DJ: Kartel-anklager påvirker ikke forhandlinger

Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse er blevet orienteret om anklagerne fra arbejdsgiverne om mulig karteldannelse blandt freelancere i forbundet. Næstformand understreger, at sagen ikke påvirker de snarlige overenskomstforhandlinger

I sidste uge kunne Journalisten fortælle, at Danske Mediers Arbejdsgiverforening anklager Dansk Journalistforbunds freelancere for mulig karteldannelse. Ifølge arbejdsgiverne kan det være i strid med konkurrenceloven, at freelancere – som er selvstændige erhvervsdrivende – aftaler vejledende priser via DJ. DJ afviser anklagerne, men de tages alvorligt, og derfor drøftede hovedbestyrelsen også anklagerne som et af punkterne på et hovedbestyrelsesmøde. Mødet var lukket og foregik under Fagfestival søndag.

»Vi stak hovederne sammen til Fagfestival, men det er nu meget normalt, når vi alligevel alle var til stede. Det var en kort sammenstimling af orienterende karakter. Det, vi orienterede hovedbestyrelsen om, er også det, vi siger offentligt – nemlig at vi ved, vi ikke er i strid med nogen lovgivning her. Så det var et møde til beroligelse og almindelig orientering,« forklarer næstformand Tine Johansen.

Påvirker ikke kommende forhandlinger
Overenskomsten mellem Dansk Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgiverforening løber frem til den 28/2 2017 og skal derfor snart genforhandles. 
Der er snart overenskomstforhandlinger med Danske Mediers Arbejdsgiverforening – kommer sagen til at påvirke dem?
»Fra vores side kommer det ikke til at påvirke noget. Overhovedet ikke. Vi vil gerne tale om freelanceforhold med arbejdsgiverne. Jeg tager det i det hele taget rimelig køligt, men det er altid fint lige at stikke hovederne sammen, når der har været en kritik,« siger Tine Johansen.

Hun understreger, at der ikke er noget i DJ’s strategi op til overenskomstforhandlingerne, der ændrer sig, og at Dansk Journalistforbund gerne vil snakke om arbejdsforhold for freelancere.

»Men jeg går ud fra, at det her er deres forsøg på at sige, at det er de ikke interesseret i,« siger hun.

Kritik fra Danske Mediers Arbejdsgiverforening 

Thomas Rønnow, adm. direktør i Danske Mediers Arbejdsgiverforening, har været bannerfører for kritikken. Han sagde til Journalisten i sidste uge, at DMA vil rette formel henvendelse til DJ og påpege, at arbejdsgiverne mener, de vejledende priser kan være i strid med loven.

»Når man optræder som organisation for selvstændigt erhvervsdrivende, så er man ikke en fagforening, men en brancheorganisation, og de må ikke anbefale eller vejlede om priser,« sagde Thomas Rønnow.

Journalisten spurgte også to eksperter

Advokat Lise Høgh forklarede dengang, at reglerne for, hvad man må og ikke må jævnfør konkurrenceloven, generelt er restriktive, herunder i særdeleshed reglerne for udveksling af prisoplysninger.

»Udgangspunktet er, at lovgivningen på området er stram. Der er meget, brancheorganisationer ikke må, og der er ikke meget, de må,« sagde hun.

Jacob Borum, som er souschef hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, forklarer, at det ikke er så ligetil at vurdere, om de vejledende priser for selvstændige er i strid med konkurrenceloven. Han forklarer, at vejledende priser som udgangspunkt bliver bedømt mildere end mindstepriser, fordi der stadig er mulighed for at gå under de vejledende priser.

»Hvis de vejledende priser får en ensrettende effekt på prissættelsen, så har vi noget imod dem. Vi vil helst have så fri konkurrence som muligt,« siger han.

DMA holder temadag om freelancere

Journalisten har forelagt Thomas Rønnow den kritik, som Tine Johansen retter ovenfor. Han svarer i en mail:

”Vi drikker altid gerne en kop kaffe med DJ – også til en drøftelse af forholdene for freelancere og organisationernes rolle på området. Hverken DJ eller DMA kan dog gå ud over konkurrencelovgivningens rammer.”

Danske Mediers Arbejdsgiverforening holder den 29. november temadag om brug af freelancere, hvor de sætter fokus på ”alle de største udfordringer, der kan være forbundet med brug af freelancere og freelancestof i mediebranchen”. Her vil der være fokus på de juridiske og kontraktmæssige forhold, ophavsret, skat og indberetning.

 

0 Kommentarer