Forleden kom det frem, at danske nyhedsjournalister i snit arbejder næsten 6 timer for meget hver evig eneste uge. Og jo mere overarbejde – jo mere stress, lyder det fra Dansk Journalistforbund, der er klar med gode råd.
Umiddelbart er der ingen nemme løsninger, hvis man vil slippe fri af stressen. Tværtimod kræver det et opgør med indgroede arbejdsrutiner og egne og andres forvetninger.
Det mener i hvert fald DJ's faglige konsulent Eva Jakobsen:
»Det handler om at få forventningsafstemt med ens ledere og kolleger, så de ved, hvad forskellen er på godt nok og godt – og så turde sige, at nu er det godt nok,« fortæller Eva Jakobsen, der opfordrer alle til at huske at slukke for mobilen, web og mails, når de holder fri.
For de fleste journalister er det dog lettere sagt end gjort. Journalister er nemlig nogle af landets mest 'grænseløse' arbejdere. De er parate til flydende arbejdstider, høj tilgængelighed i fritiden og store krav om fleksibilitet.
Men det grænseløse arbejde fører til stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø, fremgår det af tre rapporter fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Og forleden kom det frem, at mere end hver anden journalist arbejder for meget. Gennemsnitligt er overarbejdet nu oppe på 5,7 timer om ugen. Samtidig konkluderer CASA, at mediebranchen er den branche, der gennemgår de største strukturelle, organisatoriske og kvalitative foandringer lige nu.
»Derfor er der mange, der ikke kender forskel på godt og godt nok. Sammen med fyringer og finanskrise bliver det en giftig cocktail, som gør, at mange måske bliver lidt ekstra for at holde det høje faglige niveau som før,« siger Eva Jakobsen til Journalisten.dk.
CASA har dog tidligere påpeget, at de "blafrende" arbejdstider er en del af den faglige selvopfattelse. Kun tre procent af alle journalister arbejder over, fordi de får direkte ordre til det, mens 28 procent siger, de gør det for at kunne levere en ordentlig kvalitet.
En ny ph.d.-afhandling, der bygger på tallene fra CASA, drager derfor en noget anden konklusion end DJ:
»Det ser ud til, at journalisterne forærer de timer til arbejdsgiveren. Det er min hypotese, at det er journalisternes egne normer for deres indsats, der udløser overarbejdet,« udtalte Signe Pihl-Thingvad, adjunkt på Institut for Statsvidenskab på SDU, forleden til Journalisten.dk.
Med andre ord, så bliver journalisterne angiveligt ikke stressede af de mange timer, fordi journalisterne ofte selv planlægger deres arbejde.
»Samlet set giver selvledelse bedre balance mellem arbejde og fritid,« erklærede Signe Pihl-Thingvad, der vurderer, at journalister reelt har indregnet den ekstra arbejdsbyrde i arbejdsdagen.
Men den opfattelse deler man ikke i DJ:
»Der en klar sammenhæng mellem overarbejde og stress. Det vil sige, at de, der arbejder mest over, føler sig mest stressede. Og der er DJ i gang med at finde ud af, hvad vi kan hjælpe medlemmerne med – men der findes ingen tryllestave og ingen nemme løsninger,« siger Eva Jakobsen.
Hvad skal DJ gøre ved det?
»Mediebranchens medarbejdere laver ikke leverpostej, de er synlige for alle, når de laver noget. Og medarbejderne i mediebranchen har høj faglig identitet og konstant eksponering – og meget ringe lyst til at tale om det, når de føler, de ikke kan leve op til deres egne høje krav. Det er jeg så i gang med at lære dem at tale om. For forandringer og den uro, det medfører, er nok kommet for at blive – så vi må klæde vores medlemmer på til at kunne klare hele arbejdslivet i mediebranchen, uden at det går ud over deres engagement.«
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Eva.
Dit store engagement i arbejdsmiljø er velkendt:-) Det jeg anfægter er det du er citeret for: "Der er en klar sammenhæng mellem overarbejde og stress". Den sammenhæng er mig bekendt ikke dokumenteret overhovedet. Og heller ikke i de links du har medtaget i dit indlæg. Jeg har beskæftiget mig professionelt med arbejdsmiljø i over 20 år på alle niveauer, og jeg har aldrig set en sammenhæng som du beskriver. Min påstand er, at den ikke eksisterer og at påstanden blot risikerer at bidrage til meget af den mytedannelse, der eksisterer på området. Og det er synd for debatten.
