I 2005 forlod jeg DJ’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg, fordi det efterhånden var gået op for mig, at der ikke var et fornuftigt forhold mellem mit tidsforbrug og den betydning, arbejdet havde for mine kolleger på bladet.

Og det er mit indtryk, at afstanden mellem DJ’s politiske top og arbejdspladserne kun er øget siden da. Hvilket bekymrer mig. Jeg er bange for, at DJ dårligt vil tåle den medlemsvækst, vi er på vej ud i nu, hvis ikke vi først får genetableret forbindelsen mellem ledelsen og virkeligheden.

De vigtigste ting afgøres i dag uden for den politiske ledelse, som delegeretmødet til april vil vælge. Overenskomsterne forhandles af lokale tillidsfolk og faglige konsulenter, og HB’s eneste rolle er at godkende forhandlingsresultatet. Selve det journalistiske fag bliver dyrket uden for DJ, for eksempel af Foreningen for Undersøgende Journalistik.

For nylig vedtog HB en ny freelancestrategi. Det fremgik, at man ihærdigt havde diskuteret en bestemt sætning i et vedtaget dokument. Den nye strategi ligner dog den gamle, og grunden til, at man overhovedet skulle have en ny strategi, var, at den gamle ikke var blevet fulgt.

Som for at dække over betydningsløsheden af hovedbestyrelsen bruger man mange timer på møder, og gerne i arbejdstiden. Det gør det ganske vist svært for folk, som gerne vil passe et arbejde ved siden af fagpolitik. Til gengæld er det attraktivt for freelancere, som får udbetalt ”tabt arbejdsfortjeneste” uden at skulle dokumentere, at de faktisk har lidt et tab. Det er ikke så underligt, at de fleste i HB i dag er freelancere. Kun fire ud af 15 HB-medlemmer har deres daglige gang på en mediearbejdsplads.

Samtidig har DJ mistet evnen til at skifte formandskab gennem politiske diskussioner. Enten skifter man slet ikke – formanden har siddet i 14 år og genopstiller – eller også begår man kup: For to år siden blev næstformanden fjernet over en flok fadøl på et værtshus af en gruppe HB-medlemmer. Journalisten afdækkede forløbet, der minder mere om intriger ved et kejserhof end om fagpolitik.

Ledelsens isolation fra virkeligheden svækker forbundet. DJ’s eneste reaktion på faldende realløn og mindsket fradragsret har været at holde kontingentet konstant de seneste år.
Et andet eksempel er, at DJ har tabt fokus på sin kerneopgave: At indgå overenskomster. Kommunikationsområdet er således fortsat en stor hvid plet på overenskomsternes landkort.
Man forklarer, at flere og flere medlemmer er freelancere eller kontraktansatte. Men man glemmer, at individuelle kontrakter præges af det niveau, overenskomsterne lægger.

Hvis DJ vil spille en rolle for journalistikkens udvikling, skal man nok oprette et forum, hvor man kan diskutere journalistik. Ikke nødvendigvis en specialgruppe; mindre kan gøre det.
Jeg tror til gengæld, DJ bør udskille overenskomstopgaven i en særlig gruppe; måske kan DJØF’s Overenskomstforening inspirere.

Og så bør HB være mindre. Måske er der opgaver, som kunne lægges ud til kredse og specialgrupper. Måske kunne vi erstatte den lønnede næstformand med to ulønnede næstformænd, der passer et arbejde ved siden af posten.

Kritikere vil indvende, at så tager forbundets ansatte bare magten. Mit svar vil være, at de har den allerede.

– Uffe gardel, tillidsmand og journalist på Berlingske

foto – Tobias Selnæs Markussen