Det begyndte med, at en madanmelder sagde op på Politiken i protest mod et fast honorar på 2.000 kroner per anmeldelse. Det mente han var en urimelig betaling sammenlignet med de fastansattes løn og vilkår.
Dagen efter leverede Journalistens blogger freelancer Susanne Sayers denne bredside mod Dansk Journalistforbund (DJ) og de fastansattes medarbejderforeninger for at gøre alt for lidt for at forbedre freelancernes vilkår.
”Det føles vitterlig som en daglig fuckfinger, når fastansatte DJ-medlemmer tavst accepterer, hvor dårlig en betaling jeres freelancekolleger spises af med,” skriver Susanne Sayers blandt andet i sit indlæg.
Det har ført til livlig debat blandt DJ’s medlemmer i kommentarsporet, hvor mange freelancere giver Susanne Sayers helt ret:
DJ og de fastansatte gør for lidt, og de er for ligeglade med freelancerne, lyder den gennemgående kritik.
Men kritikken bliver afvist af både DJ’s næstformand og Politikens tillidsrepræsentant. De peger på, at arbejdsgiverne blokerer for nye aftaler og tiltag.
”Jeg forstår virkelig godt vreden og utilfredsheden blandt freelancerne over de vilkår, de arbejder under. Men jeg synes også, at de retter skytset det forkerte sted hen. Det bliver fremstillet, som om de fastansatte er forkælede, får i pose og sæk og er ligeglade med freelancerne. Det billede kan jeg ikke genkende. De glemmer, at den rigtige modpart er arbejdsgiverne, som sidder på den anden side af bordet,” siger DJ-næstformand Tine Johansen.
Politiken-tillidsmand: Kritikken er ikke fair
”Jeg synes faktisk ikke, at kritikken er fair. Jeg oplever, at mine kolleger er ret optaget af, hvilke vilkår der findes for forskellige bidragydere for at få stof hjem til avisen – og for at få den redigeret,” skriver Politikens tillidsrepræsentant Pernille Mac Dalland i en mail til Journalisten.
”Det var et af to højest prioriterede krav fra vores medarbejdergruppe ved de nys gennemførte overenskomstforhandlinger: At gå efter bedre vilkår for løst-tilknyttede kolleger og sikre bedre vilkår for ansættelse af (relativt) nyuddannede. Der sidder bare nogen i den anden ende, som vi desværre ikke kan fjernstyre. Og vi kom ikke i mål med kravene,” skriver hun.
Hun oplyser, at freelancerne på Politiken er i gang med at danne en gruppe med flere fælles formål.
”Samarbejdet med dem ser jeg meget frem til. Forhåbentlig kan det også være med til at skabe mere gennemsigtighed på feltet freelancernes vilkår og med tiden forbedre dem,” skriver Pernille Mac Dalland.
Ved de netop overståede forhandlinger om fællesoverenskomsten, der gælder for de fleste dagblade, afviste Danske Mediers Arbejdsgiverforening eksempelvis et forslag fra DJ om en fælles rammeaftale for brugen af freelancere.
Vil DJ ofre fastansattes goder til fordel for freelancere?
Arbejdsgiverne vil vel gerne være med til at forbedre freelancernes vilkår, hvis I til gengæld havde været parat til at ofre nogle af de fastansattes goder, så vilkårene nærmede sig hinanden. Hvorfor tilbød I ikke arbejdsgiverne det?
”Det har slet ikke været på tale, at der kunne være et bytteforhold. Rammeaftalen blev bare afvist af arbejdsgiverne. Til dels fordi de af ideologiske årsager slet ikke vil lave fælles aftaler for selvstændige og freelancere,” siger Tine Johansen.
Men er I villige til at ofre nogle af de fastansattes goder, hvis det kan forbedre freelancernes vilkår?
”Det er et hypotetisk spørgsmål. Det kommer fuldstændig an på, hvad det er for en byttehandel, vi taler om,” siger Tine Johansen.
Den rammeaftale, som mediearbejdsgiverne afviste, indeholdt dog ikke nogen konkrete priser eller takster, men en formulering om, at anvendelsen af freelancere skal ske på en måde, som ikke indebærer en omgåelse af parternes kollektive overenskomst.
