Hun blev berømt for sine beskyldninger på Facebook. Nu kritiserer Ditte Okman enkelte kolleger for at skrive usandheder om hende selv. I et interview til Journalisten.dk løfter hun tillige sløret for fremtiden som klummeskribent og tv-anmelder på Ekstra Bladet.

Ditte Okman blev sidste forår landskendt, da hun i en opdatering på Facebook kaldte en kioskmedarbejder på Christiansborg for »fucked up medicineret psykisk syg«.

Dengang var hun pressemedarbejder i Venstre. Og efterfølgende eskploderede 'Ditte Okman-sagen' i de danske medier, hvor Okman blev kritiseret voldsomt – også i det politiske miljø. Til sidst måtte hun forlade sit job, og Venstre indførte en helt ny Facebook-politik.

For nylig besluttede Ditte Okman så at fortælle dele af historien i Alt for Damerne. Hun har også startet en ny hjemmeside op, og nu vil hun leve af at være 'commercial blogger', fortæller hun i et interview til Journalisten.dk.

Vil du ikke starte med at beskrive – hvad indebærer commercial blogging?

»Det betyder, at jeg blogger, både på min egen hjemmeside og skriver klummer for andre medier, og så hjælper jeg nogle virksomheder ved at blogge for dem og markedsføre deres produkter, navn eller aktiviteter på nettet. Jeg tror, det er rigtig vigtigt for virksomheder at være mere til stede på nettet, hvor de kan få direkte fat i de potentielle kunder i de rigtige fora,« siger Ditte Okman, der oprindelig er uddannet journalist fra RUC.

Hvordan foregår det helt konkret, kan det for eksempel foregå på en virksomheds hjemmeside i direktørens navn?

»Det kan det godt være. Men det handler om at lave product placement, der hvor forbrugerne er og søger deres informationer, debatterer og deler erfaringer. Det handler lige så meget om at få virksomheden ud på nettet, være til stede og få kontakt med potentielle kunder og forbrugere – også når pressemedarbejderne eller markedføringsafdelingen er gået hjem.«

Hvis man for eksempel sælger fjernsyn, skal det så forstås sådan, at man kan betale dig for at omtale det nye fjernsyn på din blog?

»Ja, det kan man. Jeg har haft over 130.000 besøgende på min hjemmeside. Første dag havde jeg 65.000. Men det handler jo i bund og grund ikke så meget om ditteokman.dk, men om at hjælpe virksomhederne med at komme ud blandt forbrugerne på nettet. Der tror jeg er mindst lige så slagkraftigt som avisannoncer. På nettet foregår der langt mere vidensdeling, debat og anbefalinger blandt forbrugerne.«

Hvad har denne sag betydet for din faglighed, har du ændret indstilling til dit arbejde?

»Jeg ved ikke endnu, hvad det har betydet for min faglighed. I forvejen ville jeg gerne noget andet end et traditionelt, redaktionelt miljø, hvor jeg begyndte at kede mig. Jeg havde brug for nogle andre udfordringer end som skrivende journalist. Men om denne her sag betyder, at jeg aldrig vender tilbage til en almindelig stilling i for eksempel kommunikation, det tror jeg ikke er tilfældet. Der er jo heldigvis nogle modige virksomheder, der ikke lader sig skræmme af den sag, men tværtimod ser det som en god erfaring,« siger Ditte Okman.

Hun er allerede blevet kontaktet af både interesserede virksomheder og medier, oplyser hun.

»Jeg er blandt andet blevet budt op til dans af Ekstra Bladet, hvor jeg skal være en del af et fast klummepanel, der gerne må skrive om andet end shopping og børn, men skal være holdningsorienteret. Og så skal jeg være ugentlig tv-anmelder. Skarpt og ærligt på alle fronter. Det glæder jeg mig sindssygt meget til, vi er et helt oplagt match.«

Kunne du forestille dig at blive journalist igen?

»Ja, og jeg opfatter faktisk stadig mig selv som journalist.«

Er det en form for journalistik, du laver – på din blog?

»Nej, ikke i øjeblikket, men der er formentlig noget af det, der kommer til at være det. For eksempel har jeg en rigtig god historie på vej, som jeg ikke har lagt på bloggen, fordi jeg har lavet en aftale med en tv-station om at bringe den,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kommer til at lave nogle journalistiske historier og vil indgå samarbejder med etablerede medier, så historierne kan få den slagkraft, de fortjener. Det kan være afsløringer, men det kan også være forbrugerorienterede historier. Jeg kommer til at lave journalistik, men som selvstændig.«

Ditte Okman fortæller, at den historie, hun har undervejs, bygger på noget, hun har erfaret fra Christiansborg. Den vil snart blive bragt på en landsdækkende tv-station.

