
Foto: IFJ, DJ
Dansk Journalistforbunds politiske ledelse har fået nok af det internationale journalistforbund IFJ.
Derfor melder DJ nu ud, at man har tænkt sig at forlade forbundet sammen med de nordiske kolleger i Norge, Finland og Island.
”Det er ikke nogen nem beslutning, men vi kan ikke være medlem af et internationalt journalistforbund, der ikke står vagt om pressefrihed, og hvis valg og beslutningsprocesser slet ikke lever op til vores krav om gennemsigtighed,” udtaler DJ-formand Tine Johansen til journalistforbundets hjemmeside.
Til Journalisten fortæller Tine Johansen, at man de seneste 10 år har rejst en række kritikpunkter over for IFJ, og at man ikke har oplevet, at der blev lyttet til dem.
”Og der må vi bare sige, at vi er nået til et punkt, hvor vi siger, at vi ikke kan være med mere,” siger Tine Johansen.
Flere kontroversielle hændelser
Konkret har der den seneste tid været mange af de berømte dråber, der har fået bægeret til at flyde over for DJ og de nordiske partnere.
Først og fremmest har IFJ tilladt det russiske medlemsforbund at føre en aggressiv kurs i Ukraine, hvor det har oprettet lokalforbund i de besatte områder i den østlige del af landet. Derudover har man tilladt det samme i den georgiske provins Abkhasien, der ikke anerkendes som uafhængigt af andre end Rusland og nogle få øvrige lande.
Senest har IFJ så også valgt at afvikle forbundets kongres i Oman, hvor pressefriheden er yderst begrænset, og det desuden er forbudt at kritisere landets sultan. Desuden er DJ blevet bekendt med, at sultanen har finansieret dele af kongressen.
Fredag i sidste uge var IFJ-ledelsen til møde i København, hvor de øvrige nordiske landes journalistforbund også deltog.
”Vi havde nok håbet, at de i fredags ville komme med nogle svar og nogle planer om at forandre organisationen, men vi konkluderede efter det møde, at det syntes vi ikke var tilfredsstillende,” siger Tine Johansen.
Koster 90.000 euro om året
Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund har allerede givet grønt lys til at forlade IFJ, men formelt skal det besluttes på delegeretmødet i april. Der er en opsigelsesfrist på seks måneder, så dagens varsel skal bane vej for, at en afstemning på delegeretmødet kan sikre en de facto udmelding i udgangen af juli.
Medlemskabet af IFJ koster hvert år Dansk Journalistforbund 90.000 euro, hvilket svarer til lige under 670.000 danske kroner. Det er dog ikke en spareøvelse, siger Tine Johansen:
”Vi vil gerne understrege, at det ikke er en spareøvelse, og at vi ikke vil skrue ned for vores internationale solidaritetssamarbejde. Vi ved, at mange kolleger i verden har brug for vores hjælp og støtte, og det skal vi sammen med de øvrige nordiske lande finde en form for,” siger Tine Johansen, der også fremhæver DJ’s samarbejde med International Media Support om internationale projekter, der støtter pressefrihed i verden.
Ifølge norske Journalisten udgør de nordiske lande omtrent 50.000 medlemmer af IFJ. Kontingentet fra de nordiske lande svarer desuden til i omegnen af 20 procent af IFJ’s samlede kontingentindbetalinger.
IFJ fremgår også af DJ-medlemmernes pressekort, hvilket betyder, at der skal findes en ny løsning. DJ har sammen med de øvrige nordiske forbund nedsat en arbejdsgruppe, der skal sikre, at man også i fremtiden kan udstede internationale pressekort.
Journalistforbundene i Norge, Finland og Island vil som nævnt også melde sig ud af IFJ, men det svenske forbund vakler stadig. Ifølge DJ er det svenske forbund enig i kritikken, men overvejer af forskellige grunde det fortsatte medlemskab. DJ kommer stadig til at være medlem af det europæiske journalistforbund, EFJ.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Så: Go for it!
Så vidt jeg ved har Mogens Blicher Bjerregaard ikke været præsident for IFJ, men derimod EFJ. DJ har tænkt sig at blive i EFJ.
Jeg har naturligvis forsøgt at få en kommentar fra IFJ's præsident - endda ad to omgange. Men han svarer ganske enkelt ikke på min henvendelse.
Mvh
Sebastian Goos fra Journalisten
mvh Anja Dybris
Jeg undrer mig lidt over, at I ikke tager kontakt til Mogens Blicker Bjerregaard for en kommentar og hans take på sagen.
Mogens har både har været præsident for IFJ og formand for Dansk Journalistforbund. Jeg synes, at det er interessant at høre, hvad han mener om situationen.
Men det er jeg måske alene om?!
Venligst Anita
Flere