Ditte Okman: Tændte ikke tv i en måned

Den tidligere pressemedarbejder i Venstre Ditte Okman blev landskendt for at svine en kioskdame til på Facebook. Nu fortæller hun om nedturen, der fulgte efter. Læs også hendes nye blogindlæg. (opdateret)

Den tidligere pressemedarbejder i Venstre Ditte Okman blev landskendt for at svine en kioskdame til på Facebook. Nu fortæller hun om nedturen, der fulgte efter. Læs også hendes nye blogindlæg. (opdateret)

Ditte Okmann var netop kommet hjem fra Christiansborg, hvor hun havde leveret en undskyldning og en buket blomster til den kioskmedarbejder, der havde været genstand for Okmans meget omtalte udgydelser på Facebook. 

På vej ud blev hun opdaget og filmet af et kamerahold fra TV 2. Da hun kom hjem, tændte hun for fjernsynet:

»Det første, jeg så, var en reklame for den sene nyhedsudsendelse på TV 2 – med mig som tophistorien. Så slukkede jeg for fjernsynet. Og tændte det ikke igen den næste måned.«

Sådan siger Ditte Okman i et stort interview i det nye nummer af Alt for Damerne. Her fortæller hun for første gang om den nedtur, der fulgte, efter hun pludselig blev landskendt for nogle kradsbørstige bemærkninger på hendes Facebook-profil, som hun troede aldrig ville nå videre end til hendes egne kontakter.

Blandt andet kaldte hun medarbejderen på Christiansborg for "en fucked up medicineret psykisk syg dame (…), der helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv".

"Jeg brugte Facebook som et sjovt frirum. Også til at udlevere mig selv. Jeg fortalte, når jeg havde eksem i hele hovedet eller havde taget ni kilo på på 14 dage. For mig var Facebook et frirum, hvor jeg kunne være hudløst ærlig og tillade mig at bruge en værtshusjargon, som man kun kan blandt venner," fortæller hun.

Da tilsviningen af  kiosk-medarbejderen på Christiansborg pludselig blev et offentligt samtaleemne, kom det som et chok for Okman. Hun var både overrasket over reaktionerne – blandt andet dødstrusler fra ukendte personer – men hun skammede sig også over det, hun selv havde skrevet. I første omgang meldte hun sig syg, men ugen efter sagde hun sin stilling op.

Samtidig førte sagen til, at Venstre indførte helt ny Facebook-politik.

I dag er Ditte Okman startet som selvstændig kommerciel blogger og kan læses på ditteokman.dk. Her beretter hun blandt andet om sit forhold til statsminister Lars Løkke Rasmussen: Mig og statsministeren.

(opdateret 11:15) 

0 Kommentarer