set alt hvad de har peget på i hele opvæksten. Krige og nød for dem handler ikke om tropper på dansk jord eller forholden sig til en østblok - nej, mere de 5-10 minutter der går med sult inden de når nærmeste McDonald.

Er de ikke tilpas med det ene job, tager de bare et andet - hvis de da ikke lige vil en tur eller to rundt om jorden.

Jeg tænker meget på, hvordan sådanne journalister kan løfte en sag om en vestjysk families kamp for deres slægtsgård, samtidig med at de skal sørge for børnene - hvor også de offentlige mener, der skal ske et eller andet.

 Jeg er nervøs for, at disse unge journalister ikke gider rejse fra fra deres magelige stol i København, for bare så meget som at sætte sig ind i hvad der sker uden for storbyens puls.

Inden for de seneste par år har jeg mødt denne indstilling i uhyggelig udpræget grad.  

Derfor bruger jeg en del kræfter i denne diskussion.

Jeg ser et løfte som en udvikling i den helt gale retning - og skal de unge endog sidde med et løfte med en latterlig hat på hovedet, er det helt uudholdeligt!

Kære Jeppe, uden at kende dig, udtrykker du egentligt meget godt det, jeg er noget nervøs for.

Hvis journalistik alene bliver sådan noget hvad-vi-bliver-enige-om-i-staden med stærk inspiration fra nattelivet og cafeerne, ja, så går der noget meget tabt for den forpligtelse journalstikken skal tilbyde.

Det var såmænd svar til Jeppe, der gerne vil til København, fordi der her er sus, dus og gode lønninger.

Tak for en spændende snak - jeg har fået et godt indtryk af aktørerne omkring det kommende løfte.

Alt muligt held og lykke med initiativet!