
Charlotte Harder tiltræder 1. marts som DJ's kommunikations- og pressechef. Foto: Sille Veilmark
Et lille halvt år efter at Allan Visborg Andreasen valgte at opsige sin stilling som kommunikations- og pressechef i Dansk Journalistforbund, har DJ nu fundet en afløser for ham.
Det bliver den 50-årige Charlotte Harder, der starter den 1. marts.
Hun kommer med en lang og bred erfaring indenfor både journalistik og kommunikation. I øjeblikket har Charlotte Harder en direktørstilling i Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun har ansvaret for fundraising, presse, kommunikation, kampagner og frivilligt arbejde i genbrugsbutikkerne. Før Folkekirkens Nødhjælp har hun haft flere forskellige ledende roller i DR, blandt andet på Deadline, som Udlandschef i DR Nyheder og som redaktør på Horisont.
Charlotte Harder udtaler i en pressemeddelelse fra DJ, at hun glæder sig til at begynde et nyt kapitel som leder i en organisation, hvor hun kan komme til at arbejde indgående med en række områder, som hun brænder for.
”Jeg er meget optaget af, hvordan DJ kan byde ind i forhold til fremtidens (og nutidens) arbejdsmarked, hvor rigtig mange medlemmer arbejder på en helt anden måde og med nogle andre rammer og vilkår, end de gjorde for 30 år siden.”
“Hvad kommer en øget digitalisering til at betyde for medlemmernes arbejdsliv? Det er emner, hvor jeg gerne vil være med til at styrke DJ’s stemme. Derudover har jeg altid været meget optaget af pressefrihed og ytringsfrihed. Det er områder, der bliver udfordret på nye måder i fremtiden, og hvor jeg gerne vil bidrage til at sikre, at DJ markerer sig stærkt og tydeligt,” siger hun.
Igennem sine forskellige ansættelser har Charlotte Harder været vant til at arbejde sammen med mange forskellige faggrupper, og hun ser det som en styrke, at DJ favner bredt inden for medie- og kommunikationsområdet.
”Jeg har altid arbejdet sammen med mennesker, der har haft en anden faglighed, end min egen. Tekstere, fotografer, grafikere og mange flere. Og det har beriget mig at arbejde sammen med folk, der kan noget andet, end jeg kan. Så jeg synes, det er en stor styrke, at DJ repræsenterer en bred skare af fagligheder, selvom jeg også godt ved, at det måske ikke altid er helt gnidningsfrit. Og jeg glæder mig til at arbejde med kommunikation og tilbud til alle faggrupper,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.