Der findes i øjeblikket ingen valide undersøgelser, der klart dokumenterer omfanget af stress. Men i en pjece fra et af Danmarks førende forskningscentre, Videnscenter for arbejdsmiljø, fremgår det at problemet ganske vist er stigende i et vist omfang. Bl.a. Arbejdsmiljøinstitutet har undersøgt problemet, og det ser ud til at der igennem de seneste 20 år er sket en stigning af folk der “ofte føler sig stresset” fra 6 % af danskerne til 12 %. Men det er umuligt at sige noget om, hvor meget af denne stigning der har at gøre med den stærkt accelerende debat i medierne.
Men stigende andel af førtidspensioneringer på grund af psykiske lidelser, flere forsikringssager på grund af psykisk uarbejdsdygtighed, mere psykisk betinget fravær, og stigende antal med depressioner tyder dog på, at problemet er voksende. Et godt bud fra Videnscenter for Arbejdsmiljø er, at niveauet nok ligger på 10-12 % af de erhvervsaktive danskere.
Det er også vigtigt at forholde sig til, om stress faktisk er arbejdsrelateret. Tal fra Arbejdstilsynet viser at de psykiske lidelser (herunder stress) 2.345 tilfælde af i alt 13.896 arbejdsrelaterede lidelser på det danske arbejdsmarked.
Det svarer til 16,8% og dækker over alle former for psykiske lidelser som angst, demens, depression, manio-depression, hash, skizofreni, spiseforstyrrelser, tvangstilstande OG stress.
Stress diagnostiseret som arbejdsrelateret lidelse udgør altså en meget lille procentdel af samtlige arbejdsrelaterede lidelser. Bare for at sætte problemet lidt i perspektiv.
Diskussionen om stress er utrolig kompliceret. Når deltagere i stress-undersøgelser klager over, at de ikke har tid nok til deres opgaver, skal det i nogle tilfælde også holdes op imod hvad arbejdstiden i øvrigt benyttes til. Omkring 30% af alle ansatte bruger mindst en halv til en hel time af arbejdstiden på læse emails og surfe på internettet (Ugebrevet A4 august 2007).
Så vi er meget langt fra at kende "sandheden" om stress og hvilke "gode råd" der evt. kan være gavnlige.
:-) Geert Mørk
Da der er kommet et par indlæg, der anfægter undersøgelserne - vil jeg gerne helt i samme spor komme med denne vinkel:
Efter at have været engageret i forbundets mentorordning i en periode, har jeg en oplevelse af, at der er ganske mange medlemmer, der har et brændende engagement i konkrete jobs eller større opgaver, der har fået ydderlig næring af ønsket om at op når mere viden og dybere indsigter, for i sidste ende at kunne levere journalistiske produkter, der kan gøre en forskel.
Stærke kræfter og en enorm drivkraft er i spil.
Meget kan komme på tværs over blot en periode på 2-4 år i et sådant mode. Alt fra pludseligt opståede situationer f.eks. et overgreb med et brækket ben - til at miste troen, hvorefter alt forvandes til mørke skyer og hele ens projekt synes at være totalt umuligt med følelsen af afmægtighed.
Det er min oplevelse, at gode ledere kunne have forhindret sådanne situationer, der samtidig retter skytset mod selvledelse, og dermed i tråd med forbundets og forskningens teser.
For mig at se er der ganske mange ting forbundet kan gøre - fordi jeg er af den helt grundlæggende opfattelse, at der er helt grundlæggende kvaliteter i journalisters drivkraft man skal værne om.
- fokus på professionel ledelse
- sikkerhed i ansættelsen
- hjælp til medarbejdere der "rammes" fysisk/psykisk
- bedre uddannelse hvor det ikke er nok med håndværk og akademisk viden (der har været i fokus de senere år), men hvor også psykologi, etnografi, historie, etc. hører med for at forstå sit eget professionelle virke i en meget stor kontekst med store og voldsomme kræfter. (hvor der desværre også forekommer de mest beskidte og underlødige tricks fra ellers meget pæne mennesker)
Alt dette sagt, fordi jeg i stigende omfang ser at organisationer mere og mere falder i grøften med at 'tilpasse sig', og 'indgå i systemerne'.
