DJ: Ophavsret krænket i bløderdokumentar

DR har ikke været loyal i omgangen med materiale fra dokumentaren "Den menneskelige faktor", mener Dansk Journalistforbund.

DR har ikke været loyal i omgangen med materiale fra dokumentaren "Den menneskelige faktor", mener Dansk Journalistforbund.

I søndags sendte DR2 udsendelsen "Skandale – livsfarlig medicin". Dokumentaren handlede om den såkaldte bløder-sag. Programmet og programmets tilrettelægger er efterfølgende blevet udsat for alvorlig kritik af Jørgen Pedersen, der står bag en tidligere dokumentar om emnet, "Den menneskelige faktor". Jørgen Pedersen mener blandt andet, at hans ophavsret er blevet krænket. Sammen med Dansk Journalistforbund har han derfor startet en sag mod DR.

Jette Kayerød, advokat i Dansk Journalistforbund, understreger, at dette ikke som udgangspunkt er en sag mellem to medlemmer, men derimod en sag mellem DJ og DR. Det er nemlig DR, der har ansvaret for, hvordan ophavsretten bliver forvaltet i dets programmer, fortæller hun til Journalisten.dk.

DJ mener blandt andet, at journalisterne og tilrettelæggerne bag programmet "Den menneskelige faktor", der blev sendt første gang i 1991, ikke er blevet ordentligt krediteret i dokumentaren "Skandale – livsfarlig medicin".

»Vi mener ikke, det er tilstrækkeligt at skrive i rulleteksterne, at der "der blev vist klip fra DRs arkiv",« siger Jette Kayerød til Journalisten.dk.

Derudover mener DJ, at DR har overtrådt Jørgen Pedersen og andres ophavsret ved ikke at være loyale overfor det oprindelige materiale. Dj mener, at DR har dermed overtrådt den såkaldt droit morale, der siger, at man skal genbruge materiale loyalt. Med det menes der, at man skal genbruge materialet i overensstemmelse med, hvordan det først var tænkt, det skulle bruges.

»Det er jo altid en konkret afvejning i den enkelte sag, om en gengivelse er loyal eller ej. Men i denne sag mener vi, der er tale om en krænkelse,« siger Jette Kayerød.

Sagen er i gang, og derfor vil Jette Kayerød ikke oplyse, hvilke dele af indholdet i den nye dokumentar, Dansk Journalistforbund lægger til grund for, at Jørgen Pedersens materiale er brugt illoyalt. Overfor Journalisten.dk bekræfter Peter Skov, advokat i DR, at de har modtaget en henvendelse i sagen, men han vil ikke kommentere det yderligere.

1 Kommentar

Finn Graunbøl
9. APRIL 2011
Re: DJ: Ophavsret krænket i bløderdokumentar

Man får den tanke, at journalister har deres ære kær, når det drejer sig om udsendelser, de har investeret alt i - plus det dyrebare hjerteblod. 

Som lægmand har jeg lov til at læse debatten på Journalistens web-site. Sitet er offentligt og ingen kan længere skjule sig. Men jeg har også ret til at komme med en gylden mening om noget, som jeg i princippet måske ikke har lov til at blande mig i.

Søs Hoffmann har en vis pointe i, at det ikke nytter at lave en udsendelse om Bryn Terfel, hvis optagelser fra 30'erne med Lauritz Melchior skal bruges i en udsendelse, der skal kolportere en ny "vinkling". (På vores musikopfattelse - for eksempel).     

Stadigvæk rykker det ikke ved et basalt faktum, som i bløderudsendelsen selv for en læg seer blev tilsidesat: Hvad skete der? Hvor var 1991-udsendelsen? Karina og hendes kæreste? Mads Melbye? von Magnus? Søren Sørensen?

Jeg så udsendelsen søndag aften og blev dybt berørt - og foruroliget.

Venlig hilsen

Finn Graunbøl.