DJ siger nej til ny offentlighedslov

Dansk Journalistforbund frygter, at den nye lov, som regeringen har aftalt med V og K, vil holde afgørende sager ude af pressens søgelys. "Som det er formuleret i aftaleteksten, kan jeg ikke anbefale den," udtaler DJ-formand til journalisten.dk.

Dansk Journalistforbund frygter, at den nye lov, som regeringen har aftalt med V og K, vil holde afgørende sager ude af pressens søgelys. “Som det er formuleret i aftaleteksten, kan jeg ikke anbefale den,” udtaler DJ-formand til journalisten.dk.“Vi må se på, hvad det konkrete lovforslag kommer til at indeholde, men som det er formuleret i aftaleteksten, kan jeg ikke anbefale den”.

Sådan lyder det i et skriftligt svar fra Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård til journalisten.dk, efter at regeringen sammen med Venstre og Konservative har fremsat forslag om ny offentlighedslov.

DJ’s formand understreger, at han er glad for, at parterne er blevet enige om en lov, der ifølge intentionerne skal udbygge gennemsigtigheden i den offentlige forvaltning.

Han udtrykker også tilfredshed med, at regeringen samt Venstre og Konservative har taget til efterretning, at blandt andre Dansk Journalistforbund  har rejst en stærk kritik af den såkaldte ministerbetjeningsparagraf.

I lovudkastet er ordet ministerbetjening gledet helt ud, og justitsminister Morten Bødskov har understreget, at der er sket en præcisering af, hvornår bestemte dokumenter ikke kan komme i pressens hænder.

Spørgsmålet er dog, om der med omformuleringerne er sket en reel ændring i selve substansen i loven på dette omdiskuterede punkt.

“Jeg er stadig mere end skeptisk over for, hvad det er, man erstatter formuleringen ‘ministerbetjening’ med. Ønsker man stadig at bevare intentionen med ministerbetjeningsreglen, der kan holde afgørende sager væk fra medier og offentlighed, men kalder det noget andet? ”

Mogens Blicher Bjerregård understreger, at når alle parter er så optaget af, at ministerbetjeningsreglen er problematisk, så burde den stryges helt.

“Hvis ministerbetjeningsreglen eller noget lignende gennemføres, sakker Danmark i endnu højere grad efter de andre nordiske lande, der har langt mere gennemsigtighed. Det vil være et stort problem for samfundet som helhed da væsentlige sager, så ikke kommer for dagens lys,” skriver han til journalisten.dk.

Da VK-regeringen fremlagde sit udspil til ny offentlighedslov, var der også stor debat og heftig kritik. Dengang stod ministerbetjening ligeledesfor skud. Den anden kontroversielle paragraf var 27.2, der skal hemmeligholde korrespondance mellem folketingsmedlemmer og ministre.

“Jeg bemærker, at undtagelsen i paragraf 27 nr. 2 om udveksling af dokumenter mellem ministre og MF’ere vedrørende lovforslag stadig er med. Det har vi tidligere kritiseret, og det finder jeg stadig stærkt kritisabelt, da det giver en mere lukket lovgivningsproces. Faktisk præcis som det er sket med den aktuelle aftale.”

I 2010 gik 30 tidligere Cavling-vindere ud og sagde nej til VK-regeringens udspil. De ville ikke have kunnet afsløre deres historier, hvis det blev vedtaget, lød det fra flere af dem.

 

0 Kommentarer