DJ og Google åbner for muligt samarbejde

Det svenske journalistforbund og Google har stiftet et stipendium for innovativ journalistik. Både Google og DJ er åbne for lignende samarbejde i Danmark: »De lever af indhold, derfor skal de være med til at betale,« siger DJ-formand

Medlemmer af det svenske journalistforbund kan snart søge et nystiftet stipendium på 10.000 euro. Stipendiet, som skal gives til en person, der kan “virkeliggøre nyskabende idéer”, er finansieret af Google. Det skriver journalisten.se.

Google åbner nu for muligheden for et lignende samarbejde med DJ.

»Vi vil gerne støtte op om kvalitetsjournalistik og har også været involveret i flere projekter i Danmark. Så selvfølgelig er vi altid interesserede i at tale med Journalistforbundet om lignende projekter,« siger Google Danmarks danske informationschef Christine Sørensen.

Og interessen er gensidig, lyder det fra Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård.

»Det er vigtigt at få en dialog med Google. Jeg er interesseret i, hvad de har gjort i Sverige. Jeg har talt med min svenske kollega, men jeg vil meget gerne vide mere om deres samarbejde.«

»Jeg synes, det er helt afgørende, at de store udbydere, søgemaskiner, sociale medier og telekommunikationsselskaber også er med til at bidrage til indholdsproduktion. De lever af indhold, derfor skal de være med til at betale, så jeg kan kun hilse velkommen, at de er interesseret i dialog. Det er vi bestemt også.”

Fokus på muligheder
Formanden for det svenske journalistforbund Jonas Nordling har afvist over for journalisten.se, at Google får nogen som helst indflydelse på stipendiet eller på forbundets øvrige arbejde:

“Vi står og falder ikke med et samarbejde med Google. De kan ikke stille nogen krav til stipendiet eller juryens arbejde. Det her handler ene og alene om, at Google anvender en lille del af sit overskud og geninvesterer det i den journalistik, som de tjener penge på,« sagde han til journalisten.se.

Jeg spørger Mogens Blicher Bjerregaard, om han på sin side har nogen betænkeligheder ved et eventuelt samarbejde.

»Jamen, lige nu handler det om, at de inviterer til dialog. Jeg har ingen betænkeligheder ved at tage imod en invitation om dialog. Mit fokus er rettet mod muligheder.«

0 Kommentarer