Et stort flertal i rundspørge blandt DJ-medlemmer mener, at mediernes negative omtale af spindoktorer skader kommunikatørers troværdighed. Drop generaliseringerne, mener formand Mogens Blicher Bjerregård.
De cirka 15 særlige rådgivere i statsadministrationen får urimeligt meget negativ opmærksomhed fra medierne. Det mener Dansk Journalistforbund (DJ) på baggrund af en ny rundspørge blandt 478 journalister og kommunikatører.
De særlige rådgivere går ofte under betegnelsen 'spindoktorer'.
DJ's rundspørge viser, at 65 procent af de adspurgte mener, at mediernes fokus på spindoktorer har skadet danske kommunikatørers faglige troværdighed.
Kun 6 procent af de adspurgte er 'helt uenige' i, at 'Mediernes fokus på spindoktorer generelt har skadet danske kommunikatørers faglige troværdighed'.
Der er også en lille forskel i svarene fra journalister og kommunikatører. 24 procent af journalisterne er 'helt enige' i udsagnet, imens 21 procent af kommunikatørerne er 'helt enige'. Til gengæld er 44 procent af kommunikatørerne og 40 procent af journalisterne 'overvejende enige'.
DJ mener, at mediernes dækning af spindoktorer, og den negative afsmitning på hele kommunikationsfaget, er et problem.
»Vi skal passe på, at den megen negative dækning af nogle ganske få centrale rådgiveres arbejde, ikke bliver til et problem for en hel branche, der tæller tusindvis af professionelle kommunikatører,« siger forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård i en pressemeddelelse.
Han advarer om, at det kritiske fokus på spindoktorer kan ramme den vækst, der er i kommunikationsbranchen lige nu.
»Medierne skal naturligvis dække det, hvis der foregår ulovligheder og andre problematiske forhold, der vedrører de særlige rådgivere. Men de er altså så få, at medierne skal passe på med unødige generaliseringer og indbyggede fordomme, for det ødelægger omdømmet for en hel branche. Det vil være til stor skade for den potentielle vækst, der er i kommunikationsbranchen, og som også mange uddannede journalister nyder glæde af,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
DJ oplyser, at forbundet har det »som mål at skabe større forståelse mellem kommunikatører og journalister, der ofte deler faglighed og kompetencer«.
12