Desuden skulle rammeaftalen fastsætte nogle minimumsstandarder for varsler, redigeringsret, ophavsret og hvordan aftaler bliver indgået.
Hvorfor ville I ikke have faste priser med i den rammeaftale?
”Det var et valg, vi traf, fordi der allerede på nogle dagblade findes aftaler om takster for freelancere. Og der er meget store forskelle på taksterne, alt efter om det er en lille avis eller en af de store hovedstadsaviser. Hvis vi skulle fastsætte en realistisk pris, som skulle favne alle, så var vi bange for, at vi ikke kunne leve med den, fordi der var stor risiko for, at det ville blive fastsat efter laveste fællesnævner. Derfor ønskede vi en rammeaftale, som så kunne fyldes ud lokalt på de enkelte aviser,” siger Tine Johansen.
Problemer på trods af aftaler
Hun påpeger, at dagblade som Politiken, Ekstra Bladet og Berlingske har lokale aftaler med faste priser for bestemte vagter og opgaver.
Men som eksemplet med Politikens madanmelder viste, så er problemet, at freelancere og redaktører har vidt forskellige opfattelser af, hvor lang tid det eksempelvis tager at skrive en anmeldelse. Politkens redaktør sagde, at det var svært at svare på, fordi det var meget individuelt, og at en madanmeldelse i princippet kunne skrives på en halv time, selv om skribenten næppe selv ville kunne stå inde for resultatet.
”Der, hvor det går galt, er udregningen af tiden. Det tyder på, at der mangler en snak om, hvor lang tid opgaverne tager. Desuden kan det være svært for mange freelancere at sige nej til opgaver, der er dårligt lønnede. Og ofte bliver honoraret fra arbejdsgivernes side præsenteret som et take it or leave it,” siger Tine Johansen.
”Der bliver spekuleret i, at man som journalist eller fotograf lægger navn til det arbejde, man udfører. Derfor er det en gratis omgang for arbejdsgiverne at sige til dem, at de bare kan arbejde hurtigere og skrue ned for ambitionsniveauet. For hvem har lyst til det, når man selv lægger navn til det,” siger Tine Johansen.
Hvad kan man gøre for at forbedre freelancernes vilkår?
”På Information har man faktisk en hel prisliste for, hvad de forskellige formater koster. Man skal være åben om honorarerne, og man skal sørge for, at priserne kommer til tillidsrepræsentantens kendskab. Ingen fastansatte har en interesse i dårlige vilkår for freelancerne, for hvis det bliver for billigt at omgå overenskomsten, så mister de fastansatte jo arbejdet til freelancerne,” siger Tine Johansen.
Mediearbejdsgivere: Det er et frit marked
Hos Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) bekræfter man Tine Johansens udsagn om, at arbejdsgiverne slet ikke ønsker fælles aftaler for brugen af freeelancere.
”Vi mener grundlæggende ikke, at freelancemarkedet skal være overenskomstdækket. Det er i princippet et frit marked, vi kan købe ind på uden om overenskomsterne,” siger Peter Orry, chefredaktør på JydskeVestkysten og formand for forhandlingsudvalget i DMA.
Ifølge arbejdsgiverne er det svært overhovedet at definere, hvad en freelancer er.
”Er en gymnasieelev, som leverer korte meddelelser om fodboldkampe i Serie 3, eksempelvis freelancer? Og hvad med alle bloggerne? Det er et meget broget marked, hvor nogle er journalister, andre er ikke, nogle er DJ-medlemmer, andre er ikke, nogle er momsregistreret som selvstændige virksomheder, andre er ikke,” siger Peter Orry.
Hvad skal DJ give til gengæld, før I vil være med til at lave en fælles rammeaftale om brugen af freelancere?
”Jeg synes generelt at DMA’s medlemsvirksomheder behandler og betaler freelancere helt forsvarligt. Vi befinder os desuden i et nedadgående marked, så hvis freelancernes vilkår skal forbedres, så skal vores udgifter som minimum nedsættes tilsvarende et andet sted,” siger Peter Orry.
16 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Rasmus, begrebet 'fast freelancer' er i sig selv en del af det her absurde abeteater. I realiteten taler du om en moderne hoveribonde, en kollega, der skal stå til rådighed, når I melder forfald, lave arbejde af samme kvalitet (eller helst lidt bedre), men bare ikke på de samme vilkår.
