Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
15:07 24.04.2023 Sandra Kaarsgaard

DJ skal ikke længere have hjemsted i Københavns Kommune

Delegeretmøde har efter et par ændringsforslag vedtaget en ændring til vedtægterne, der betyder, at Dansk Journalistforbund ikke længere behøver at have hjemsted i Københavns Kommune.

Ændringen vedrører vedtægternes paragraf 1 stk. 3 og 4, som lyder at ”forbundet har kontor i hovedstadsområdet”, og at forbundet er ”en forening med hjemsted i Københavns Kommune”.

Delegeretmødes beslutning betyder, at stk. 4 slettes, og at stk. 3 omformuleres, så der fremover står, at ”Dansk Journalistforbund er en forening med hjemsted og kontor i hovedstadsområdet”.

Dermed kan DJ finde en ny adresse uden for det centrale København, skulle forbundet en dag beslutte at flytte fra Gammel Strand.

På hovedbestyrelsesmødet, hvor indstillingen af forslaget med den oprindelige ordlyd blev vedtaget, pegede DJ’s næstformand, Allan Boye Thulstrup, på, at det for eksempel kunne være Frederiksberg Kommune.

”Dette er ikke et forsøg på at få sneget Albertslund ind,” understregede han.

DJ har tidligere arbejdet på at flytte hovedkvarter fra de nuværende lokaler på Gammel Strand i København, men i 2018 blev planerne efter flere års arbejde skrinlagt. Derudover har DJ i både 2021 og 2022 haft konsulenter til at undersøge krav til og muligheder for en potentiel flytning.

SENESTE NYT

Flere nyheder