
Over 600 filmfolk underskrev protestbrevet i august. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Der skal indføres et kædeansvar på medieområdet, som man kender det fra byggebranchen, så medarbejdere på produktionsselskaber kan få bedre arbejdsvilkår.
Det foreslår Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen, i et debatindlæg hos Altinget.
”For at modtage offentlig støtte skal man garantere overenskomstmæssige vilkår for medarbejderne. Udgangspunktet må være, at når det offentlige sender demokratistøtte efter medieindhold, så skal de ansatte have ordentlige vilkår,” skriver hun.
I andre brancher betyder kædeansvar som regel, at det ikke kun er hovedentreprenøren, der skal leve op til for eksempel at have en overenskomst, men at det også skal gælde længere nede i fødekæden.
Skrev protestbrev i august
Forslaget kommer op til de kommende medieforhandlinger, hvor forbundet håber at få arbejdet kædeansvaret ind for at ”gøre noget ved det urimelige arbejdsmiljø i branchen”.
Flere hundrede filmfolk og medarbejdere i produktionsbranchen underskrev i august et protestbrev til landets producenter.
Protestbrevet indledtes med, at dansk filmproduktion ikke har lidt under coronavirus, men tværtimod har været i vækst, og at der de seneste år har været et væld af produktioner i gang til nye platforme, der er opstået med streamingtjenester og netudgivelser.
”Desværre har vi også oplevet, at denne positive fremgang har ført til et øget pres på budgetter og produktioner for at levere varen. Her vil vi godt gøre opmærksom på, at man ikke får et bedre produkt af at underbudgettere eller planlægge sin produktion dårligt. Tværtimod bliver det dyrere i sidste ende, når der skal betales overtid og hyres folk ind i weekender og aftener for at få tingene til at gå op.”
Hos Dansk Journalistforbund har man cirka 1.650 medlemmer i Film & tv-gruppen, hvoraf cirka 500 i gruppen er ansat på en overenskomst eller på fast kontrakt. Resten er tit ansat på korte kontrakter, selvstændige eller freelancere.
Hjælp til lokale medier
I indlægget i Altinget efterlyser formand Tine Johansen også akut hjælp til de lokale medier, der kæmper mod techgiganternes indtog på annoncemarkedet.
”Derfor vil det være helt oplagt at tænke ind i den nye medieaftale, hvordan vi kan få techvirksomhederne til at bidrage til dansk medieproduktion. Vi foreslår en streamingafgift og en afgift på digital annonceomsætning, som kan være med til at finansiere de medier, som er så vigtige for demokratiet og sammenhængskraften,” skriver hun.
Derudover ønsker Dansk Journalistforbund også, at man i en kommende medieaftale tager initiativ til et innovationscenter for medier, der kan ”understøtte nytænkning og udvikling”.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.