Hvordan var din oplevelse af kollegerne på de danske medier, da mediestormen rasede?

»Det er helt oplagt at dække sådan en historie, når jeg har været så uforsigtig og streng. Det er oplagt at hænge mig til tørre offentligt. Jeg undervurderede, at Facebook for nogle journalister er det foretrukne sted at finde historier, og det skal jeg straffes for,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg var overrasket over, hvordan nogle medier, særligt de såkaldte lødige eller pæne medier, forsøgte at drive politik på mine udtalelser. Det var for plat. Der var blandt andet en meget vred Politiken-journalist, der ringede til mig og var aggressiv og sur. Politiken begyndte også at ringe rundt til alle psykiatri-ordførerne for at spørge, om det nu var Venstres politik. Det var søgt. Der har også været en masse fra den tabloide presse, men det var forventeligt. De gjorde bare det, de skulle.«

Du har tidligere arbejdet på blandt andet B.T. og Se og Hør. Ville du have gjort det samme, som de gjorde?

»Det kan jeg ikke svare dig på. Men jeg kan godt forstå, at de gjorde det.«

Har du reflekteret over din egen journalistik, efter du selv har været i orkanens øje?

»Ja, det har jeg. Det er nok meget sundt at mærke, hvad det vil sige helt overraskende at blive det store samtaleemne, og hvilke konsekvenser det har for ens familie, venner og mand. Jeg har helt sikkert lært noget.«

Kommer det til at gøre en forskel i forhold til din måde at være journalist på fremover?

»Ja, jeg har gjort mig de erfaringer, og det tager jeg med. Der var for eksempel mange journalister, der skrev om mig uden at ringe til mig for at få en kommentar. Det var jeg slet ikke klar over, man gjorde. Men da historien kørte, rullede den bare derudad i fuld galop.«

Har du nogen eksempler på det?

»Ja, et medie skrev, at nære venner sagde, jeg var taget til Sverige. Jeg var på intet tidspunkt i Sverige. Der var også visse medier, der insisterede på, at jeg var blevet headhuntet af Venstre fra Se og Hør. Det er noget sludder. Jeg havde ikke arbejdet på Se og Hør i to år, da jeg søgte en opslået stilling i Venstre, men den version er ikke lige så kuriøs som den anden. Et medie skrev også, at jeg var psykisk ustabil. Jeg ved ikke, om den journalist er blevet læge, siden jeg så ham sidst, men det er vist ikke helt efter bogen.«

Kunne du forestille dig at sidde i en stilling igen, hvor der er begrænsninger på, hvad du kan ytre i for eksempel sociale medier?

»Det kunne jeg sagtens. Det er de spilleregler, der er. Dem kan jeg mene om, hvad jeg vil, og jeg kan godt synes, det er lidt kedeligt og Stasi-agtigt, men sådan er det blevet. Efter 'Ditte Okman-sagen' har langt de fleste danske virksomheder enten lavet en nedfældet Facebook-politik, eller i hvert fald sendt en mail rundt. Derfor mener jeg heller ikke, at man i dag kan kalde Facebook for et socialt medie, det er et professionelt medie, og det må behandles som sådan. Det er da røvsygt og skideærgerligt, at man nu kun kan skrive, at man har handlet ind i Fakta eller elsker sine børn, men sådan er det.«

Kritikere kalder Ditte Okmans genkomst i medierne for et 'mediestunt'. Blandt andre Annette Hoffskov, der er underviser på Copenhagen Business School. Hun skriver i et indlæg på Kommunikationsforum, at artiklen i Alt for Damerne ligner »et smart pr-stunt«.

Er din velvillighed til at fortælle historien i medierne en slags mediestunt for at rebrande dig selv – og vise befolkningen, at du er blevet misforstået?

»Jeg har ikke læst det indlæg, så jeg ved ikke, hvad hun skriver om mig. Men hun eller andre kan kalde det præcist, hvad de vil. Og sandheden er jo, at uanset om jeg endte som hjemmehjælper eller i en sandwichbar, så ville det blive skrevet et eller andet sted, når jeg vendte tilbage til arbejdsmarkedet, og denne gang havde jeg lyst til at være med,« siger hun.

Hun valgte Alt for Damerne, fordi der var god tid og plads til, at hun kunne fortælle sin side af historien.

»Jeg kunne også have valgt at lade være med at sige noget, men hvorfor skulle jeg dog det? Hvorfor skulle jeg ikke forklare, hvad der skete, når jeg er blevet beskudt fra alle sider? Det kan jeg ikke se noget urimeligt i. Men jeg har sagt undskyld til kioskdamen, og det er det eneste rigtig vigtige.«