Selv om akutpakken falder på et tørt sted, så er der stadig et stykke vej endnu, før Dansk Journalistforbund får armene i vejret. »Luftigt,« siger næstformandI går fremlagde regeringen og arbejdsgiverne i den private og offentlige sektor den såkaldte akutpakke.
Selv om næstformand i Dansk Journalistforbund Lars Werge mener, at det er et skridt i den rigtige retning, er der stadig et stykke vej endnu:
»Jeg er mere optimistisk nu, end jeg var, inden pakken kom frem, men det er jo ikke jubeloptimisme, det synes jeg ikke, der er grundlag for,« siger Lars Werge til journalisten.dk.
Aftalen skal hjælpe ledige, der er på vej til at miste retten til dagpenge, når halveringen af dagpengeperioden træder i kraft ved årsskiftet.
Lars Werge mener dog, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvad pakken konkret kommer til at betyde for jobsituationen i den trængte mediebranche:
»Det er vi lidt usikre på, vi skal have kontakt til arbejdsgiverne i løbet af i dag. Danske Mediearbejdsgivere er en del af DA, der har indgået aftalen, så vi vil høre, hvad de har af forventninger,« siger Lars Werge.
Job skal slås op
Som en del af akutpakken forpligter arbejdsgiverne sig til at synliggøre jobåbninger til de ledige, der er sidst i dagpengeperioden eller falder ud af dagpengesystemet frem til 1. juli næste år.
Lars Werge forklarer, at DJ er positivt stemt over for alle tiltag, der kan skabe synlighed omkring, at der rent faktisk er job at finde i mediebranchen:
»En forpligtigelse til at slå job op er godt, for der er jo det her lidt lukkede kredsløb til nogle job, men det kan så være vanskeligt at sige, om de så også går til folk, der har været ledige i lang tid,« siger Lars Werge.
Aftalen betyder også, at regeringen vil præmiere arbejdspladser, der ansætter ledige, der er ved at miste retten til dagpenge. Beløbet er på to gange 12.500 kroner, der udbetales efter seks og tolv måneders ansættelse.
Lars Werge føler sig dog ikke overbevist om, at det vil rykke det store i mediebranchen:
»Jeg vil kritisere aftalen for at være lidt for luftig. Der er ikke rigtigt kontant indhold ud over den check, men der er ikke rigtigt nogen forpligtigelse i den. Gode viljer i forening kan forhåbentlig give noget, men vores branche er bare meget hårdt ramt i forhold til ledighed og finansielle og strukturelle kriser. Vi håber, at det kan være med til at hjælpe, men så må vi se, hvad det kommer til at betyde lige præcis for os,« siger Lars Werge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.