16-20 flere fotografer hvert år fra ny uddannelse kommer ikke til at tage brødet ud af munden på resten, mener DJ Fotografernes formand, Peter Thornvig. »Vi har faktisk ønsket denne her uddannelse til vores medlemmer i årevis,« siger han.
Danmark har fået en ny fotografuddannelse, der udbydes af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) og kommer til at ligge i København. De første studerende starter til september. Studiet giver en bachelor og tager tre år.
Men hvad siger Dansk Journalistforbunds fotografer til udsigten til 16-20 nye kolleger på arbejdsmarkedet hvert år, som de skal konkurrere med? De er meget tilfredse, lyder det fra formanden for DJ Fotograferne, Peter Thornvig.
Hvad mener I om den nye uddannelse?
»Vi er vildt begejstrede! Vi har faktisk ønsket denne her uddannelse til vores medlemmer i årevis. I dag er fotografuddannelsen en håndværksuddannelse, og det betyder, at vi ikke kan komme videre i det akademiske system. Den nye uddannelse kan bruges som en overbygning til de eksisterende uddannelser,« siger Peter Thornvig til Journalisten.dk.
Han mener, at allerede uddannede fotografer kan få stor gavn af den nye uddannelse, og han understreger, at de kan få merit og dermed færdiggøre studiet på kortere tid.
»Jeg har spurgt Anne-Marie Dohm (rektor på DMJX, red.), og hun har bekræftet, at man kan få op til halvandet års merit. Det er selvfølgelig altid en vurdering af den enkelte fotograf, for der er forskel på, om du kom ud i går, eller om du har arbejdet som selvstændig freelancer i årevis,« siger Peter Thornvig.
I første omgang har DJ Fotograferne haft de medlemmer i tankerne, der er uddannede fra fagskolerne – altså Medieskolerne i Viborg og Københavns Tekniske Skole. Men han forventer også, at fotojournalister fra DMJX kan få merit og læse den nye uddannelse som en overbygning.
Derudover er det ifølge Peter Thornvig tanken, at dele af den nye uddannelse kan etableres som efteruddannelse – som altså kan komme allerede uddannede kolleger til gavn.
Hvad vil du sige til de pressefotografer, der er nervøse over at få 16-20 nye kolleger på arbejdsmarkedet hvert år?
»Der har været en masse snak om, at det her skulle være en konkurrerende uddannelse. Men der er en helt anden vinkel på den fotografiske kompetence end det, vi kender fra både DMJX og fagskolerne. Endemålet er ikke at have spidskompetencen på fotografi, og jeg vil vove den påstand, at de, der er uddannede fra de nuværende steder, er væsentligt bedre rustet på det felt,« siger Peter Thornvig og fortsætter:
»Nogle af de nye vil nok gå ud og lave det samme som os, men meningen med uddannelsen er mere, at de skal lære at være med i processen omkring kampagner, forretningsanalyse og visuelle udtryk,« siger Peter Thornvig.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis jeg har forstået det korrekt, så vil det som minimum kræve en studentereksamen, at blive optaget på den nye fotografuddannelse, og det vil naturligvis gi' nogle pressefotografer som er mere akademisk velfunderet.
Tidligere var den væsentligste forudsætning for at blive optaget på en uddannelse som fotograf, at ansøgeren havde et godt øje for de de gode motiver, og hvis det var på plads, så var det ligegyldigt om han kunne stave og formidle sig skriftelig, det vigtige var nemlig, at han kunne ta' nogle gode billeder, og at han havde 100% styr på de fotografiske processer.
Men nu om stunder, er nyhedsfotografi jo næsten blevet et tryk på knappen job, og derfor er det vel en helt naturlig udvikling, at fremtidens pressefotograf skal kunne formidle historierne i såvel billeder som tekst og lyd, og så er det vel egenlig mere journalisterne, som skal frygte konkurrencen for fra de nye fotografer.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen