Dansk Journalistforbund kritiserer regeringer og hjælper flygtende journalister. Men samtidig investerer forbundet i de selv samme landes statsobligationer. Menneskeretsekspert kalder det utroværdigt. Formandskabet mener, at kritik af manglende pressefrihed kan forenes med investeringer i de samme lande, men vil tage sagen op.

Dansk Journalistforbund har aldrig lagt skjul på sin internationale indsats for pressefrihed. Bifaldene er altid store, når resultater af indsamlinger til forfulgte journalister bliver offentliggjort til delegeretmødet. Alligevel har forbundet investeret i statsobligationer i lande, der har problemer med pressefriheden.

Det betyder, at Dansk Journalistforbund (DJ) tjener på at låne penge til lande, hvor der ses stort på pressefriheden. For eksempel Tyrkiet, som er det land, hvor journalistforbundet har tredje flest statsobligationer. For en måned siden skrev formand Morgens Blicher Bjerregård ellers på journalisten.dk, at "pressefriheden lider" i Tyrkiet:
"Med 100 journalister i fængsel i Tyrkiet og mange flere, der venter på at komme for retten, har vi alt for længe vendt det blinde øje til et af de alvorligste problemer for den frie og uafhængige journalistik lige på grænsen til EU," skrev Mogens Blicher Bjerregård, der i samme blogindlæg også kritiserer Ungarn, hvor journalistforbundet ligeledes har statsobligationer.

Den dobbelthed får kritik af Jacob Mchangama, der er chefjurist i Cepos og medstifter af ytringsfrihedsorganisationen Fri Debat.
»Der er store problemer med ytringsfriheden i Tyrkiet. Det er utroværdigt, at man som organisation kritiserer en regering, men samtidig gerne vil tjene penge på den. Det svarer til, at Amnesty lukrerede på nordkoreanske statsobligationer,« siger Jacob Mchangama, der er specialiseret inden for menneskerettigheder.

Amnesty opfordrer DJ til at lave en risikovurdering af sine investeringer.
»Det vigtigste er, at man ikke forholder sig ukritisk,« siger Sanne Borges, der ud over at være Amnestys erhvervsmedarbejder også sidder i Rådet for Samfundsansvar under Erhvervsstyrelsen.
Næstformand i Dansk Journalistforbund Lars Werge vil tage sagen op i hovedbestyrelsens forretningsudvalg, men han mener umiddelbart ikke, at regeringskritik udelukker investeringer i statsobligationer:
»Det er ikke nødvendigvis sådan, at man kun har noget at sige over for et lands magthavere, hvis man ikke har nogen andre interessefællesskaber med dem.«

I forrige nummer beskrev Journalisten, at forbundets budget kun hænger sammen på grund af renterne fra strejkekassen. Den såkaldte Sikringsfond. Cirka en procent af fondens midler er sat i statsobligationer i lande, der ligger placeret i den dårligste tredjedel på Reportere Uden Grænsers rangliste over pressefrihed: Tyrkiet, Indonesien, Mexico, Rusland, Malaysia, Thailand, Columbia og Filippinerne. Derudover har Dansk Journalistforbund investeret 400.000 kroner fra forbundets egen kasse i de samme landes statsobligationer.

Reportere Uden Grænser, der står bag listen, hilser debatten velkommen:
»Vi vil til enhver tid fraråde at købe statsobligationer i de allerværste lande, såsom Iran og Aserbajdsjan (som DJ ikke investerer i, red.). Når det kommer til lande som Tyrkiet og Rusland, er spørgsmålet mere åbent. Det er stadig regeringer, der undertrykker pressefriheden. Hvorvidt man skal investere i dem, er en vigtig debat, hvor vi ikke er i stand til at give et endeligt svar. Det er mere relevant at snakke med de respektive journa­listorganisationer,« siger Johann Bihr, der er europaansvarlig i Reportere Uden Grænser.

Formanden for det tyrkiske journalistforbund, Ercan Ipekçi, fortæller, at han kender flere i ledelsen i det danske journalistforbund, og at han værdsætter deres støtte i kampen for pressefrihed i Tyrkiet.
»Det er deres egen beslutning, hvad de vil investere i,« siger han til Journalisten.

Blandt eksperterne i etiske investeringer er der blandede holdninger til DJ's opkøb af statsobligationer. Steen Vallentin, der er lektor med speciale i virksomheders sociale ansvar, siger, at det er normalt for fagforeninger at adskille deres investeringer fra resten af deres virke:
»Hvis man skal politisere over investeringerne, er det meget nyt, at man er begyndt at politisere over statsobligationer. Det har før været noget, man har gjort med aktier i for eksempel våbenindustrien. Hvis man fravælger statsobligationer på grund af etikken, hvor skal man så stoppe? Kan man kun investere i rene demokratier?« spørger Steen Vallentin, der arbejder på Copenhagen Business School.

