DJ støtter ikke nødvendigvis ACTA, lyder det nu fra næstformand Lars Werge. Han beklager, at han i går meldte ud, at DJ støtter ACTA. Det var hans personlige holdning, og han ser frem til intern debat i DJ, lyder det nu. (Opdateret)
ACTA er alligevel ikke OK. Dansk Journalistforbund (DJ) støtter i hvert fald ikke ACTA så ubetinget, som Journalisten.dk skrev i går på baggrund af et interview med næstformand Lars Werge.
Han har netop publiceret et notat på forbundets hjemmeside, hvor han beklager. Werge understreger, at udtalelserne ikke var udtryk for DJ's officielle holdning:
"Udmeldingen i artiklen på journalisten.dk kan alene jeg tages til indtægt for. Der er ikke tale om en fælles DJ-holdning. Diskussionen for og imod ACTA, og en eventuel forbundsholdning til komplekset, har jeg stor respekt for, og jeg ser frem til, at vi tager den internt i DJ," skriver Lars Werge.
Udmeldingen kommer, efter at hans oprindelige udtalelse om, at ACTA er en »god ide«, har mødt heftig kritik på journalisten.dk.
"Artiklen har vakt postyr både i debatfeltet på journalisten.dk, og internt i DJ. Her har der været kritik af, at næstformanden melder en holdning ud, som var den forbundets – på et tidspunkt, hvor forbundets relevante organer ikke har diskuteret og analyseret 'fænomenet ACTA'," skriver han og fortsætter:
"Det skal jeg beklage. Når jeg mandag valgte at udtale mig, var det på baggrund af opfattelsen af, at ACTA regulerer for ophavsret; det er en klar mærkesag for DJ, og som sådan på linje med tidligere udmeldinger fra forbundets politikere. Men jeg skal gerne medgive, at ACTA rummer mange flere spørgsmål og meget mere tvivl, end mine meldinger gav udtryk for," skriver Lars Werge.
I debatten om DJ's støtte til ACTA har der det seneste døgn været utilfredshed med, at DJ ikke har diskutteret emnet, inden man meldte sin støtte til ACTA ud. Eksternt medlem af Medie- og kommunikationspolitisk udvalg Ernst Poulsen skriver at han har forsøgt at rejse debatten "uden held".
"Derfor spurgte jeg DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregaard om det ikke var en ide, at få ACTA til drøftelse på udvalgets møde i sidste uge (Den 1. februar)( …) På mødet fik jeg imidlertid at vide, at der ikke havde været tid til at forberede et oplæg, og derfor gav det ikke mening at drøfte emnet.
I mellemtiden (3 arbejdsdage senere) har DJ så modtaget et færdigt oplæg fra Rettighedsalliancen (som udvalgets medlemmer netop har fået en kopi af). Det overraskende er så, at det papir straks udgør DJs holdning. Ingen tid til debat – blot en hurtig udmelding," skriver Ernst Poulsen.
Formand for Medie- og kommunikationspolitisk udvalg, hovedbestyrelsesmedlem Villy Dall, påtalte den hurtige udmelding for ledelsen.
"På DJ's hjemmeside kan jeg se, at kl. 11.01 havde forbundet besluttet sig for at mene noget. Nemlig støtte til ACTA. Det undrer mig da såre, og det har jeg påtalt over for formandskabet og mine HB-kolleger i udvalget."
It-journalist Henrik Føhns fra radioprogrammet Harddisken på P1 kritiserer DJ's tidlige udmelding:
"Det ville have været klædeligt, hvis DJ havde ventet til EU-parlamentet havde ratificeret aftalen. Aftalen er tvetydig og processen har været skjult for offentligheden. Hvordan kan vi som journalister gå ind for en totalt lukket lovgivningsproces?," skriver Henrik Føhns
Berlingskes USA-korrespondent Poul Høi trækker tråde fra ACTA-støtten til den omstridte mediemogul Rupert Murdoch:
"Tænkte jeg det ikke nok. Hvis man bare lever længe nok, kan man opleve Dansk Journalistforbund og Rupert Murdoch side om side. Hvis fjenden er fremskridt, vil konservative kræfter per naturlov finde sammen," skriver han.
Opdateret med citater fra debattråden 12.40.
4