DJ: Ledigheden bliver på kriseniveau i 2011

Den høje ledighed kommer stort set ikke til at ændre sig i 2011, vurderer udviklingschef i DJ Per Nielsen. Men det tegner lysere for de nyuddannede og kommunikationsbranchen.

Den høje ledighed kommer stort set ikke til at ændre sig i 2011, vurderer udviklingschef i DJ Per Nielsen. Men det tegner lysere for de nyuddannede og kommunikationsbranchen.

I slutningen af 2010 holdt ledigheden op med at stige efter flere kriseår med flere og flere medlemmer af Dansk Journalistforbund uden arbejde. Det betyder, at niveauet nu ligger nogenlunde stabilt på kriseniveauet – lidt under fem procent ledige i DJ.

DJ vurderer, at ledigheden bliver på det relativt høje niveau i 2011, måske med et lille fald.

»Mit bud er, at vi ikke ser et kæmpe fald i ledigheden. Jeg tror, den holder sig på det niveau, den er på nu – med en svagt faldende tendens,« vurderer udviklingschef i DJ Per Nielsen.

Han baserer det blandt andet på, at der i 2011 ikke tegner til at være store overraskelser.

»Jeg fornemmer ikke, at der ligger nogen kæmpestore, tidsindstillede bomber i 2011. Der er ingen aviser, der går nedenom og hjem, og DR står ikke foran store nedskæringer. Vores traditionelle medier, dagbladene og de to store tv-stationer, skal nok holde beskæftigelsen på samme niveau som i 2010.«

Selv om ledigheden ikke kommer til at falde markant i 2011, så vurderer Per Nielsen, at der er bedre tider på vej.

»Vi ved ikke, hvordan den globale økonomi lander, men en forsigtig vurdering er, at det begynder at gå lige så stille fremad. Det vil man også kunne se i mediebranchen, hvor vi jo er meget konjunkturfølsomme – for eksempel i forhold til annoncesalg.«

Han holder især øje med arbejdsløsheden blandt de nyuddannede.

»Det har altid været en god indikator for mig at se på de nyudannede. 21 procent af dem, der blev færdiguddannede i 2010, var ledige i november. Det er skrækkeligt mange, men det er noget bedre end november 2009, hvor vi var helt oppe på 28 procent. Når de nyuddannede kommer i arbejde, så vover man lidt igen på vores arbejdsmarked,« siger han.

Per Nielsen fremhæver også kommunikationsbranchen.

»Vi ser nogle positive tegn på kommunikationsområdet, her holder niveauet også. Bunden er altså ikke gået ud af kommunikationsarbejdsmarkedet.«

Hvad mener du om, at vi rammer status quo i 2011?

»Man kan godt rent statistisk glæde sig over, at vi holder skindet på næsen, men for hver enkelt, der er ledig, er det jo dybt ulykkeligt. Det er omkring 800 mennesker, vi har i DJ, der er berørte af ledighed. Vi tager det seriøst, og vi tager det ekstra seriøst i forhold til de nyuddannede. Det kan være rigtig farligt på længere sigt at være et par år om at bide sig fast i arbejdsmarkedet – de kan godt komme efter det, men det giver et efterslæb fremover.«

Per Nielsen nævner i øvrigt, at der bag den stagnerende ledighed gemmer sig, at flere DJ-medlemmer faktisk er kommet i arbejde i løbet af det seneste år.

»Selv om der er cirka 40 flere ledige nu end på samme tid sidste år i hele DJ, så er vores arbejdsmarked på den samme tid vokset med cirka 200 mennesker. Så trods den lidt højere ledighed, så er der flere mennesker i arbejde på DJ's område,« forklarer han.

Per Nielsen mener, at arbejdssituationen på længere sigt er gunstig for DJ-medlemmer.

»Selv om konjunkturerne går op og ned, så er vi i en branche, hvor den langsigtede tendens er, at behovet er voksende, først og fremmest for kommunikation.«

0 Kommentarer