Trods god økonomi må Journalistforbundet fatte kniven. Det kan blandt andet gå ud over Fagfestivalen, hvor pengene skal hentes tilbage gennem højere priser og sponsorater.
Netop som DJ's hovedbestyrelse havde fået fremlagt et 2008-regnskab med store, sorte tal, blev de bedt om at forholde sig til en række besparelser på budgettet for 2009.
Bundlinjen på budgettet ser ellers fin ud med et plus på godt 350.000 kroner. Men problemet er, at driften isoleret set giver et underskud på 2 millioner kroner, og det er imod forbundets principper om, at butikken skal løbe rundt på driftssiden.
Derfor kunne formand Mogens Blicher Bjerregaard i dag fremlægge en række forslag til besparelser på DJ's driftsbudget for hovedbestyrelsen.
Et af punkterne på listen er DJ's Fagfestival. Her foreslår forretningsudvalget, at der de kommende to år spares 200.000 kroner. Da Fagfestivalen holdes hvert andet år, betyder det, at Fagfestival 2010 vil få 400.000 kroner mindre i tilskud.
"Det gør ondt at skulle sætte Fagfestivalen på listen. Og hvorfor gør vi det egentlig, når vi lige har haft en succesfuld Fagfestival? Meningen er ikke, at den skal være ringere. Men at vi skal hive pengene hjem gennem højere brugerbetalinger eller flere sponsorater. Og det er måske netop muligt, fordi Fagfestivalen har været en succes", sagde Mogens Blicher Bjerregaard.
Fagfestivalen var også det punkt på sparelisten, der skabte mest debat. Flere HB-medlemmer indvendte, at prisen for medlemmer allerede er på grænsen, ikke mindst hvad angår studerende.
Blandt de øvrige besparelser er et større beløb, der spares, fordi freelancemagasinet Agent nedlægges. En del af pengene skæres fra poster, hvor der i 2007 blev brugt væsentligt mindre end budgetteret. For eksempel puljen til faglige aktiviteter, der skæres ned fra 1 million kroner til 500.000 kroner.
Hovedbestyrelsen besluttede at holde fast i målsætningen om, at driften ikke skal give underskud, og forretningsudvalget fik opbakning til at indarbejde de forslåede besparelser i budgettet.
Over for Journalisten.dk forklarer direktør Linda Garlov, at det forventede underskud skyldes en lang række faktorer, herunder to ekstra halvtidsstillinger, kontingentet for det nye medlemsskab af Akademikernes Centralorganisation samt en større bevilling til visuel udbygning af Journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.