Dansk Journalistforbunds fokus på at sikre offentlig støtte til papiraviserne er for ensidig. Man skal tænke på fremtiden og kæmpe for en bedre stilling for webmedierne. Det gav en række medlemmer udtryk for på hovedbestyrelsesmødet i dag.
Mediestøtte for 6,5 milliarder kroner er til debat i år. Her risikerer Dansk Journalistforbund at blive en konservativ kraft, der kæmper for et fortidigt medielandskab.
Sådan lød advarslen fra Didde Elnif under hovedbestyrelsens debat om situationen i medierne. Hun fik støtte fra en stribe medlemmer af hovedbestyrelsen. Didde Elnif foreslog, at DJ havde mere fokus på støtte til udvikling af blandt andet netmedier og udvikling på tværs af platforme.
»Vi skal passe på med ikke at fastholde os selv i et mediearbejdsmarked af i går. Det er ikke sådan, at aviser er lig med demokrati. Nej, kvalitet er lig med demokrati. Vi skal have fokus på at forsvare det gode, som findes, men der skal også ske en udvikling, for ellers taber vi alle rettigheder og goder på gulvet. Lad os skele til it-området, hvor der er et fantastisk gåpåmod og muligheder for at lege,« sagde freelancer og hovedbestyrelsesmedlem Didde Elnif, som anbefalede, at DJ søger mere dialog med alternative netmedier, fordi dagbladshusene er for konservative.
DJ Fotografernes formand Peter Thornvig var helt enig med Didde Elnif og strammede endda budskabet et ekstra hak:
»De laver jo ikke betalte dagblade om et par år. Derfor skal vi have fokus på at opretholde en troværdig og demokratisk pipeline i anden form end for aviser. Der skal vi være mere ærlige overfor medlemmerne. Uanset om vi elsker sorte fingre søndag morgen. Det er nu, det sker. Vi skal ikke sidde på hænderne og vente.«
Formand Mogens Blicher Bjerregård advarede imod at behandle alle medier ens, fordi betalingsaviserne stadig står for 80 procent af indtægterne i bladhusene.
»Det vil være tosset nu at skære den livsline væk. Vi skal passe på, vi ikke ødelægger det, vi har,« sagde Mogens Blicher Bjerregård.
Han anbefalede, at DJ skulle kæmpe for at bevare dagbladsstøtten på det nuværende niveau, men at man til gengæld bør bruge en ekstra milliard på udviklingsstøtte til blandt andet webmedier. Det er de penge, som brugerne i dag betaler i moms af licensen, som formanden vil have flyttet over til udviklingsstøtte.
Det blev konklusionen, at kravet om udviklingsstøtte til blandt andet webmedier skal fremgå af et forslag til en udtalelse om kvalitet i medierne på det kommende delegeretmøde.
Hovedbestyrelsen konstaterede, at det er fyringssæson, og at beskæftigelsen nu er faldende. DJ skal ikke kun have massiv fokus på at samle folk op, når de bliver fyret, men også på arbejdskvaliteten for dem, som bliver tilbage, lød det fra Pressefotografernes formand, Lars Lindskov.
»Forringes medierne meget mere, så vil folk ikke betale. Vi er nødt til at have modet til at diskutere kvalitet, også når der bliver skåret ned. For hvor ender vi ellers?« spurgte han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man kan jo være lidt friskfyr-agtig og spørge, om der er nogen, der ved, hvorfor der er så få karetmagere tilbage i Danmark?...
... Der kommer en tid, hvor selv biler med forbrændingsmotor kun findes på museer og blandt en eksklusiv skare af entusiaster. Hvem/hvad skal staten støtte - fremtiden eller fortiden?
En tommel-op til Didde Elnif herfra :-)