Kommunernes Landsforening bør arbejde for at sikre mere åbenhed i kommunerne. Det siger formand for DJ, Mogens Blicher Bjerregård, efter at Journalisten har afsløret, at hver tredje kommune ikke svarer på simple spørgsmål inden for tidsfristen.
"Jeg mener, at kommunerne selv bør gå forrest for at sikre, at der er den størst mulige åbenhed i det kommunale selvstyre. At loven fungerer tidssvarende i kommunerne er afgørende for, at nærdemokratiet virker," siger Mogens Blicher Bjerregård på Journalistforbundets hjemmeside.
Han opfordrer derfor Kommunernes Landsforening (KL) til at bruge sin repræsentant i offentlighedskommissionen til at arbejde for at sikre mere åbenhed i kommunerne.
"Offentlighedsloven skal også overholdes af kommunerne. Offentligheden skal kunne få at vide, hvad der foregår i det offentlige og få informationer fra kommunen uden, at journalister eller andre skal vente i månedsvis," siger Blicher Bjerregård.
Læs også fagbladet Journalistens kortlægning af den manglende åbenhed i landets 98 kommuner, hvor hver tredje kommuner blæser på lovens bogstav om offentlighed og åbenhed.
Samt chefredaktør Jakob Elkjærs kommentar: Løgnen om den danske åbenhed
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.