De interne bureauer for henholdsvis sport, rejser, fotografer og dummyproduktion i Danmarks største avishus fik i dag hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbunds blå stempel.
Fra 1. juni er en række medarbejdere i Det Berlingske Officin ikke længere ansat på Urban, B.T. eller Berlingske Tidende. De bliver overflyttet til fire nye interne bureauer – også kaldet vertikaler – for henholdsvis sport, rejser, foto og dummy-produktion, som kan levere til alle platforme i hele koncernen.
Det siger en aftale, som er indgået mellem offcinets ledelse og medarbejderforeningerne på de enkelte aviser. Dog under forudsætning af, at den bliver godkendt af organisationerne, herunder Dansk Journalistforbund.
I dag nikkede Dansk Journalistforbund så ja til aftalen, men uden den store begejstring.
»Når de nu har besluttet at indrette deres virksomhed på den måde, så går vi aftalevejen. Det er det bedste, man kan gøre,« sagde næstformand i Dansk Journalistforbund, Fred Jacobsen.
Formanden for DJ Fotograferne, Peter Thornvig, var stærkt kritisk over for situationen på Det Berlingske Officin generelt.
»Vi har tidligere solgt os for billigt med videreudnyttelsesaftalen, og nu får arbejdsgiverne endnu bedre muligheder for at flytte stoffet rundt. Så burde det udløse højere betaling igen. Jeg er nok mest sur over, at vi solgte os så billigt dengang,« sagde han på dagens hovedbestyrelsesmøde.
Medarbejderne på Det Berlingske Officin har protesteret kraftigt over de mange sparerunder og strukturændringer , men har altså samtidig valgt at gå aftalevejen.
Aftalen giver alle, der ikke ønsker ansættelse på et af de nye bureauer, ret til en frivillig aftrædelsesordning med fuldt opsigelsesvarsel, fritstilling og tre måneders løn.
»De, som vil med over i et bureau, får en prøveperiode på tre måneder. Ved udgangen af de tre måneder kan enhver, som ikke ønsker at fortsætte på bureauet, få en fratrædelsesordning,« skriver medarbejderforeningerne i et brev til hovedbestyrelsen i DJ.
De medarbejdere, som vælger at blive på de kommende bureauer, får ved årsskiftet en bonus på 5.000-5.500 kroner.
Og der kan blive brug for initiativer til at fastholde medarbejderne, der tilsyneladende står i kø for at komme væk. Læs: Berlingske afslører 17 fratrædelser i dag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.