search

DJ jubler: Ulovligt streamingsite lukker

»Det er en enormt god nyhed,« siger DJ-konsulent om, at det ulovlige streamingsite Popcorn Time ifølge flere medier lukker og slukker

Streamingtjenesten Popcorn Time har levet en kontroversiel tilværelse i årevis. Tjenesten streamer en lang række film på nettet ganske gratis. Og ulovligt.

Men nu er sitets mest populære adgangspunkt popcorntime.io lukket, skriver flere medier. Computerworld beretter, at oplysningerne dels bygger på et tweet fra en af sitets udviklere, dels et interview med en anden af sitets udviklere.

Dansk Journalistforbund jubler over, at sitet lukker og slukker.

»Det er en enormt god nyhed. Popcorn Time er en ulovlig tjeneste, som skader rettighedshaverne,« siger leder af DJ Ophavsret Lone Amtrup.

Intern uenighed og sagsanlæg

Hun roser sammenslutningen Rettighedsalliancen – som DJ er en af – for at lægge pres på Popcorn Time og andre ulovlige fildelingstjenester. Det sker både ved at føre retssager, men også ved at samle rettighedshavere i kampen mod eksempelvis Popcorn Time.

Popcorn Time er kendt ulovlig af den britiske højesteret i april i år, skrev flere medier herunder mediawatch.dk. I den forbindelse blev der stillet krav om, at britiske teleudbydere lukkede fem hjemmesider, hvor man kunne downloade programmet. 

Version2 skriver, at tjenesten dels lukker på grund af trusler om sagsanlæg, dels intern uenighed blandt folkene bag sitet.

Lovlige alternativer

Lone Amtrup forventer dog, at der vil dukke andre tjenester op, når Popcorn Time lukker.

»Det vil blive ved. Men vi har efterhånden gode samarbejder mellem rettighedshavere, teleudbydere og forbrugerorganisationer til at forhindre det, og samtidig opstår der lovlige alternativer, som kan betale sig.«

Hun nævner blandt andet, at Nordisk Film har lanceret en portal med den danske filmskat.

Kan ikke det samme som ulovlige tjenester

Men Lone Amtrup erkender, at de lovlige alternativer aldrig vil levere det samme som de ulovlige tjenester.

»Det, de gerne vil have, er jo gratis film på nettet, samtidig med at du kan se filmene i biografen. Det kan vi ikke, for det koster mange penge i tabte biografindtægter. Problemet er, at brugerne ikke vil betale det, det ville koste,« siger hun.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen