DJ-formand til medier: Lav regler for sex mellem chefer og praktikanter

Rundspørge viser, at mange mediearbejdspladser ikke har regler for seksuelle forhold mellem praktikanter og deres overordnede

I en rundspørge lavet af Politiken svarer 9 ud af 15 medievirksomheder, at de ikke har specifikke retningslinjer for seksuelle forhold mellem praktikanter og deres overordnede.

I rundspørgen oplyser TV 2 og Jysk Fynske Medier dog, at de har generelle retningslinjer, der forbyder forhold mellem chefer og deres direkte underordnede.

I personalehåndbogen for JP/Politikens Hus lyder det, at ”ingen må have personaleansvar for personer, de har nære relationer til, ej heller indirekte”.

Der står også, at ”der tages særligt hensyn til medarbejdere under uddannelse, f.eks. praktikanter og elever”.
Formand for Dansk Journalistforbund Tine Johansen opfordrer mediearbejdspladserne til at få lavet specifikke retningslinjer på området hurtigst muligt.

”Man er nødt til at have en meget klar linje med letforståelige retningslinjer. Ikke mindst set i forhold til de ubehagelige vidnesbyrd, vi har set rundt omkring. Hvis man skal kunne sanktionere nogen, må man kunne henvise til nogle retningslinjer for at kunne sige, hvad de har forbrudt sig imod. Derfor skal retningslinjerne være meget klare,” forklarer Tine Johansen.

Det er for eksempel ikke præcist nok blot at skrive, at chefer ikke må have et seksuelt forhold til underordnede.

”Jo mere konkret, jo lettere er det at håndtere. Jo lettere er det for alle at forstå, hvordan relationerne skal være på arbejdspladsen for at beskytte de mest sårbare. Jeg synes, man nu bør sætte sig ned og snakke meget konkret om, hvad der er ok på arbejdspladsen,” siger Tine Johansen.

I Dansk Journalistforbund og på fagbladet Journalisten har reglerne siden 2018 været, at enhver form for intime relationer mellem ledere, medarbejdere og praktikanter eller elever er uacceptable. Hvis reglerne bliver overtrådt, vil lederen eller medarbejderen få en advarsel, opsigelse eller en bortvisning alt efter forholdets karakter.

0 Kommentarer

Læs også

Nye regler: Nu må DJ-ansatte ikke være kærester

20. NOVEMBER 2018