Kære freelancere. Muligvis er det ikke synligt nok, men der bliver faktisk kæmpet for jer på arbejdspladserne. Det er mere end 10 år siden, at der blev indgået en aftale på metroxpress, der sikrede, at vores faste freelancere (tilkaldevikarer) i redaktionssekretariatet - og senere på nettet - fik en løn, der svarede til en sammenlignelig fastansat (alt medregnet). Selve beregningsmoddellen var tyvstjålet fra Berlingske, der havde samme aftale. På næste uge skal jeg forøvrigt ind og genforhandle aftalen i det nye selskab BTMX.
Problemet er - som Tine så rigtigt har påpeget - ikke de fastansatte kollegaer, men cheferne. Så lad os nu fokuserer på den kamp, fremfor at bekrige hinanden indbyrdes.
vh.
Rasmus Skat Andersen
Tillidsrepræsent
PS: Jeg har aldrig, gentager aldrig mødt en fastansat journalist, der så ned på freelancerne som gruppe.
Hej Lasse Glavind
Tak for dit indlæg. Du har gennemskuet ting, som andre ikke er i nærheden af overhovedet at forstå.
Jeg vil lige tilføje, at DJ for nogle år siden forsøgte at gennemtvinge en fusion med Kommunikation & Sprog alene for at få flere penge i kassen. Når jeg skriver "gennemtvinge", er det, fordi man simpelthen ikke lagde de sande fakta på bordet.
Og man kerede sig tilsyneladende ikke om, hvor mange ekstra opgaver det ville medføre. F.eks. i form af overenskomster for bl.a. administrations-, HR-, marketingmedarbejdere, oversættere og de tilsvarende freelancere inden for disse områder.
Det handlede om at få flere kontingentkroner i kassen.
Mon ikke det samme gør sig gældende for freelancerne?
Man har en sikker indtægt i form at et kontingent. Og så giver man lige lidt godbidder, så det ser ud, som om man også varetager freelancernes interesser seriøst.
"Lige nu kører DJ 60 sager for freelancere - hovedsageligt om ophavsretskrænkelser og inkasso. De sidstnævnte kører vores jurister udelukkende for freelancere, og sidste år fik vi i omegnen af 300.000 hjem til de berørte freelancere."
Det er situationen i en nøddeskal, som næstformanden beskriver her. DJ er slet ikke fagforening for freelancerne - det er en brancheforening, der yder 'billig' advokathjælp, når udbydersiden overtræder banale aftalelove og regler, der i udgangspunktet intet har med fagforenings- og arbejdsmarkedsforhold at gøre.
Og at gevinstsummen af den samlede freelanceindsats åbenbart kan opgøres til sølle 300.000 kr. viser, hvor håbløs den førte politik er for freelancerne. Det ville være en klart bedre forretning for alle parter - undtagen de sikkert ret vellønnede advokater og jurister, der kører sagerne - hvis DJ bare udbetalte de 5000 kr. eller satte kontingentet tilsvarende ned. Det er jo Ebberød Bank for freelancerne at holde det juristcirkus kørende samtidig med at forholdene bare forværres på alle væsentlige punkter.
Man sidder simpelthen tilbage med det indtryk, at DJ's freelanceindsats primært har til formål at skabe en masse støj og mulighed for paradeindlæg i debatten, som skal skjule enten en latent foragt for freelancer, eller at man simpelthen ikke ønsker og formår at tage debatten om, hvordan de fastansattes løn- og arbejdsvilkår bygger på simpel udnyttelse af freelancerne som billig arbejdskraft.
Det er klart, at arbejdsgiverne er dem, der skal lægges arm med, men før vi kan gøre det med en nogenlunde styrke kræver det, at (med)arbejdersiden er samlet. Det er den ikke i dag, og derfor er det helt rigtigt, når Susanne m.fl. retter skytset mod fastansatte og forbund. Forbundet har ikke formået/prioriteret at skabe den nødvendige solidaritet på tværs af medlemsgrupperne, så alle altid kæmper for ordentlige forhold for hele branchen og ikke kun for kollegerne på egen redaktion eller arbejdsplads.
Flere