»Det er umuligt at forestille sig, at de kan komme op at flyve inden 1. januar,« siger DJ-næstformand Lars Werge til Journalisten.dk. Tillidsmand frygter et forhastet forløb. Lisbeth Knudsen fastholder tidsplanen.
I går kunne Journalisten.dk fortælle, at Berlingske i denne uge vil slå stillinger op til koncernens nye nyhedsbureau. Bureauet skal være en konkurrent til Ritzau, men skal levere mere skræddersyede løsninger. Derfor har Berlingske opsagt abonnementet på Ritzau fra januar 2012.
Men Berlingske kan ikke nå at have et færdigt nyhedsbureau klar på så kort tid, mener Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund.
»Nej, det tror jeg ikke på. Hvilken overenskomst er det på? Hvilket område skal dækkes? Hvor skal de sidde henne? Der er både praktiske og formelle ting, der gør, at det er umuligt at forestille sig, at de kan komme op at flyve inden 1. januar,« siger Lars Werge til Journalisten.dk.
Tillidsmand på Berlingske Frederik M. Juel mener også, det bliver svært at nå den deadline.
»Først skal vi blive enige om en overenskomst, så skal vi forhandle om ansættelsesforholdene i det her. Og hvis de vil omrokere og flytte medarbejdere over i det nye bureau, så kræver det fuldt varsel svarende til opsigelsesvarslet – det vil sige minimum tre måneder. Det kan vi ikke nå inden 1. januar,« siger Frederik M. Juel.
Kan man ikke sagtens forestille sig, at alt er gennemtænkt, og at der ingen problemer er?
»Jo, det vil jeg håbe på. Men vi har et par forløb i baghovedet, hvor det kun lykkedes i sidste øjeblik. Vi er bange for, at det samme er ved at ske her,« siger Frederik M. Juel og fortsætter:
»I forløbet om Radio24syv fik vi skiftende meldinger, om vi skulle lave radio eller ej. Det gjorde, at det blev et meget forhastet forløb til sidst. Det virkede, som om Lisbeth Knudsen havde lidt for travlt og var meget lang tid om at erkende, at det kræver en lokalaftale, hvis vi skal lave radio. Vi vil gerne arbejde hurtigt, men vi har nogle aftaler, vi holder os til.«
Frederik M. Juel kritiserer også på vegne af tillidsfolkene i Berlingske Media, at de ikke var blevet varslet, inden Journalisten.dk i går kunne fortælle, at der i denne uge kommer stillingsopslag til nyhedsbureauet.
»Det er utilfredsstillende for os og vores kolleger. Vi burde være kaldt til møde, hvor de konkrete planer blev fremlagt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi skal have den dialog i pressen,« siger han.
Lisbeth Knudsen fastholder, at forhandlingerne kan nås, og nyhedsbureauet kan være i luften 1. januar.
Lars Werge tror ikke på, at I kan have et nyhedsbureau klar inden 1. januar. Hvad mener du om det?
»Lars Werge taler om noget, han ikke ved noget om endnu. Vi informerer vores tillidsfolk, når vi har en plan, og det regner vi med at have i denne uge. Det kommer til at blive en af de eksisterende overenskomster, vi skal arbejde under, så der er ikke noget problem i det,« siger Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.
Frederik M. Juel kritiserer, at han og hans kolleger kan læse nyt om Berlingske i medier som vores, inden han har hørt det. Hvad siger du til den kritik?
»Det her har jo været et langt forløb, og undervejs har vi også talt om, hvad der skete i Ritzau-forhandlingerne. Det her har ikke været nogen hemmelighed for nogen.«
Han hæfter sig ved, at du nævner omrokeringer, og at det med opsigelsesvarsel gør det svært at nå. Hvad mener du med omrokeringer?
»Jeg vil ikke føre forhandlingerne her.«
Efter Journalisten.dk talte med de tre parter første gang i går eftermiddags, er tillidsfolkene i Berlingske blevet indkaldt til det første forhandlingsmøde. Det foregår torsdag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.