Kildebeskyttelse

DJ-formand bekymret over efterretningstjenestes ”handel” med kildebeskyttelse

Det er bekymrende, at sigtet PET-mand er blevet udfrittet om, hvordan graverjournalister arbejder, mener Tine Johansen

Det er bekymrende, at PET-manden Jesper, der er sigtet for at have lækket oplysninger til medierne, fik at vide, at det ville hjælpe hans sag, hvis han ville fortælle PET om journalisters arbejdsmetoder.

Det siger formand i Dansk Journalistforbund Tine Johansen.

”Med det forbehold, at der er mange ting, vi fortsat ikke ved, så er det, som den sigtede PET-medarbejder fortæller, bekymrende,” siger hun til Journalisten.

Tine Johansen forklarer, at journalister arbejder med kildebeskyttelse, hvor man lover folk fortrolighed begge veje, når man arbejder på en historie.

”Efter det oplyste synes jeg, at man er inde og handle lidt med den kildebeskyttelse,” forklarer hun.

Ifølge DR sagde Flemming Drejer, operativ chef i PET, til den sigtede PET-mand, at det ville gavne PET-mandens sag, hvis han ville ”fortælle lidt om, hvordan graverjournalister arbejder”.

PET-manden skulle også komme med forslag til, hvordan PET kan undgå sådan en sag en anden gang, skriver DR.

Bliver udfrittet

Tine Johansen siger, at PET tilsyneladende prøver at udfritte medarbejderen.

”Som jeg læser historien på dr.dk, spørger PET ind til journalisters arbejdsmetoder. Det er bekymrende, fordi det er en historie, som myndighederne ikke vil have ud, men hvor en medarbejder føler sig nødsaget til at tale med journalister. Det er vældig bekymrende, at han bliver udfrittet om, hvordan journalister arbejder, og hvordan de kommunikerer,” siger Tine Johansen.

Dokumenter fra PET viser, at PET-manden har erkendt ’de faktiske forhold’ – altså at han havde talt med journalister.

PET skriver til DR om den mulige nedsættelse af PET-mandens straf, at det ikke er unormalt, at et bidrag til en sags opklaring kan indgå som formildende omstændighed i en straffesag.

PET tilføjer ifølge DR, at tjenesten har sat fokus på at undgå lækagesager i fremtiden.

0 Kommentarer