DJ: Kongehuset bør søge anerkendelse som praktiksted

Som beskrevet i går har hendes Majestæt Margrethe II luret fidusen med at få gratis arbejdskraft gennem praktikansættelser - blandt andet søger kongehusets kommunikationsafdeling en praktikant. DJ opfordrer nu kongehuset til at blive anerkendt som praktiksted.

Som beskrevet i går har hendes Majestæt Margrethe II luret fidusen med at få gratis arbejdskraft gennem praktikansættelser – blandt andet søger kongehusets kommunikationsafdeling en praktikant. DJ opfordrer nu kongehuset til at blive anerkendt som praktiksted.

Ifølge Avisen.dk er kongehuset dog af en anden opfattelse. Ifølge dets personalechef er ansættelsen af ulønnede praktikanter at betragte som et led i "kongehusets sociale ansvar".

"Sidste år talte vi om, hvordan vi kunne gå ind i 'social responsibility', som man taler så meget om. Det ville vi gerne, og vi ville også gerne styrke relationerne til de unge," siger kongehusets personalechef, Søren Kruse, til Avisen.dk.

Meldingen kommer efter de seneste dages diskussion om kongehusets brug af gratis arbejdskraft. I sidste måned søgte Hofmarskallatet således to ulønnede praktikanter – hvoraf den ene stilling er i kongehusets kommunikationsafdeling.

Ifølge jobskrivelsen består stillingen i opgaver inden for kommunikation og presse – herunder:

• Deltagelse i aktiviteter vedr. håndtering af henvendelser fra pressen og offentligheden
• Udarbejdelse af pressemeddelelser og anden skriftlig kommunikation
• Opdatering af hjemmeside
• Deltagelse i møder og planlægning
• Øvrige forefaldende opgaver

Tilsammen en række opgaver, som ifølge Kongehuset ikke tåler sammenligning med en almindelig praktikantstilling

Ifølge Dansk journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, er der dog ingen tvivl: Jobbet er fuldt sammenligneligt med et almindeligt journalistjob.

"Jeg vil da opfordre kongehuset til at ansøge om at blive anerkendt som praktiksted. Når jeg læser stillingsopslaget, ligner det en helt regulær seks måneders praktikstilling," siger Mogens Blicher Bjerregård til Avisen.dk.

0 Kommentarer