Politiet og efterretningstjenesterne er gået så langt i krigen mod terror, at journalister risikerer at blive udsat for uretmæssig overvågning. Derfor sætter næstformand i Dansk Journalistforbund (DJ) Lars Werge nu beskyttelse mod overvågning på dagsordenen, så for eksempel myndigheder ikke får adgang til journalisters kilder.
»Vi trænger til at blive lært op i de her ting, så vi fortsat kan udstede kildebeskyttelse med fuld garanti,« forklarer han.
Udmeldingen kommer, efter at forsvarsminister Nicolai Wammen mandag forsikrede, at overvågningen af potentielle syrienkrigere ikke kommer til at berøre »familier og journalister«.
Den garanti blev skudt ned af vært på Radio24syvs radioprogram ’Aflyttet’ Anders Kjærulff, der sagde, at overvågning i sin natur omfatter alle de personer, de overvågede kommunikerer med – for eksempel journalister.
Journalister fra Jyllands-Posten har tidligere fortalt Journalisten, at de var sikre på, at de blev overvåget af PET eller CIA, da de lavede historierne om eks-agenten Morten Storm.
Et skridt i den forkerte retning
Lars Werge finder forslaget fra Nicolai Wammen problematisk:
»Man tager endnu et skridt, der går på akkord med de grundlovssikrede rettigheder. Anders Kjærulff fra ’Aflyttet’ har ret i, at journalister ikke kan undgå at blive omfattet,« siger Lars Werge.
Lars Werge erkender, at han – ligesom de fleste andre journalister – hidtil har tænkt, at det nok ikke var så vigtigt at beskytte sig mod overvågning.
»For mit eget vedkommende har jeg ikke været opmærksom på problemet. Det er lidt af en tilståelsessag,« forklarer han.
Mere efteruddannelse og kurser
Men det ændrede sig sidste år, hvor Dansk Journalistforbund var med til at arrangere en høring på IT-Universitetet om NSA's overvågning med deltagelse af blandt andet Ewen MacAskill fra den britiske avis The Guardian, der har arbejdet sammen med whistlebloweren Edward Snowden.
Lars Werge mener, at DJ bør spille en rolle, så medlemmerne bliver bedre beskyttet digitalt. En af vejene er mere uddannelse, efteruddannelse og fagsessions om for eksempel kryptering.
»Vi skal diskutere det i forbundets medie- og kommunikationspolitiske udvalg hurtigst muligt, og vi skal tale med arbejdsgiverne om det,« siger Lars Werge.
Overvågning beskytter også journalister
På den anden side er overvågning ikke kun af det onde, siger han.
»Vi er en faggruppe, der har været under pres på grund af terrortruslen. Det gælder alle journalister – og i særdeleshed journalisterne i JP-Politikens Hus. Så i det lys er jeg glad for, at der bliver gjort meget for at forhindre terror. Det er mere som medborger, at jeg synes, tendensen er problematisk,« siger han.
Dilemmaet mellem at forhindre mod terror og beskytte sig mod overvågning kan for eksempel ses på Lars Werges gamle arbejdsplads Ekstra Bladet, forklarer han.
»Der er i dag så mange overvågningskameraer i huset, at for eksempel krim-journalister er holdt op med at invitere nogle af de måske mere betændte kilder op på redaktionen, fordi de risikerer at blive genkendt på overvågningsbillederne,« siger han.
Læs Journalistens øvrige artikler om overvågning her.
»Mobiltelefoner er det mest usikre værktøj, vi har haft længe«
Elmose: Her er den største overvågningstrussel mod journalister
Sådan øger du din sikkerhed på nettet
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er positivt nyt fra Lars Werges side. Ikke i forhold til sidste år men i forhold til for et par uger siden, da O-gruppen afholdt generalforsamling og jeg direkte spurgte Lars om hans holdninger til regeringens 12. punkts terrorpakke. Dengang udtrykte Lars sympati for indholdet der blandt andet "beskyttede journalister".
...Men glædeligt at du nu har en anden holdning til regeringens forslag.