Og her er jeg af den helt klare overbevisning, at journalistik har en væsentlig rolle som sikring af demokratiet, hvor øvelsen så "bare" går ud på, at sikre de løn og arbejdsvilkår, der muliggør denne samfundsvigtige branche på et højt fagligt professionelt niveau.
Så der kan godt være en fare for, at forbundets arbejdsmiljøindsats kommer til at udvande journalistikken ved at have et for snævert fokus.
DJ Arbejdsmiljø henviser i artiklen på denne side til CASA analysen fra 2008. Grafen øverst på siden er taget fra CASA analysen og viser hvad undersøgelsens 2200 nyhedsarbejdere svarede i 2006, det er derfor ikke min eller DJ Arbejdsmiljøs påstand, men 2200 af jeres kollegers svar tilbage fra dengang.
Signes PhD er baseret på de samme data, og er ikke uenig i CASA's hovedkonklusioner. PhD'en er vinklet på om selvledelse har nogen indflydelse på stress i nyhedsbranchen. I mange andre brancher vil så stor grad af selvledelse, mange og vanskelige deadlines og svingende arbejdstider give øget stress, men det er ikke nogen overraskelse for DJ Arbejdsmiljø at vanskelige deadlines og stor grad af selvledelse ikke er det der stresser mest i mediebranchen. Det er vilkår som I har lært at leve med, men efter flere undersøgelser, 15 besøg på medievirksomheder og ca. 100 samtaler med jeres kolleger de seneste 2 år, kan jeg se at forandringer, fyringer, fusioner og finanskrise kombineret med manglende forventningsafstemning, feedback og anderkendelse giver mange frustrationer og stress symptomer i branchen.
Med CASA's undesøgelse fra 2006-2010 og forskningsprojektet "Mellem begejstring og belastning" fra 2009 er der nu ved at komme tal på, så myter, holdninger og stærke meninger underbygges eller udfordres af undersøgelser, tal og analyser. DJ Arbejdsmiljø (DJAM) ser frem til at mange virksomheder i samarbejde med deres medarbejdere finder vej til Forebyggelsesfondens 20 mill. kroner til projekter mod psykisk nedslidning. For når mediebranchen er trukket ud som egnet til at søge disse midler, så er det på grund af barske tal fra en branche som er præget af højt engagement, høje krav til egen præstationer og hvor medarbejderne dagligt knokler med at levere en kvalitet som både medarbejder, ledelse og modtagerne kan leve med og af. Som jeg også er citeret for i artiklen, så findes der ingen tryllestave - ingen nemme løsninger. DJ forstår kompleksiteten i mediebranchen og inviterer derfor gerne både medlemmer og ledere til en dialog om dilemmaerne med at begejstres så meget at det belaster. Venlig hilsenEva Jakobsen, arbejdsmiljøkonsulentDJLæs evt. mere på http://casa-analyse.dk/default.asp?Action=Details&Item=767og http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/Aktuel%20forskning/Stressforebyggelse%20i%20videnarbejdet%20-%20Mellem%20begejstring%20og%20belastning.aspx http://forebyggelsesfonden.dk/Michael har selvfølgelig ret i, at en fagforening skal beskæftige sig med arbejdstid og løn. Klart! Men at koble stress ind som et argument giver ingen mening i den sammenhæng, der er beskrevet i artiklen. Især når en videnskabelig undersøgelse af mediebranchen viser noget andet. Det er - set med mine øjne - tværtimod med til at gøre DJAM utroværdig.
Arbejdsmiljø er en svær ting. Generaliseringer virker forkerte. Og når de passer, kan ændrede vilkår - f.eks. at man fra at føle et engagement pludselig føler et irriterende og voldsomt generenerende krav/pres - ændre alt fra glamour til det rene helvede. Mht stole og siddestillinger har jeg lige været en tur hos kiropraktor, og jeg synes det er nogle forfærdelige historier de kan fortælle i kategorien: "Ganske mange kommer her fordi... - men der er ikke lavet samlede undersøgelser over det." Så - det er hamrende vigtigt at finde et ordentligt samarbejde, der bygger på respekt og at lytte til sig selv og til andre - sammen med de mange gode undersøgelser.
Men - jeg kan nu godt se fagforeningens interesser i at holde styr på arbejdstiden i en tid, hvor der går en del ledige medlemmer rundt uden at lave noget.
Det virker meget forståeligt.
Flere