Jacob Nielsen
Journalistikken lider under de aktuelle kampe i Gazastriben, hvor adgangen for uafhængige medier er stærkt begrænset, påpeger formanden for Dansk Journalistforbund (DJ), Tine Johansen, i en udtalelse.
Ifølge Tine Johansen er det næsten umuligt for journalister at rapportere fra området, hvilket gør det vanskeligt for omverdenen at få et klart billede af situationen.
”I krige er objektive, troværdige informationer ofte det sværeste at få. Lige nu er det næsten umuligt og i øvrigt livsfarligt for pressefolk at arbejde fra Gazastriben, og i stedet bliver vores kildemateriale videoer, billeder og beskrivelser på sociale medier,” siger Tine Johansen.
Tine Johansen opfordrer til, at regeringen skaber et politisk pres, så internationale medier får adgang til Gaza. Og at mediernes arbejdsvilkår bliver sikre.
”Vi har som almindelige mennesker ingen chance for at afgøre, om den slags er ægte beskrivelser af virkeligheden, eller vide, hvad der er gået forud, og derfor skal vi være varsomme både som privatpersoner og som medier med at gengive dem. Så uden den frie, objektive presses tilstedeværelse kommer vi til at famle i blinde,” siger Tine Johansen
DJ har løbende modtaget opfordringer til at tage stilling i konflikten, men organisationen understreger vigtigheden af at basere udmeldinger på verificerede informationer.
”Krigen vækker mange stærke følelser, og jeg kan godt forstå, at mange gerne vil have klare og markante markeringer også fra DJ som en faglig organisation for pressefolk. Men ligesom vores medlemmer så ønsker vi kun at kommunikere på et så oplyst og troværdigt grundlag som overhovedet muligt,” siger DJ-formanden.
Tine Johansen oplyser videre, at Dansk Journalistforbund opsøger informationer og fakta fra forbundets samarbejdspartnere.
”Når det er sagt, vil DJ selvfølgelig altid kæmpe for og stå vagt om presse- og ytringsfriheden og mediefolks mulighed for at arbejde. Og det er meget tydeligt, at det er tre ting, der er under voldsomt pres i Gaza lige nu,” siger hun.