DJ-kasserer slap billigt

Den tidligere kasserer i DJ Kommunikation blev kun dømt for at stjæle 470.000 fra kassen, selv om DJ selv optalte det samlede beløb, hun havde taget, til 600.000. Politiet siger, at anmeldelsen på de resterende penge kom for sent og manglede dokumentation. Det åbner op for en ny retssag

Den 65-årige tidligere kasserer, der i mandags blev dømt for at stjæle 470.000 kroner fra DJ Kommunikation, slap tilsyneladende billigt i første omgang. Ifølge Dansk Journalistforbunds egen optælling af tyveriet har hun taget 600.000 kroner fra kassen – altså 130.000 mere, end hun blev dømt for.

Den manglende sigtelse for de resterende penge skyldes ifølge politiet, at anmeldelsen kom sent, og at den manglede dokumentation.

Som sagen står nu, betyder det, at DJ kun kan kræve at få 470.000 kroner tilbage, og dermed kan medlemmerne altså ikke få glæde af de 130.000 kroner, som ifølge DJ også er blevet taget fra kassen.

Hele sagen startede i foråret sidste år, da DJ Kommunikation og forbundet bliver opmærksom på, at noget er galt. Da man får adgang til kontoen, redegør man først for omfanget af svindleriet i 2011 og 2012, hvor den dømte kasserer brugte 470.000 kroner på et privat »overforbrug«, som hun selv har beskrevet det til et retsmøde. DJ sender en anmeldelse i marts om de 470.000 kroner og vedlægger kontoudtogene, der dokumenterer underslæbet.

Et halvt år efter den første anmeldelse har DJ så gennemgået de foregående år fra 2007 til 2010, og sender i november 2013 en anmeldelse på underslæb for de resterende 130.000 kroner. Men på det tidspunkt er kassereren allerede sigtet for de 470.000 kroner, og de resterende 130.000 kroner bliver ikke en del af den netop overståede retssag.

»Der var allerede rejst tiltale for de 470.000 kroner på det tidspunkt, men hvis man havde fået dokumentationen, kunne man have lavet en tillægsretsmødebegæring,« siger anklager Rikke Lundby, der henviser til, at der med DJ’s anmeldelse for de resterende 130.000 kroner ikke var vedlagt de egentlige kontoudtog, som beviste underslæbet. Der var kun en oversigt over de posteringer, som DJ mente var kriminelle.

Direktør i DJ Linda Garlov siger, at DJ  undrer sig over, at politiet ikke ringede og spurgte efter kontoudtogene, hvis de manglede dem.

Det skyldes ifølge Rikke Lundby, at man ville afslutte sagen om de 470.000 kroner først:

»Der er blevet truffet en beslutning om, at nu ville vi få afgjort denne sag, og så måtte vi se, hvad der videre skulle ske. Der er stadig en mulighed for, at der kan oprettes en ny anmeldelse, og der kan være en ny straffesag eller en ny civilsag,« siger Rikke Lundby.

Ifølge dommen, som faldt i mandags, har den dømte 65-årige kvinde 14 dage til at betale de 470.000 kroner. Hvis ikke det sker, kan DJ gå i fogedretten og kræve dem udbetalt.

0 Kommentarer