Mellem 500 og 700 mediefolk er i dag medlem af Kristelig Fagbevægelse, der er op mod 5.000 kroner billigere end Dansk Journalistforbund. Nye regler kan sende flere medlemmer mod de billige fagforeninger.
Fra nytår koster det cirka 1.000 kroner mere om året at være medlem af Dansk Journalistforbund. En del af regeringens genopretningspakke betyder, at der maksimalt kan trækkes 3.000 fra i skat for kontingentet.
Denne ændring rammer ikke de billige fagforeninger, hvor et DJ-medlem allerede kan spare op mod 5.000 kroner årligt ved at være medlem. En af de billige fagforeninger af Kristelig Fagbevægelse, der har et årskontingent på 1.800 mod DJs cirka 6.000.
»Vi har et sted mellem 500 og 700 medlemmer inden for Dansk Journalistforbunds område,« siger Søren Fibiger Olesen, landsformand for Kristelig Fagbevægelse.
Holder det tal, mister DJ hvert år mellem 3 og 4,2 millioner kroner, hvilket svarer til en god håndfuld konsulentstillinger. Tabet vil vokse, hvis flere mediefolk vælger DJ fra, når skatteændringerne gør kontingentet dyrere.
Søren Fibiger Olesen mener, at mange mediefolk kan klare sig med betydeligt mindre rådgivning.
»Der er en stor gruppe medlemmer, der er mindre interesserede i specialviden. De skal for eksempel have juridisk hjælp, hvis de har konflikt med arbejdsgiveren, og det er vi gode til,« siger han
DJ's direktør, Linda Garlov, betvivler Kristelig Fagbevægelses tal. Hun siger, at DJ sjældent oplever, at medlemmer vil flyttes til Kristelig Fagbevægelse. DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregård, er ærgerlig over, at nogen vælger at stå uden for DJ.
»DJ kan påvirke beslutningsprocesserne, fordi vi har mange medlemmer, og fordi vi bruger penge på det. Vi er gået forrest i kampen for barselsdagpenge til freelancere. Det er ikke de billige faglige organisationer, der påvirker lovgivningen. De lægger sig bare i vores slipstrøm,« siger han og fremhæver, at DJ er gode til den målrettede rådgivning:
»Hvor mange faglige organisationer yder detailrådgivning om skat og giver støtte til indkrævning af inkasso hos dårligere betalere? Det gør vi.«
Læs hele historien i fagbladet Journalisten, der i årets sommertemanummer sætter fokus på arbejdsløshed.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.