DJ-formand bekymret for dagbladene

Fremtiden for dagbladene ser grå ud. Til Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelsesmøde luftede formand Mogens Blicher Bjerregård sin bekymring for dagbladene i 2009.

Fremtiden for dagbladene ser grå ud. Til Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelsesmøde luftede formand Mogens Blicher Bjerregård sin bekymring for dagbladene i 2009.

Dagbladene i Danmark giver bekymrede panderynker i toppen af Dansk Journalistforbund. Formanden for hovedbestyrelsen, Mogens Blicher Bjerregård, ønsker at sætte dagbladene på dagsordenen i DJ og at kommunikere åbent med dagbladene i 2009.

»Mange af os deler bekymringen for dagbladene. De mange medlemmer kan komme ud i et meget turbulent år, og vi ved ikke, hvor mange dagblade der er, når året er forbi. Jeg er bekymret. Både for dagbladene og for demokratiet,« sagde Mogens Blicher Bjerregård. Han ønsker at kommunikere åbent med dagbladene.

»Vi har ikke tid til at vente på at nedsætte en mediekommission. Vi skal være meget længere fremme med holdninger til dagbladene,« fortalte Mogens Blicher Bjerregård. Han vil invitere Danske Dagblades Forening til i fællesskab at søge løsninger på de alvorlige udfordringer.

Bekymringen for dagbladene sker i en tid, hvor dagbladenes oplag rasler ned. Fra december 2007 til december 2008 har især Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Nordjyske og JydskeVestkysten tabt terræn.

Dagbladene skal dog ikke være bekymrede for at miste mediestøtten. Pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, fortæller til Journalisten, at dagbladene fortsat skal modtage støtte.

»De trykte medier ved vi af erfaring i høj grad er leverandør af nyheder til de elektroniske medier, og derfor ville det blive et kolossalt savn i hele mediebilledet, hvis de trykte medier bliver presset ud af de elektroniske medier. Så det mener jeg godt kan begrunde, at vi i øjeblikket har nogle direkte og indirekte støtteordninger over for de trykte medier,« siger Anders Fogh Rasmussen til fagbladet Journalisten.

0 Kommentarer