Frem mod delegeretmødet i april 2013 skal DJ fastlægge ny strategi for freelancere, hvoraf mange tjener langt mindre end fastansatte. DJ har svært ved at styre prissættelsen, men måske kan DJ lære freelancerne at styre og udvikle butikken
"Vi gør de svage stærke!"
Sådan sammenfattede næstformand Lars Werge debatten i hovedbetyrelsen om DJ's fremtidige strategi for freelancere.
Han fastslog – som en af flere pointer – at freelancernes problemer blandt andet skal løses ved, at freelancerne lærer at sælge sig selv. Med hjælp fra DJ.
Forud var gået halvanden times debat i hovedbestyrelsen.
Freelancer Jens Rossen markerede, at mange freelancere tjener dårligere end fastansatte, og at DJ har en stor opgave i at sikre bedre betaling.
"Lad os koncentrere os om at løfte de freelancere, der tjener mindst," sagde Jens Rossen.
Men en del af udfordringen er, om DJ overhovedet kan være med til at løfte indtjeningen. Eller om markedet styrer prisfastsættelsen.
Per Roholt sagde blandt andet:
"Den pris, der er på freelancearbejdet, er en markedspris. Det bliver vi nødt til at acceptere."
Iben Danielsen, formand for FreelanceGruppen, markerede, at det er vigtigt, at freelancerne har nogle rammer for prissættelse at læne sig op ad.
"Det vigtigste er at få aftaler på plads."
Journalist Lotte Dahlmann støtttede, at markedet styrer prissættelsen, men understregede, at DJ kan hjælpe med at bygge forretningen op.
"Vi skal ud og hjælpe freelancerne med købmandskabet. Der er mange håndtag at trække i."
"Hvilke elementer skal du indregne som freelancer? Der er mange, der kører en småskidt forretning. Hvad kan du trække fra? Det er kompliceret!"
Mogens Blicher Bjerregård, formand for DJ, bakkede den strategi op.
"Vi skal huske, at det at være freelance i dag er at drive en forretning. Det skal vi hjælpe medlemmerne med."
Freelancejournalist Troels Gadegaard Frølich markerede, at der var god brug for både hjælp og aftaler:
"Aftaler er vigtigt. For lige meget hvor meget jeg kegler rundt, så sikrer aftaler, at der er et minimum for, hvad jeg kan få for mine ting."
Pernille Nørregaard, selvstændig, forfatter og underviser:
"DJ skal åbne freelancernes øjne for, at der er andre kunder end medier. Alle mine kunder er i det private."
"Jeg har ikke brug for, at DJ servicerer med socialrådgivere. Jeg har brug for en vækstkonsulent."
Og freelancer Sus Falch, næstformand i FreelanceGruppen, slog fast:
"DJ skal lære freelancerne at drive biksen!"
2.800 er registreret som freelancere
2.800 er registreret som freelancere i DJ i dag. Men det har i flere omgange lydt fra freelancere, at de ikke får service nok.
Som et baggrundsnotat har DJ udarbejdet en oversigt over, hvilke medlemsstyper DJ bruger megen og lidt tid på.
"Der er et forkert fjendebillede, at DJ ikke gør noget for freelancerne," sammenfattede næstformand i DJ Lars Werge.
"Det handler om, hvordan vores service bliver opfattet," pointerede Lars Werge, der fastslog, at hele kommunikationen af DJ's indsats for freelancerne er vigtig.
Troels Gadegaard Frølich bekræftede den pointe:
"Jeg har først lige opdaget servicen på forbundets hjemmeside."
Tre dialogmøder
Der holdes dialogmøder med medlemmerne om ny freelancestrategi i Aarhus den 10. december, i København den 11. december. Og online den 13. december.
"Vi skal skabe sammenhold i det her forbund i stedet for modsætninger," sagde Lars Werge.
Medio januar skal hovedbestyrelsen vedtage en freelancestrategi, der skal til debat på generalforsamlinger i kredse og grupper i foråret 2013.
Delegeretmødet i april 2013 skal endelig vedtage strategien.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg mener, at DJs vigtigste opgave fortsat er at sikre samtlige medlemmer de bedste arbejdsforhold, herunder ikke mindst de bedste lønvilkår.
Hvad angår varetagelsen af freelancernes interesser, bør DJ først og fremmest indgå så mange kollektive aftaler og/eller rammeaftaler som overhovedet muligt i forbindelse med de aftaler, forbundet i forvejen indgår for fastansatte.
Derudover er det også et vigtigt værktøj, at DJ fortsat udgiver og synliggør de vejledende vilkår for alle områder:
http://journalistforbundet.dk/Job--lon/Prisvejledninger/Vejledende-vilkar-pa-alle-DJs-omrader/Almen-journalistik-Tidl-Vejledende-vilkar-for-freelancejournalistik/
Måske kan det også betale sig at kaste lidt mere energi efter at synliggøre, hvorfor freelancere skal have en væsentlig højere løn end fastansatte og ikke omvendt.
Endelig bør DJ aldrig blåstemple gratis arbejde i det offentlige rum - hverken for freelancere, fastansatte eller studerende.
God arbejdslyst!
Venlig hilsen
Ida S. Rosgaard
haha
det var det sidste knæfald for systemet ! en fagforening sikrer kollektive aftaler, også når arbejdsmarkedet er individualiseret. det har DJ nu opgivet pgh vælger enddu i oppulent skåltaleform at individualisere en stor gruppe medlemmer - jeg lukker ører og øje helt nu for den snak - inden det begynder at vælte ind med tilbud om kurser i salgsteknik og afsætningsøkonomi ..Vækstkonsulenter ! OMG