»Jeg kan godt forstå, at man som medarbejdere føler, at man har strukket sig meget langt i forhandlingerne,« siger DJ-næstformand Lars Werge til Journalisten.dk. Men han opfordrer Berlingske-medarejderne til at genoptage arbejdet.
Medarbejderne på Berlingske, B.T. og Berlingske Nyhedsbureau har nedlagt arbejdet. Beslutningen har de truffet efter et medarbejdermøde i dag, der har varet flere timer.
På Berlingske.dk har avisens ledelse meldt ud, at den udkommer i en nødudgave i morgen lørdag.
Men i Dansk Journalistforbund opfordrer man medarbejderne til at vende tilbage til arbejdet. Det fortæller næstformand i DJ, Lars Werge.
»Vi opfordrer dem til at gå tilbage på arbejde, fordi det er en overensskomstridig arbejdsnedlæggelse. Det foregår uden for den periode, hvor man forhandler overenskomst, og det er kun i den periode, det er tilladt at nedlægge arbejdet som del af arbejdskampen,« siger Werge til Journalisten.dk.
Men det betyder ikke, at han ikke har en vis forståelse for medarbejdernes beslutning.
»Vi tager det som udtryk for, at der er en meget følelsesladet situation på Berlingske lige nu. Man har forhandlet om ledelsens udspil om at skære 87 stillinger, heraf en hel del journalistiske arbejdspladser. Det er en meget stor manøvre, og jeg kan godt forstå, at man som medarbejdere føler, at man har strukket sig meget langt i forhandlingerne,« siger Lars Werge.
»Men i forhold til det videre forløb er det bedst at komme tilbage til forhandlingerne,« tilføjer han.
Men bør DJ ikke støtte medarbejderne i sådan en situation?
»Jo, men det gør vi også. Vi har fuldt fokus på det her hos vores konsulenter, og de medarbejdere, der bliver opsagt eller får en frivillig fratrædelse, har alle muligheder for at få hjælp fra vores karriere- og trivselsafdeling eller fra vores A-kasse. Vi er også med på sidelinjen i forhandlingerne med ledelsen,« siger Werge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.