search

DJ jubler: Aktindsigt kan ikke trækkes tilbage

DJ-formand er tilfreds, efter at landsretten har afvist, at Radio24syv skal aflevere en usb-nøgle tilbage, som kanalen har fået aktindsigt i. »Når der er væsentlige samfundsmæssige interesser på spil, så skal der selvfølgelig være adgang til aktindsigt«

»Det ville have været grotesk, hvis Landsretten havde givet Trafik- og Byggestyrelsen ret til at trække aktindsigten tilbage.«

Sådan siger DJ-formand Lars Werge, efter at Landsretten i tirsdags afgjorde, at en usb-nøgle, som er blevet udleveret fra Trafik- og Byggestyrelsen til Radio24syv, ikke skal leveres tilbage.

Københavns Byret havde ellers tidligere afgjort, at Radio24syv skulle aflevere usb-nøglen – som rummer oplysninger om amerikanske fangetransporter – tilbage til styrelsen.

Nyhedsredaktør på Radio24syv Simon Andersen var i juni indkaldt i byretten, fordi Trafik- og Byggestyrelsen ville tilbagekalde dokumenterne.

”Vores principielle holdning er selvfølgelig, at et materiale, der er udleveret efter offentlighedslovens regler, det har vi lov til at beholde. Det kan man ikke komme to dage efter og trække tilbage,” sagde han dengang til TV 2 

Væsentlig samfundsmæssig interesse

I tirsdags afgjorde Landsretten, at kanalen får lov at beholde dokumenterne. Landsretten lagde vægt på, at aktindsigten, som drejer sig om amerikanske statsflyvninger i dansk, grønlandsk og færøsk luftrum, har væsentlig samfundsmæssig interesse, skriver BT. 

Formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge er glad for afgørelsen.

»Det er en vigtig afgørelse, for den bekræfter, at når der er væsentlige samfundsmæssige interesser på spil, så skal der selvfølgelig være adgang til aktindsigt,« siger han.

Han er ikke bekendt med, at tilbagekaldelse af aktindsigt er noget, der sker særlig tit.

»Trafik- og Byggestyrelsen finder ud af, at de har lukket op for for meget, men nu er det af Landsretten blevet understreget, at man ikke bare kan kalde det tilbage,« siger han.

Der kan ofte være lang ventetid på aktindsigter, og derfor er det ifølge Lars Werge principielt vigtigt, at myndigheder ikke kan trække en aktindsigt tilbage.

»Man skal kunne have tillid til myndighederne i den forstand, at når man først har fået aktindsigt, så har man fået den. Så kan man ikke bagefter komme og trække den tilbage,« siger han. 

Trafik- og Byggestyrelsen tager rettens kendelse til efterretning.

"Det er stadig min opfattelse, at udleveringen af oplysningerne til Radio24syv var en fejl, der opstod i sagsbehandlingen i Trafik- og Byggestyrelsen, hvilket jeg beklager meget," siger styrelsens direktør, Carsten Falk Hansen, i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.

Kommentarer
1
Sten Harck
13.11.16 17:52
Når man bor i München er det
Når man bor i München er det lidt vanskeligt at følge med i alle de hjemlige medier. Men er der egentlig nogensinde nogen/en journalist/et medie, der har fulgt op på historien og undersøgt, hvordan Trafik- og Byggestyrelsen nåede frem til først at træffe en positiv afgørelse om aktindsigt, for derefter at trække den tilbage igen? Er der nogensinde blevet skrevet om, hvilke konsekvnser det (måske) har fået for de pågældende sagsbehandlere??
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen