DJ hilser højesteretssag velkommen

Højesteret skal nu tage stilling til, om beslaglagt Aller-materiale i Se og Hør-sagen falder under kildebeskyttelsen. »Det er meget vigtigt,« siger formand for DJ Mogens Blicher Bjerregård

DJ er meget tilfreds med, at sagen om beslaglagt materiale i Se og Hør-sagen nu skal for Højesteret. Det er et spørgsmål om kildebeskyttelse, hvilket er et af de vigtigste arbejdsredskaber for journalister, siger formand Mogens Blicher Bjerregård:

»Det er principielt en meget, meget vigtig sag. Derfor er det rigtig vigtigt, at Højesteret ser på det. Journalisters kildemateriale er meget følsomt. Det skal man ikke bare kunne få adgang til,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

I forbindelse med efterforskningen af Se og Hør-sagen beslaglagde politiet en masse materiale fra Aller til brug for efterforskningen. Aller har ved både byret og landsret argumenteret for, at materialet falder under kildebeskyttelsen og derfor ikke kan bruges til efterforskning. Begge instanser har dog givet politiet og anklagemyndigheden – delvist – ret til at arbejde videre med materialet.

Derfor har Aller bedt om at få sagen for Højesteret, og det har procesbevillingsnævnet nu godkendt.

Mogens Blicher Bjerregård understreger, at politiet skal kunne efterforske Se og Hør-sagen.

»Men det handler om at kunne skille tingene ad. Vi er enige i, at man skal til bunds i Se og Hør-sagen, men det betyder ikke, at politiet skal have adgang til alt muligt andet kildemateriale,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Kan der ikke være en fare for, at man bruger kildebeskyttelsen til at dække over bevismateriale for ulovligheder? 

»Kildebeskyttelsen er så vigtig for, at medier kan lave deres arbejde, at det er der ikke råd til at gå på kompromis med, og derfor er det vigtigt, at adgangen bliver begrænset. Det handler ikke om at forhindre, at den enkelte sag bliver undersøgt. Det handler om at forhindre, at den enkelte sag bliver misbrugt til at få fingre i en masse andet kildemateriale.«

Sagen skal nu indbringes for Højesteret, der først derefter fastsætter datoer for, hvornår den skal behandles.

2 Kommentarer

Christine Elisabeth Møller
14. AUGUST 2014
Vi bestræber os på at følge
Vi bestræber os på at følge Dansk Sprognævns anvisninger, ifølge hvilke der ikke er tale om fejl i ovenstående:

"højesteret sb., -ten, -ter, -terne (som proprium Højesteret), i sms.højesterets-, fx højesteretsdom
højesteretssagfører sb., -en, -e, -ne (fork.: hrs.)"

Med venlig hilsen
Christine Elisabeth Møller, redaktionssekretær, Journalisten
Karl Blom
14. AUGUST 2014
Der er et s for meget i
Der er et s for meget i rubrikken.

Og Højesteret staves med stort H. Amalie-sag. Ikke amaliessag.