DJ: Der er intet forkert i “iscenesættelse”

Dansk Journalistforbund tager afstand fra Ulrik Haagerups kritik af "iscenesatte" dokumentarprogrammer. "Iscenesættelse er en bydende nødvendighed, hvis man vil have sit faktaprogram set og forstået," skriver formand for tv-gruppen Nicolai Würtz, som får opbakning af formanden for DJ

Dansk Journalistforbund melder sig i dag ind i debatten om den orkestrerede demonstration, der endte i TV Avisen for en uge siden. Det sker med et utvetydigt forsvar af produktionsselskabet Larm Film, der iscenesatte demonstrationen i forbindelse med nogle fakta-programmer, der skulle sendes på DR i februar.

"Tv-holdet i Hjørring og resten af branchen har intet at undskylde: Iscenesættelse er en bydende nødvendighed, hvis man gerne vil have sit faktaprogram set og forstået," skriver formand for tv-gruppen i DJ Nicolai Würtz i et debatindlæg i Politiken i dag.

Tv-holdet fra Larm Film, som Würtz henviser til, har ellers fået hård kritik fra DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup. Produktionsselskabet havde arrangeret – eller iscenesat – en demonstration med vrede tidligere bankkunder foran retssagen mod ledelsen i EBH-bank. Den sag blev også dækket af en række nyhedsmedier. Deriblandt TV Avisen, der fremstillede demonstrationen, som om den var ægte.

Da Ulrik Haagerup i sidste uge undskyldte for TV Avisens fejl, sendte han aben videre til produktionsselskabet og kaldte, ifølge Würtz' indlæg, Larms Films metoder for »forkastelige« og »pinlige«, og nyhedsdirektøren aflyste udsendelsen, som skulle sendes på DR. Ingen er uenige i, at TV Avisen begik en fejl ved at fremstille demonstrationen som ægte, men Nicolai Würtz mener, at Haagerup har taget hele tv-genren som gidsel med sit angreb på Larm Film. 

Deriblandt DR's egne tv-programmer, som gør brug af de præcis samme virkemidler:

"Det er i grunden mærkeligt. For få meter fra TV Avisens nyhedsrum sidder masser af andre redaktioner. Som hver dag iscenesætter og tilrettelægger optagelser til tv(…) Ligegyldigt om man laver Armadillo eller Liebhaverne, kræver et spændende faktaprogram iscenesættelse. Altså i betydningen at man bringer sine medvirkende sammen, fortæller dem, hvad der skal foregå, og beder dem om eksempelvis at vende sig mod kameraet og gøre ting flere gange, så man kan filme det fra flere vinkler," skriver Nicolai Würtz. 

Han får opbakning fra formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård:

»Jeg synes, Nicolai Würtz beskriver det rigtigt godt. Det afgørende er, at seerne er klar over, hvad der foregår,« siger formanden til journalisten.dk.

Nicolai Würtz er sikker på at DR's ledelse er udmærket klar over, at det er sådan, man laver tv:

"Ellers skulle både direktion og bestyrelse lige nu sidde i arkivet og slette alt fra Poul Martinsens Broen til Mads Brüggers Ambassadøren sammen med hundredevis af andre prisvindende dokumentar- og faktaprogrammer."

 

Journalisten.dk forsøger at indhente en kommentar fra Ulrik Haagerup… 

0 Kommentarer