Hvis du ikke giver afkald på din lønnede frokostpause, så er du fyret per 31. maj 2017.
Sådan lyder det ultimativ, som DR’s ledelse har sendt til medarbejderne i dag fredag. Journalisten har læst brevet.
Beslutningen om at afskaffe den lønnede frokost har fået en række DR-afdelinger til at nedlægge arbejdet, herunder DR Nyheder, DR Øst, DR Trekanten og DR Syd.
Dansk Journalistforbunds formand Lars Werge opfordrer medarbejderne til at gå tilbage på arbejde.
»Det er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, så den tager jeg naturligvis afstand fra,« siger han.
DJ: Ualmindeligt dårlig stil
Men han kan dog godt forstå, at medarbejderne er sure.
»Det er en alvorlig ting at få et brev, som fortæller, at hvis du ikke opgiver din lønnede frokostpause, så er du opsagt. Det kan jeg godt forstå, at medarbejderne undrer sig over,« siger Lars Werge.
DJ-formanden mener, det er utidigt af ledelsen at true medarbejderne til at acceptere de nye vilkår på et tidspunkt, hvor der er varslet en faglig voldgiftssag om spørgsmålet.
»DJ og DR er enige om, at vi er uenige her. Derfor er det ualmindeligt dårlig stil, at ledelsen skriver sådan til medarbejderne nu. Det er en underkendelse af forhandlingssystemet og de lokale tillidsfolk i DR, ikke kun DJ’s men alle fagforeningernes tillidsfolk. De opfører sig meget ufleksibelt.«
Lars Werge mener, DR begår en fejl ved at afskaffe den lønnede frokostpause.
»Vi bidrager gerne fra medarbejdernes og DJ’s side til at løse nogle af de udfordringer, DR mener, de har. Men det skal ske dialogbaseret. Det skal ikke ske med et dekret, som bestemmer, at medarbejderne pludselig skal arbejde 2,5 time mere, end de plejer.«
Tillidsmand smidt ud
Fællestillidsmand i DR Henrik Friis Vilmar oplever, at medarbejderne er vrede.
»Jeg kan konstatere, at folk er blevet vrede over det brev om, at DR har til sinde at opsige dem, hvis de ikke accepterer de nye vilkår,« siger han til Journalisten.
Henrik Friis Vilmar opfordrer også medarbejderne til at genoptage arbejdet. Han tilføjer, at han ikke selv var til stede, da beslutningen blev truffet på et fagligt møde.
»De smed mig ud af mødet. Jeg har selvfølgelig opfordret dem til at gå i arbejde, men de er meget vrede.«
Savner anerkendelse
Henrik Vilmar mener, tonen i brevet – der af mange opfattes som truende – har gjort tingene værre.
»Der er ingen tvivl om, at tonen har haft en betydning. Det er skrapt at få at vide. Men det er ikke det, der gør folk mest vrede. De er først og fremmest vrede over, at ledelsen ikke anerkender, at de knokler en vis legemsdel ud af bukserne. De føler simpelthen ikke, at DR anerkender den enorme fleksibilitet, de lægger i deres arbejde,« siger han.
Henrik Friis Vilmar forventer, at medarbejderne vil overholde det tidsvarsel, de har givet ledelsen, og være tilbage på arbejde klokken 9 lørdag morgen.
Ledelsen vil ikke svare ja eller nej
Journalisten afventer en kommentar fra ledelsen.
Men til Journalisten har Nikolas Lyhne-Knudsen, direktør for økonomi, teknologi og medieproduktion i DR, tidligere forklaret, at DR håber at nedbringe antallet af fyringer ved at afskaffe frokostpausen.
"Det er forventningen, at der med den lange indfasning frem til juni 2017 vil kunne ske en gradvis tilpasning af organisationen, så antallet af afskedigelser kan reduceres som meget som muligt," skrev Nikolas Lyhne-Knudsen i et mail-svar til Journalisten onsdag.
Journalisten spurgte opfølgende om et "ja" eller "nej" til spørgsmålet, om denne model vil føre til fyringer. Det opfølgende spørgsmål har kommunikationschef Louise Brincker på vegne af ledelsen afvist at svare på.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.