Allan Lerbjerg Jørgensen er afdelingsleder for Menneskerettigheder og Erhverv på Institut for Menneskerettigheder. Han påpeger også, at etiske overvejelser omkring statsobligationer er et nyt fænomen:
»Jeg vil ikke vende tommelfingeren hverken op eller ned. Det kan jo være, at pengene går til at fremme menneskerettighederne i de lande. Det ved man ikke.«

Erik Kloppenborg Madsen fra Aarhus Universitet mener ikke, at der er forskel på investeringer i virksomheder og lande:
»Man har et ansvar for, hvad man støtter i kraft af sine handlinger. Og journalistforbundet støtter lande og regeringer, når de opkøber statsobligationer. Det er meget inkonsistent, at man som journalisternes forbund støtter lande med så ringe en håndtering af presse- og ytringsfrihed,« siger Erik Kloppenborg Madsen, der er lektor med speciale i virksomheders samfundsansvar.

To af de lande, som forbundet har statsobligationer i, er Peru og Rusland. De lande spiller også en central rolle, når man kigger på en anden af forbundets puljer.
Hvert eneste år samles der midler ind til den såkaldte Safety Fond, der skal støtte forfulgte journalister. Siden 2011 er de midler blevet administreret af International Media Support (IMS). Fonden hjælper truede journalister med at flygte fra farlige situationer. Indtil videre er midlerne gået til at hjælpe 12 flygtende journalister og deres familier fra ni forskellige lande.

IMS oplyser, at pengene fra Dansk Journalistforbund blandt andet er gået til at hjælpe en eller flere journalister i både Peru og Rusland. For tre uger siden publicerede IMS en artikel på deres hjemmeside, som handlede om, hvordan pengene fra danske journalister blev brugt. Her fortæller Mogens Blicher Bjerregård, at støtten til forfulgte journalister er en central del af forbundets internationale solidaritetsarbejde.
"Safety Fonden er en af søjlerne i vores bestræbelser, der spænder fra at lægge pres på regeringer over forebyggende foranstaltninger til denne type 'journalist til journalist-bistand'".

IMS kan af hensyn til de truede journalister ikke oplyse nærmere om, hvad de er flygtet fra. Ifølge Reportere Uden Grænsers trusselsvurdering af Peru er der en vis sandsynlighed for, at den eller de pågældende journalister er flygtet fra de selv samme myndigheder, som forbundet låner penge til:
"Fysiske angreb på journalister, der begås ved højlys dag af embedsmænd, politifolk, fagforeningsfolk eller endda folkevalgte, er stadig udbredt i Peru. De forværres ved censur og intimidering fra regerings side, som ofte forsøger at bebrejde medierne for uro og vold," skriver Reportere Uden Grænser på deres hjemmeside.

Jacob Mchangama fra Fri Debat og Cepos understreger, at der ikke er noget juridisk at udsætte på forbundets investeringer i lande med problematisk pressefrihed.
»Der ville ikke være nogen problemer i det, hvis det var en hvilken som helst virksomhed, der levede af investeringer. Jeg synes, det bliver et problem, fordi en beskyttelse af pressefriheden er en del af journalistforbundets fundament.«

IMS har også ydet hjælp til en eller flere journalister fra Rusland. Her bliver journalister ofte forfulgt efter afsløringer af magtfulde folk – i og uden for staten:
"Selv om retssager og retsforfølgning er almindeligt, fortsætter volden med at være det største problem. Fysiske angreb på journalister er hyppige, men går almindeligvis ustraffet hen trods præsident Medvedevs udtalelser om emnet," skriver Reportere Uden Grænser.

Netop problemstillingen med, at regeringer lader kriminelle organisationers forfølgelse af journalister gå ustraffet hen, har formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård også fremhævet:
"Den absolut højest prioriterede opgave er at få myndighederne verden over til at tage det så alvorligt, at de kriminelle bag overgrebene bliver retsforfulgt," skrev formanden i et blogindlæg fra maj 2011, hvor han også fremhæver, at Danmark har et ansvar:
"Det er ikke kun regeringerne i sådanne lande, der skal tage et ansvar for journalisternes sikkerhed. Også i lande som Danmark har politikere et ansvar, både ved at lægge pres på de regimer, der tillader overgreb, og ved meget konkret at hjælpe de journalister, der er på flugt."

Sikringsfondens samlede størrelse holdes hemmelig, fordi arbejdsgiverne ikke skal vide, hvor længe DJ har råd til at holde gang i en strejke. Det er dog offentligt, at beløbet er over 100 millioner kroner. Af det beløb er 1,8 procent investeret i udenlandske statsobligationer. Halvdelen af dem er altså i lande, som ligger i den tunge ende på listen over pressefrihed.

De lande er attraktive at investere i, fordi renten – og altså det afkast, forbundet får for sin investering – er højere. Det forklarer Thomas Kjærgaard fra Danske Capital, et underselskab til Danske Bank, der administrerer en stor del af Dansk Journalistforbunds formue.
»Det er jo sådan, at risiko og afkast hænger sammen. Hvis et land er i en udvikling, er der typisk også en højere risiko, hvilket afspejles i en højere rente på obligationen,« siger Thomas Kjærgaard, der forklarer, at Danske Capital henholder sig til internationale retningslinjer med hensyn til investeringer i statsobligationer.

