Det er ikke hver dag, at medlemmer bliver ekskluderet fra forbundet. Sidste gang det skete, var i 1993, men det kan meget vel ske i denne uge igen.
Det drejer sig om den 65-årige tidligere kasserer, der for cirka to uger siden blev dømt for at stjæle 470.000 kroner fra DJ Kommunikation.
»Bestyrelsen i DJ Kommunikation har bedt forbundet om at ekskludere hende. Grænsen er nået, når man tager medlemmernes penge,« siger formand for DJ Kommunikation og medlem af hovedbestyrelsens forretningsudvalg (FU) Per Roholt.
Formand for DJ Mogens Blicher Bjerregård ønsker ikke at udtale sig om sagen, før den har været i FU, men Per Roholt og DJ Kommunikation får som udgangspunkt støtte til ønsket om ekskludering af FU-medlem og formand for pressefotograferne Lars Lindskov.
»Umiddelbart som jeg kender sagen, så er det en eksklusionsgrund. Det er bestemt at handle imod medlemmernes interesse at tage deres penge,« siger Lars Lindskov.
Da et medlem sidste gang blev ekskluderet i 1993, gik bølgerne meget højt, og det endte med en højesteretssag. Pressefotografforbundet kørte en leveringsblokade mod Se og Hør, hvor medlemmerne ikke måtte arbejde for dem på grund af en uenighed om listepriser. Et medlem, Bent Tilsted, hævede både den blokadestøtte, som DJ udbetalte til fotograferne, og fortsatte som freelancer for DJ.
Det forklarer daværende formand for Pressefotografforbundet Hans Otto i en kommentar til et portræt af Bent Tilsted, som Journalisten skrev af ham.
Efter at DJ havde ekskluderet ham, sagsøgte han DJ, fordi han – forsimplet fremstillet – mente, at en ekskludering af Pressefotografforbundet havde så stor betydning for hans erhvervsvirksomhed, at han ikke kunne ekskluderes. Den sag tabte han både ved Lands- og Højesteret.
FU skal diskutere sagen, når de holder deres næste møde i forlængelse af fagligt forum på torsdag.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I et retssamfund er det domstolene, der dømmer, og hverken Roholt, Lindskov eller DJ. Jeg anser det som en slags borgerret at være med i et fagligt fællesskab som DJ, og det at være lidt langfingret bør vel ikke være nok til, at man mister sine rettigheder.