Thomas Kjærgaard fortæller dog, at de er åbne for at indføre yderligere retningslinjer.
»Vi arbejder løbende med problemstillinger om ansvarlige investeringer. Hvis en kunde har særlige ønsker til etiske screeninger af deres investeringer, forsøger vi naturligvis at imødekomme dette behov,« siger Thomas Kjærgaard, der er Head of SRI & Corporate Governance.

Forholdet mellem investering og etiske retningslinjer har tidligere været et emne i Dansk Journalistforbund. På Fagligt Forum i 2008 var der en større diskussion om etiske retningslinjer for, hvordan medlemmernes pensioner blev investeret. Det endte med, at hovedbestyrelsen senere samme år vedtog et sæt retningslinjer for investering af pensionsmidler, hvor der netop blev lagt vægt på pressefrihed:
"DJ's hovedbestyrelse (…) vægter især, at de pensionsforsikringsselskaber, DJ samarbejder med, investerer i virksomheder, der sikrer, at virksomheden ikke medvirker til krænkelse af menneskerettighederne, herunder især presse- og ytringsfriheden."

Næstformand i Dansk Journalistforbund Lars Werge fortæller, at han og resten af ledelsen ikke har været opmærksomme på, at statsobligationer kunne være problematiske:
»Vi har nogle, der sidder og forvalter vores kapital. Det er ikke mig, der sidder og bestemmer, hvad vi skal investere i. Der har vi en aftale med nogle samarbejdspartnere, som vi stoler på. Men vi vil nu tage en snak med vores bankforbindelse og høre, om man muligvis kunne gøre det på en anden måde.«

Man må gå ud fra, at nogen i organisationen har haft en ide om, hvad der bliver investeret i. Burde de ikke have været opmærksomme på problemstillingen?
»Jeg kan godt høre, at det indlysende svar skulle være ja, men det er jeg ikke så sikker på. Fordi vi har haft et godt forhold til vores bank, og vi har en oplevelse af, at tingene går på betryggende vis. Nu er der så kommet de her oplysninger frem via jer. Der er umiddelbart nogle problematikker, som vi tager op i forretningsudvalget. Jeg vil gerne pointere, at det her i sidste ende er et anliggende for hovedbestyrelsen, og jeg kan ikke sidde og tage beslutninger om, hvad vi skal og ikke skal investere i.«

Med det forbehold, at du kun udtaler dig på vegne af formandskabet, mener du så, at Dansk Journalistforbund kan investere i statsobligationer i for eksempel Tyrkiet, for at tage det mest åbenlyse eksempel?
»Med de oplysninger, vi har nu, vil jeg sige ja. Det er et meget lille beløb ud af DJ's samlede investeringer, og forudsat at vi samtidig ikke glemmer at påvirke regeringen på andre fronter, mener jeg godt, at det kan forenes. Vi forsøger at påvirke Tyrkiet til at leve op til basale demokratiske rettigheder. Det samme sker på EU-niveau og andre internationale niveauer. Det er ikke sådan, at Tyrkiet er en isoleret diktaturstat, som vi støtter med nogle penge, vi ikke vil fortælle nogen om. Det er et demokrati, som i visses øjne har noget at lære om demokrati, men som samtidig repræsenterer en ret stor del af Europas befolkning. Jeg vil ikke gøre mig til dommer for, hvorvidt det ville blive en stærkere eller svagere påvirkning, hvis vi siger, at nu trækker vi pengene fra jer.«

Synes du, at det kan forenes, at DJ låner penge til Rusland, samtidig med at DJ hjælper en eller flere russiske journalister med at flygte fra det selv samme land?
»Jeg kan godt forstå det, hvis nogen synes, at det umiddelbart virker mærkeligt. Det er også derfor, jeg siger, at vi vil diskutere det i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen.«

Er der et sted, hvor det ikke er foreneligt? Zimbabwe? Iran?
»Jeg vil ikke rangordne de enkelte lande. Jeg føler mig tryg ved, hvordan Danske Capital har forvaltet vores formue. Mit kendskab til pressefriheden i samtlige af verdens lande er for lille. Jeg synes også, at der er forskel på, om vi har placeret pengene i en bestemt problematisk branche et sted, eller om vi er med til at finansiere en stat.«

Hvorfor er det, at der er forskel på virksomheder og statsobligationer?
»Det kan du læse om i reglerne for Mediernes Pension. Det er meget rettet mod virksomhed og brancher. Vi har ikke lyst til at tjene penge på våbenproduktion og forurening for eksempel.«

Der står også, at I ikke vil tjene på undertrykkelse af presse- og ytringsfrihed, når det kommer til virksomheder. Men det synes du ikke, der er noget galt i, når det handler om stater?
»Hvis det var en investering i det regeringsbærende parti i Tyrkiet, så synes jeg, det ville være en stærkt angribelig ting. Men statsobligationer er immervæk en anden type investering.«